Vi kender nok alle sammen, at når noget betyder meget for, hvordan andre mennesker ser og oplever os, begynder det helt pr. automatik også at fylde noget eller meget i vores egen opfattelse af os selv. Jeg bebrejder mig selv hver eneste dag, at jeg ikke altid spiser sundt og regelmæssigt, samtidig med at jeg også føler, jeg burde træne meget mere. Det betyder noget for mit personlige forhold til min krop og mit sind. I forbindelse med indtagelse af en kæmpemæssig mængde af medicin, har min krop – som ellers altid har været normalvægtig – ændret sig. Min ændrede krop og vægtøgning gør, at jeg føler, at alle andre ser mig som doven og uden kontrol over mig selv og mit liv. Udover at skulle forholde mig til min sygdom og min egen opfattelse af mig selv, skal jeg pludselig også forholde mig til, hvordan andre tænker om mig, fordi jeg ser ud, som jeg gør.

Det kan være helt forfærdeligt – både pinligt og skamfuldt – at tale om. Men jeg synes alligevel, at det er vigtigt at forholde sig til det. Der er et helt hav at ting at forholde sig til, når man er psykisk syg – det her er én af tingene.

Da jeg gik i 2-3.g i gymnasiet udviklede jeg en spiseforstyrrelse – simpelthen grundet pres fra skolens side, fordi jeg i forvejen havde rigtig meget fravær. Stod det til dem, skulle jeg gå 2.g om. Men sådan det blev det heldigvis ikke. Derimod blev jeg mere presset, og jeg tabte 15 kg. over to måneder og så egentlig på daværende tidspunkt ikke noget problem i det. Dels fordi jeg jo var syg, men også fordi alle andre fortalte mig, hvor flot og tynd og jeg var blevet. Lige indtil jeg for alvor begyndte at spise igen, og derfor tog det hele på igen. Det var en forfærdelig periode i mit liv, både inden spiseforstyrrelsen, under og efter. For inden var jeg proppet med Prednisolone, så jeg havde måneansigt, væske i kroppen og jeg glemmer aldrig, da de i min gymnasieklasse kaldte mig for hvalen Valborg. Det var blandt andet også én af grundene til, at der pludselig skete en voldsom ændring med min krop. Jeg skulle bare ikke være ’hvalen Valborg og hende med de tykke kinder’. På daværende tidspunkt vejede jeg nok omkring de 73 kg. Måske en meget normal vægt for en pige på 173 cm, men det var hårdt at være fanget i en krop, jeg af flere årsager ikke følte mig tilpas i. Og som i øvrigt blev offer for en masse mobning.

Da spiseforstyrrelsen tog fart, var min laveste vægt 56.4 kg. Inden for et halvt år med spiseforstyrrelse, gik jeg fra at være rigtig tynd til normalvægtig igen. Men efter jeg tog på igen, forbandt jeg en normalvægtig krop med en overvægtig krop, og det var dér filmen knækkede. For selvom jeg i en længere periode havde levet med en normalvægtig krop og været glad for det og jeg så senere hen blev diagnosticeret med skizofreni og fik en masse medicin for det, begyndte vægten igen at falde. Appetitløshed var en kendt bivirkning, men ikke noget jeg som sådan havde tænkt over. Jeg opdagede først, at det var et problem, da min OPUS-sygeplejerske sagde at jeg skulle vejes, som et kontroltjek i forløbet. Nøjagtig ligesom jeg blev vejet, da jeg startede i forløbet og på daværende tidspunkt var normalvægtig. Da tallet på vægten anden gang i forløbet sagde 57 kg., synes min OPUS-sygeplejerske, at det vist var en god idé med en diætist og samtale omkring dét at være spiseforstyrret og uden appetit, samt at have et helt forskruet syn på krop og mad. Jeg så somme tider mad som min værste fjende, idet jeg pludselig kunne blive bange for at spise. For hvad nu hvis jeg blev kvalt af ikke at have tykket det ordentligt eller ikke kunne tåle det. Afføringsmidler var i en årrække en rigtig god ven, og da jeg flere gange siden gymnasiet har været svært forstoppet i min mave – formentlig også grundet mangel på mad -, har afføringsmidler været en rigtig god ting at anvende. Men alting har en bagside af medaljen, og jeg var i den tid, hvor jeg var svært forstoppet, rigtig bange for at falde tilbage i samme hak, hvor afføringsmidler var en ven. For det er så nemt at falde tilbage i gamle vaner og rutiner. Og i og med, at mit forhold til mad og vægt har været og for så vidt stadigvæk er så kompleks, tror jeg, at jeg er svært disponeret for at falde tilbage ad de gamle veje igen. Heldigvis har jeg har fået et mere positivt forhold til mad, min krop og dens ændringer. Stadigvæk ikke optimalt, men jeg vil nok aldrig føle mig 100% tilpas i den lige meget, hvad jeg vejer.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.