af Rasmus.
Jeg ser Deadline. Gæsterne taler som om de har en gulerod godt oppe i røven. En af de store sprøjtede. De gider vist egentlig overhovedet ikke tale med hinanden.
Men det er meget vigtigt, at de taler til hinanden.
Jeg hører dem sidde pænt på stolen. Jeg hører dem vente på det bliver deres tur til at tale. Jeg hører dem vente, ofte på en meget højrøstet omend selvkontrolleret måde…
Men nogle gange er en gæst på, der faktisk venter på elegant vis. Så er det virkelig flot at se. Slå den eventuelt på lydløs for den rene oplevelse.
6. april 10.44
Angstprovokerende at være almindeligt venlig
31. marts 2017 01.52 Martin Krasnik er vært. Han er god nok. Og han er sig selv.
Han er også jøde, måske det er derfor han er så fin. Det ´ gas. Det er sgu da ikke hans religion, der gør ham cool, det er han bare fordi han er Martin Krasnik.
25. februar 2017 20.02
Vi mødtes i en stillekupé. Faldt i snak – det var fantastik
28. februar 2017 14.47
Her sidder en mand. Han skal til at sige nogle ord. Han håber de bliver til tale. Tænk sig alle de kombinationer af ord han kan vælge. Måske har han aldrig formuleret sig som han vil komme til.
Han tænker over hvor galt det kan gå. Forkerte ord sagt i forkert rækkefølge. Fx Jeg – vil – hjem – til – mor. Fuck – dig. Banan – skiveskåren – gul.
Men han har samling på sig selv. Tager et ord ad gangen. Stemmelæben smurt med kaffe, snakketøjet varmet op af en snak om sneen med vejrdamen.
Han synker en klump.
Øresneglen: ”Du er på”.
Han synker han en klump, kigger sig rundt i studiet for at finde ordene. Han hæver nu stemmen til et alt for højt niveau for overhovedet at få n o g e t ud. De kommer ud :
”Velkommen – til – aftenshowet!” i et højt, men imødekommen selvsikkerhed.
17. februar 2017 19.30
Hvad fanden sidder vi her overfor hinanden for? Skal vi nu til at bruge hinanden til noget?
19. februar 2017 17.49
Han lugtede til sine hænder. De lugtede af røv.
10. marts 2017 10.37
Hun havde brug for nogen der kunne fortælle hende, at det hele var okay.
5. februar 2018 10.21 Jeg er blevet træt af Martin Krasnik. Han taler for langsomt som om hvert ord skal opfindes på ny inden de skal ud af hans mund. Måske har det noget at gøre med at han er religiøs. Ordets hellighed. Langsom selvfølende kommunikation.