Jeg kan klare det. Jeg kender forskel på mine egne og skizofreniens tanker efterhånden. Jeg har reflekteret over alt, det jeg oplevede, og tvivler på, at jeg falder for skizofreniens logiske konklusioner, da de er kendetegnet ved at falde uden for naturens love og de sociale love, ja hele ’Hvordan burde virkeligheden at være’-logikken. Jeg har lært at være syg.

De er her stadigvæk, de skizofrene tanker. Vrangforestillingerne. Er jeg magisk? Er jeg udvalgt? Vil alle mig det ondt? Hvem overvåger mig? Jeg er intet værd? Og stemmerne er her. ”Du er grim” ”Fuck dig” ”Homo” De selvhenførende vrangforestillinger. ”Ej, prøv at se ham der” ”Hahaha, se den idiot” ”Ham der, han er ____”

Var det sådan jeg oplevede virkeligheden tidligere i mit liv? Nej. Det er noget, der er kommet på et tidspunkt. Når jeg tænker tilbage, husker jeg kun negative oplevelser, jeg har dårlige minder om alle disse skizofrene tanker tilbage til niende klasse. (Hvordan burde virkeligheden at være?)

Men var det skizofrenien, der startede der, eller var det den række af traumatiserende oplevelser, som skabte skizofrenien, der startede der?

 

I min tid i behandlingssystemet er der ikke nogen, som har spurgt ind til, om jeg har traumer eller er blevet behandlet dårligt. Jeg ved heller ikke, om det er nødvendigt, det er ikke noget jeg har arbejdet med. Jeg kan alligevel ikke huske de fleste ting udover, at jeg fik dummet mig på en eller anden måde, og billedet, jeg ser i hukommelsen, associerer sig med følelsen af skam og mindreværd.

Det kan også være skizofrenien, der har traumatiseret mig. At alt dårligt, jeg har oplevet og kan huske, blot har været vrangforestillinger og stemmer. (Hvordan burde virkeligheden at være?) Det er de færreste, der går gennem livet uden dårlige sociale oplevelser.

Jeg skulle have haft en depotsprøjte for en måneds tid siden som led i min antipsykotiske behandling. Jeg havde snakket med psykiateren inden og sagt nej tak, da jeg får bivirkninger og alligevel skal gå og bøvle med skizofreniens positive symptomer (og negative(dog ikke så slemme for tiden))

Jeg tror, jeg har lært, at jeg kan have det godt selvom jeg er syg. Jeg er ikke nær så bange for sygdommen efter at have brugt to år på at lære den at kende. (efter et halvt liv, hvor sygdommen har været tilstede)

Jeg har brug for at prøve livet uden den antipsykotiske medicin, der nu stille og roligt forsvinder fra min krop. Min psykiater siger, at der kan gå to tre måneder, før den er forsvundet helt ud af mit system.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.