Interview 2006 del 1Interview 2006 del 2

Som jeg fortæller i videoen “Tilbage på youtube (efter 1 års fravær)” har jeg boet på behandlingshjem i 9 år. Fra 1999 til 2008. Jeg blev diagnosticeret som “udviklingsforstyrret” (altså autist) som 7-årig (det har dog senere vist sig, gennem samtaler med min psykolog i efteråret 2017, at jeg blev fejldiagnosticeret, og selvom min psykolog kom med et forslag til, hvad den rette diagnose kunne være, har jeg ikke villet tage den på mig, da jeg ikke definerer mig selv som psykisk syg, men som psykisk skrøbelig. Forskellen på de to definitioner, de to identiteter, de to selvopfattelser vil jeg gerne tale mere om i nogle videoer en dag, for der er tale om en sindssygt vigtig skelnen. Men nu vil jeg bare lige nævne det).
Ja, som 7-årig blev jeg stemplet som alvorligt psykisk syg, og der har senere været hæftet ord som “personlighedsforstyrrelse” og “sindslidende” på mig, hvilket jo har været ekstremt hæmmende for min livsudfoldelse, da jeg altid har følt, at der har været et eller andet galt med mig. At jeg ikke kan. At jeg ikke har evnerne. At mulighederne er uden for rækkevidde. At jeg holdes tilbage. At alt muligt holder mig tilbage.
Men fordi jeg har haft nogle ekstremt frugtbare samtaler med en fantastisk psykolog mellem juli 2017 og marts 2018, har jeg fået fortalt hele min livshistorie forfra (min psykolog er uddannet inden for den narrative tilgang og netop derfor har hun været helt genial til at tage fat i de historier, der er blevet fortalt om mig, og de historier, jeg ubevidst går rundt og fortæller om mig selv. Og sammen med hende har jeg ligesom drømt disse historier forfra, så jeg kan træde frem som det menneske, jeg i virkeligheden er.). Hvordan den narrative tilgang fungerer gad jeg også rigtig gerne lave nogle videoer om, da jeg tror, at det også kan være til enorm inspiration for andre, der også kæmper med en hæmmende selvopfattelse, man har fået påklistret af andre. Det er muligt at se sig selv i et helt andet lys. At du kan. At du har evnerne. At mulighederne findes lige foran næsen på dig. At det kun er de her fejlagtige historier, der holder dig tilbage, fordi du klamrer dig til dem. At hvis du slipper dem, kan du virkelig komme videre. Men det er ikke noget, man som sådan kan nå frem til på egen hånd. Vi har alle sammen brug for hjælp. Og det er så her, at jeg helt klart vil anbefale et terapeutisk forløb, meget gerne med en terapeut eller psykolog inden for den narrative tilgang. Ellers kunne jeg godt tænke mig en dag at lave nogle videoer, hvor jeg taler om, hvorfor og hvordan det har været så frugtbart for mig. En skønne dag! Lige nu har jeg rigelig at se til med youtube og at lægge de gamle “eksilvideoer” ud. Det bliver ret heavy, men jeg kan!

Som 7-årig blev jeg ikke bare taget væk fra min mor og anbragt på et behandlingshjem, hvor jeg kun kom hjem i weekenderne (til min mor hver anden weekend og til min far hver anden weekend). Men jeg blev også placeret i et mentalt fængsel, jeg først her i 2018, som næsten 27-årig, er begyndt at træde ud af. Det har været en lang, hård vej ud af mit eget personlige helvede, men jeg er virkelig glad og lettet over, at det faktisk er lykkedes mig at bryde ud af det.
Mit mål nu er at hjælpe så mange mennesker som overhovedet muligt med at slippe ud af deres egne, private helvedesfængsler. På samme måde som en psykolog har hjulpet mig, ønsker jeg at hjælpe andre. På samme måde som digteren Thomas Alexander Jensen har fundet modet til at tale om sine egne problemer i et håb om, at det kan være til trøst eller inspiration eller hjælp for andre, ønsker jeg at åbne mig og være ærlig og turde fortælle om mine egne problematikker i et håb, at det kan være til trøst eller inspiration eller hjælp for andre. Hvis vi nu alle sammen finder modet til at åbne os og stå ved os selv og række ud efter andre og turde hjælpe og hjælpes, kan vi forandre verden til noget bedre. Det tror jeg virkelig på!
Sammen kan vi gøre hinanden stærkere. Alt det, man har fået, og som hjælper en, skal man give videre til andre, så de kan få det bedre, og så skal de mennesker, man har hjulpet, give alt det, man har givet dem, videre til andre. En dominoeffekt af hjælp gennem Danmark. En lysende hånd rakt ned i det mørke, den enkelte befinder sig i. Et venligt skub i ryggen, en slags retningsangiver for, hvilken vej man kan gå for at komme videre.
Engang læste jeg følgende i et digt: “Der findes en sti gennem smerten.” Jeg tror, at vi hver især må gå på den sti for at komme gennem smerten. Men hvem siger, at vi skal gå den lange, hårde vej ud af vores personlige helvede alene?

Hvis der er noget, jeg har lært i løbet af det sidste år, er det, at det er ekstremt vigtigt at inddrage andre mennesker i sine overvejelser, sine problemstillinger, sine følelser og sit liv generelt. Jeg har slet ikke været så alene som jeg gik rundt og troede. Det er gået op for mig, at rigtig mange andre mennesker faktisk går rundt med netop de samme bekymringer og overvejelser og følelser som mig selv. Men ingen tør stå frem og sige, hvad de tænker og følelser, af frygt for at blive dømt. Hver gang jeg så alligevel har fundet modet til at tale med andre om, hvad jeg går rundt og slås med, har det været anledning til helt fantastiske samtaler, hvor den, jeg har snakket med, også har åbnet sig og fundet modet til at tale om, hvad han eller hun slås med. Det har været fantastisk smukt, og bliver ved med at være fantastisk smukt så længe, at man bliver ved at have modet til at ærlig omkring sine tanker og følelser og hvem man er.

I takt med at jeg har åbnet mig som menneske, har jeg også åbnet det menneske, jeg hele tiden har haft i mig, men som i sindssygt mange år er blevet hæmmet og holdt tilbage af nogle helt vanvittige historier om mig. Det er fuldstændig vanvittigt at stemple et 7-årigt barn som “personlighedsforstyrret” bare fordi jeg ikke passede ind i den udbredte normalitet, og de forventninger til, hvordan et “normalt menneske” skal opføre sig. Jeg har i forhold til “normale mennesker” (hvordan det så end defineres) altid været “for skrøbelig,” “for fantasifuld”, “for indadvendt”, “for aparte”, og derfor er jeg blevet regnet for at være psykisk syg. Hvis jeg læser i min journal fra dengang, jeg var 7 år gammel, og læser argumenterne for, hvorfor kommunen ønskede, at jeg skulle anbringes på behandlingshjem og få “intensiv hjælp” på grund af mine “alvorlige psykiske lidelser,” kan jeg se, at de samme argumenter i virkeligheden kan bruges om, hvorfor jeg er så glad for at skrive digte, lave videoer, hvor jeg taler løs om mine tanker, eller simpelthen bare er den, jeg er. Ud fra mine samtaler med min psykolog kan jeg forstå, at jeg aldrig selv har været galt på den, men at den måde, jeg er blevet behandlet og opfattet på af systemet simpelthen har været vanvittig.
Noget af det værste ved at have boet på behandlingshjem har i virkeligheden været at flytte HJEM til min mor, og vende tilbage til “den normale verden,” hvor jeg aldrig har følt mig velkommen. Jeg har som et spøgelse drevet rundt i mange år og søgt at finde et fællesskab, hvor jeg kan passe ind, og mine otte afslag fra Forfatterskolen taler sit tydelig sprog om, at jeg virkelig har forsøgt! ).
Som 7-årig blev jeg voldsomt mobbet af de andre børn i skolegården. Der står endda i min journal, at jeg lod mig blive slået på hver eneste dag, hvilket dog er en overdrivelse, da det nok mest var hver anden dag, men det er jo stadig vanvittigt. Jeg har stadig det skræmte, knuste barn, der heller ikke kunne holde ud at være hjemme hos sin mor, da han var bange for sin stedfar, ja, jeg har stadig det skræmte barn dybt i mig, og det er ham, der er anledning til al min angst, og selvom jeg ikke kan udrydde den angst permanent, har jeg med hjælp af min psykolog fået så mange værktøjer, at jeg har noget at svare tilbage med, når angsten melder sig. Angsten er jo i virkeligheden “lille Christian,” der er bange for ikke at være god nok, og som føler, at hele verden hvert øjeblik kan styrte sammen. Ikke at høre til nogen steder. Ikke passe ind.
Selv ikke nu snart 27-årig har jeg kunnet passe ind i de i forvejen etablerede fællesskaber, der findes “herude” i “den normale verden”. Jeg har virkelig gjort mit bedste for f.eks. at komme ind på Forfatterskolen og vrænge “psykisk syg” identiteten af mig for i stedet at få en mere positiv identitet som f.eks. “forfatter” eller “digter”. De otte afslag, jeg har fået fra Forfatterskolen, taler jo nok også sit tydelige sprog om, at jeg helt desperat har prøvet at komme ind i et fællesskab, få en mere positiv identitet og selvopfattelse. De fleste opgiver jo at ansøge efter 1-2-3 gange, men jeg er blevet ved, fordi alternativet bare var at give verden ret og sige, ja, ja, jeg er bare psykisk syg, jeg dur ikke til noget. Jeg kommer bare til at sidde her og gå til spilde som menneske. Ja, jeg kan ingenting. Den følelse ønskede jeg ikke at sidde i for evigt, nej, så hellere forfølge min drøm og se, om jeg ikke kunne blive til noget! Være med i et fællesskab!

Men jeg må desværre se i øjnene, at jeg simpelthen ikke passer ind i noget etableret fællesskab. Selv i det litterære miljø, der udspringer sig af oplæsninger, arrangementer i forskellige litterære huse, til receptioner hos forlag, omtaler, foredrag og så videre, har jeg dybest set gået rundt med en følelse af at være en fremmed. Som at være til en fest, hvor man ikke er inviteret, og hvor man indirekte bliver opfordret til at tage hjem. Heller ikke mit år på Gladiatorskolen var nogen succes. Faktisk har det været enormt deprimerende. Underviserne sagde, at mine digte ikke var gode nok til at blive udgivet på et forlag, at mine digte ikke var en måde at hjælpe andre mennesker på, men at de bare var “narcissistisk klynk,” og ikke nok med, at de var nådesløst hårde mod mig og mine digte, fik de også andre af eleverne til at græde under læsningerne. Efter at have været i fitnesscenteret og trænet, kan føle sig træt og smadret, men det er en god følelse, da man kommer styrket ud af det, og musklerne vokser. På Gladiatorskolen føltes det mere som at blive overfaldet og med blodtud og smadrede lemmer gå rundt og lede efter noget at støtte sig til. Der findes ellers et solidt miljø omkring Forlaget Gladiator med deres forskellige skoler, seminarer, oplæsninger, foredrag, tidsskrift Texas Longhorn, og hvis man dukker nakken og gør, hvad der bliver anvist, at man skal gøre (i forhold til at skrive digte), kan man godt blive udgivet og blive en succes. Jeg følte dog ikke, at jeg passede ind i deres sociale jargon, deres hierarki, deres litteratursyn, og selvom jeg faktisk virkelig prøvede at sælge ud og bare gøre alt, hvad der blev sag, fordi jeg simpelthen ikke længere gad at gå rundt og vente på den forbandede forlagsdebut, smuldrede det hele for mig, da jeg ikke havde hjertet med i det. Jeg mistede lysten til at skrive  i sommeren 2017, og denne litterære tavshed gik jeg rundt på længe.
Det skal også lige siges, at jeg heller aldrig har passet ind i de fællesskaber, der findes omkring forskellige tidsskrifter. Slagtryk har nu givet mig afslag seks ud af de seneste syv gange, jeg har sendt ind. Jeg har ikke hørt noget fra Hvedekorn i snart 2½ år, så selvom jeg tidligere har haft små bidrag med i de tidsskrifter, har jeg aldrig haft en oplevelse af at være kommet ind for døren. Den er altid blev smækket i, når jeg troede, at jeg kunne snige mig ind.
Siden jeg flyttede hjem til min mor i marts 2008 har jeg søgt at blive en del af et fællesskab. Her 10 år senere må jeg kaste håndklædet i ringen og sige, at jeg simpelthen bare ikke passer ind i nogen af de etablerede fællesskaber. Hverken miljøet omkring Forfatterskolen, miljøet omkring Forlaget Gladiator, de forskellige tidsskrifter eller ganske enkelt “det litterære miljø” som er en vag og abstrakt størrelse, men prøv at forestille jer en andedam, hvor alle sidder og holder øje med hinanden. Det har været ulideligt disse 10 år at hige og søge efter et sted at passe ind. Som en slags eksistentiel stoleleg, hvor der aldrig blev en plads ledig, hvor jeg kunne sætte mig.

For nogle måneder siden sagde min psykolog til mig, at hun tror, at jeg er sådan en type, der er nødt til at gå mine egne veje i stedet for at prøve at passe ind. Det har været en enormt tankevækkende bemærkning, for når jeg tænker mig om, kan det godt ske, at en af grundene til, at jeg ikke har passet ind i de etablerede fællesskaber, miljøer og institutioner, er, at jeg går rundt med mine egne ideer. For at det ikke skal være løgn brugte hun Einstein som eksempel, for han gik også rundt med sine egne ideer og teorier, men når han viste dem til andre i diverse institutioner og spurgte, hvad de synes, gav de bare et skuldertræk og sagde, at det ikke rigtig hang sammen. Først da Einstein satte sig ned med sine ideer og teorier selv og gjorde noget ved dem, begyndte han at rykke på sig. Jeg kunne ikke lade være at grine, da hun fortalte mig historien, for jeg er sgu ikke Einstein, men det var så heller ikke pointen. Pointen var bare, at der findes nogen mennesker, der ikke passer ind i det etablerede, men er nødt til at gå deres egne veje med, hvad de gør. Og at min psykolog mener, at jeg er sådan et menneske. Og nu hvor jeg har tænkt over historien og tænkt over mit liv og de sidste 10 år, kan jeg godt se, at jeg nok er nødt til at gå mine egne veje.

Men det at gå “sine egne veje” er ikke ensbetydende med, at jeg er dømt til et liv i total isolation og ensomhed. Tværtimod! Det handler bare om at give slip på alle ambitioner om at komme ind på Forfatterskolen, blive udgivet på forlag, være med i tidsskrifter og i stedet se på, hvad jeg allerede har i mit liv som jeg kan gøre mere ud af.
Det er her, at det gik op for mig, at hvis der ikke findes et etableret fællesskab, hvor jeg passer ind, må jeg jo, for fanden, bare må lave mit eget! Det er som at komme ind i kantine med mange borde. Hvis der ikke er plads ved nogen af bordene, fordi alle kender hinanden, og man er lidt uden for (så er vi lidt tilbage til analogien med den eksistentielle stoleleg, hvor der ikke er plads til en), så må man enten sætte sig hen til en anden, der sidder for sig selv. Men hvis der ikke er nogen andre, der sidder alene, må man – i stedet for at gå sin vej – vælge at “starte et bord”. Så må man være den person, de andre kan komme til, hvis de heller ikke har noget sted at sidde, eller man kan ligefrem spørge folk, der ser lidt forvirrede og hjemløse ud, om de ikke kunne tænke sig at sidde ved ens bord. Okay, den her analogi gav rigtig god mening i mit hoved, men jeg ved ikke lige, hvordan den ter sig på skrift! Pointen er bare, at det nogle gange handler om selv at tage initiativ til at skabe et fællesskab i stedet for at prøve at passe ind i noget, der allerede eksisterer.

Nu kan det godt lyde ret sentimental (men det skal det jo nok også, da det, hvert fald for mig, er ret sentimentalt), men ja, det at komme tilbage til youtube efter at været væk i et år føles på en eller anden måde som at komme hjem. I lang tid har jeg bare lagt videoer ud på youtube uden at have nogen anelse om, hvad fanden jeg havde gang i. At lave videoer har for mig været en måde at overleve på, da jeg i lang tid har følt mig enormt ensom og ikke haft nogen at tale med (derfor begyndte jeg i sin tid at lave videoer, for at skabe illusionen om, at jeg talte med nogen). At lave videoer var noget, jeg lavede med venstre hånd, imens jeg målrettet gik efter at komme ind på Forfatterskolen. Jeg havde et mål om at være et andet sted, et punkt ude i fremtiden, hvor jeg kunne være del af et fællesskab, et sted at føle mig hjemme. Men hver gang jeg har fået et afslag, og det alligevel ikke lykkedes, har jeg så kunnet lave en video og fortælle om, hvordan jeg har haft det. Og endda lagt videoen ud på en platform, hvor der virkelig findes mennesker, der virkelig gerne vil lytte til mig. Mennesker, der virkelig anerkender og respekterer og holder af mig. I grunden er det komplet vanvittigt, at jeg i alle disse år har stræbt efter at blive del af fællesskabet omkring f.eks. Forfatterskolen, når jeg på en måde (uden rigtig at vide det!) faktisk selv har skabt et fællesskab. Nemlig det omkring min youtubekanal. Det er dog først i forbindelse med, at min psykolog opfordrede mig til at gå mine egne veje, at jeg blev klar over, at i grunden allerede er godt i gang med at gøre tingene selv. Da jeg så læste Thomas Alexander Jensens digte, gik det op for mig, at digte og kunst og videoer netop kan være en yderst effektiv måde at hjælpe andre mennesker på. Jeg følte mig ikke alene, da jeg læste hans digte. Jeg følte mig set, forstået og lyttet til. At der her var tale om et menneske, der kender til mine problemstillinger, fordi han selv går rundt og har sine egne, der minder om dem. Fordi han fandt modet til at skrive så åbent og ærligt om sig selv, nåede digtene frem til mig og hjalp mig med at se min egen angst og mine egne problemer i øjnene. Det gav mig troen på, at det at komme tilbage på youtube ikke bare kan være noget, jeg gør for min egen skyld (for ikke at føle mig alene), men som en måde at hjælpe andre mennesker. Det var, som om alting faldt i hak. Både det, min psykolog sagde til mig, den effekt som Angstens Besættelse af Thomas Alexander Jernsen havde på mig.

Nu står jeg i en situation, hvor jeg ikke aner, hvordan folk vil reagere på, at jeg vender tilbage til youtube. Måske har ingen savnet mig. Måske synes folk bare, at det er ligegyldigt, at jeg er tilbage. Måske er jeg altid bare blevet regnet for en slags youtubepauseklovn, folk har gloet på, når de ikke har haft andet at lave. Hvem tænker den slags tanker? Det gøre lille skræmte Christian på 7 år, der lige var blevet revet væk fra sin mor og anbragt på behandlingshjem. Det er derfra, at min angst taler og prøver at bilde mig ind, at jeg ikke er noget værd, at jeg ikke hører til nogen steder, at ingen kan lide mig. At vende tilbage til youtube og lægge videoer ud igen er ikke bare en måde at ville skabe et fællesskab for os, der ikke passer ind i det etablerede, men også en måde at bekæmpe min egen angst på. Hvis jeg ikke lægger videoer ud, giver jeg bare angsten ret. Ja, folk er ligeglade med mine videoer. Ja, folk er ligeglade med mig. Ja, det giver ingen mening at lægge videoer ud. Hvis jeg først giver angsten ret, vil den vokse sig større, og det vil blive desto svære at kæmpe imod den i fremtiden. Den kamp, jeg må udkæmpe, findes lige nu og her. Angsten kommer nok aldrig til at forsvinde fuldstændig. Den vil altid lure et sted i mig, men hver gang den melder sig, har jeg til hensigt at bekæmpe den. Derfor er hver video, jeg lægger ud, en personlig sejr. Derfor er hver situation, hvor jeg føler mig bange, men hvor jeg alligevel gør det, jeg er bange for, en sejr. På den måde vinder jeg hele tiden over mig selv. Ved netop at træde frem som den, jeg er.

Jeg håber, at de mennesker, der følger med i mine videoer, vil finde trøst, inspiration og mod til at kæmpe med deres egne problematikker. Først tænkte jeg, at det simpelthen er for svagt af mig sådan at løbe min vej, når alt blev for uoverskueligt med at lægge videoer ud. Men jeg synes egentlig, at det er et godt signal at sende, at vi alle sammen nogle gange har brug for en pause fra det, vi sidder fast i, så vi kan få et nyt perspektiv på tilværelsen, mærke efter og finde sig selv og så vende tilbage med fornyet styrke. Jeg kan anbefale en lignende pause til alle og enhver, der måtte kæmpe med sig selv. For mig personligt har det været til enorm gavn!

Ligegyldigt hvilket mørke, du befinder dig i, er det muligt at bruge bunden som et springbræt til at komme op igen. Der findes en sti gennem smerten. En lang, hård vej ud af helvede. Men hvis jeg har kunnet bekæmpe mine dæmoner, kan du også. Det må være mit budskab gennem alt det her. Det KAN lade sig gøre. MEN vi har jo alle sammen brug for HJÆLP. Ikke bare nogle gange, men HELE TIDEN! Hjælp kan ikke bare være at tale med en psykolog, men kan være alt fra at tale med en ven, læse nogle gode bøger, se nogle tankevækkende videoer på youtube, gå en lang tur, begynde at dyrke motion, vende sin døgnrytme, sidde en eftermiddag med et familiemedlem og tale om fortidige minder, at skrive digte, skrive dagbog, selv lave videoer. Så hjælp kan være alt muligt! Men i særdeleshed andre mennesker. Ræk ud efter dén hjælp. Det kan være at tale med en terapeut eller en psykolog, se nogle inspirerende vidoer på youtube (jeg kan anbefale denne kanal om filosofi: https://www.youtube.com/user/gbisadler/videos (i særdeleshed er jeg glad for videoerne om Epictetus, Stoicism og f.eks. playlisten Stoic Week, tjek det ud!) eller at læse nogle inspirerende bøger. Jeg har lavet en side med “læseanbefalinger” herinde på bloggen, hvor jeg har listet nogle af de bøger, der har hjulpet mig med at få det bedre. Jeg regner med at opdatere den løbende, så det er nok det eneste, jeg kommer til at opdatere her på bloggen de kommende måneder.

Her i marts 2018 er det præcist 10 år siden, at jeg flyttede hjem til min mor efter at have boet 9 år på behandlingshjem. Jeg føler mig lidt som Odysseus, der måtte bruge 10 år på at rejse hjem fra krigen i Troja, men jeg er ikke efter en rejse på 10 år kommet hjem til en eller anden hustru, men på en måde kommet hjem til mig selv. Hvad skal det sige? Det skal sige, at jeg endelig har fundet modet til at fortælle om min barndom, fortælle min historie og stå ved mig selv. Ordet “At eksistere” betyder på latinsk “at træde frem”. At have lavet og offentliggjort videoen “Tilbage på youtube (efter 1 års fravær)”, hvor jeg fortæller, at jeg har boet ni år på behandlingshjem, og at have skrevet det her blogindlæg, er for mig en måde endelig at træde frem, tage min historie på mig og sige: KÆRE VERDEN, HER HAR I MIG! Jeg ønsker ikke længere at flygte eller feje mine historier under gulvtæppet og være én stor undskyldning for mig selv. Nej, jeg er den, jeg nu engang er. Det har taget mig 10 år at nå til det her punkt. Men det har været hele rejsen værd.[Update: I juni 2018, lige omkring min 27-års fødselsdag, flytter jeg for første gang ud i min egen lejlighed! Det er som om mit liv nu for alvor begynder!]

Her på falderebet vil jeg gerne dele det første og eneste interview, der er blevet lavet med mig [jeg har lagt interviewet ind øverst i blogindlægget her]. Det er fra maj 2006, hvor jeg endnu kun var 14 år gammel. Interviewet opsummerer mit liv på en rigtig god måde, da det både handler om at være diagnosticeret som alvorligt psykisk syg, bo på behandlingshjem, skrive digte og drømmen om at være forfatter.
Interviewet blev til i anledning af, at vi tilbage i 2006 havde  et billedkunsthold på Nødebogaard, hvor vi malede hver tirsdag eftermiddag (jeg selv har altid været røvdårlig til at male, men det var nu meget sjovt alligevel!). Vi holdt en udstilling i Helsinge Kulturhus, hvorfor en journalist og fotograf fra avisen Slotsbyerne kom forbi for at skrive en artikel. Artiklen, der egentlig skulle handle om vores billedkunsthold, endte dog med at handle om mig (journalisten mente åbenbart, at det var bedre at tage udgangspunkt i en enkelt af disse anbragte børn end at skrive spredt om dem alle), hvilket de andre på billedkunstholdet ikke var særlig tilfredse med, hvilket jeg virkelig godt kan forstå. Men det er nu meget sjovt at have interviewet liggende, og jeg tænker, at det er en meget god anledning at dele det her og nu.

Jeg vil dog lige indskyde noget. I videoen “Tilbage på youtube (efter 1 års fravær)” nævner jeg, at jeg ikke længere ønsker at være forfatter, og jeg har nævnt noget lignende i andre videoer. Men det er gået op for mig, at jeg jo, for fanden, allerede er forfatter. Jeg har jo skrevet otte digtsamlinger, og selvom jeg ikke er kommet ind på Forfatterskolen, blevet udgivet på et forlag og altså ikke er nogen stor fatter (min seneste bog Væk søvngængerne er kun blevet solgt i 23 eksemplarer), er jeg stadig forfatter. En lille forfatter er også en forfatter. Ligesom en lille drøm også er en drøm.
Det er dog først her i marts 2018, at det er gået op for mig, at der ikke er nogen grund til at hige efter at være forfatter, for det er jeg jo allerede! Derfor er det noget sludder, når jeg i interviewet siger: “Jeg kunne godt tænke mig at være forfatter”. Jamen, Christian på 14 år, du er jo, for fanden, allerede forfatter! 14 år og med 200 digte liggende i skrivebordsskuffen. Bare tag ud og vis verden det menneske, du rummer!!!

30. marts 10:49

NB: Det kan godt ske, at jeg ikke har følt mig som en del af et fællesskab som sådan, men jeg vil nu alligevel sige, at jeg har mødt rigtig mange sindssygt søde mennesker i tidens løb. Efter jeg skrev ovenstående indlæg, har jeg fået en del støtte fra folk omkring det åbne litterære miljø i København, hvor jeg har været lidt ude og læse op.
Måske er fællesskaber i virkeligheden en slags illusioner, da de udefra set virker til at eksistere, men ved eftersyn bare er en række forskellige mennesker, der hænger ud, men ikke nødvendigvis udgør en helhed.
Det væsentlige er ikke, hvorvidt man hører til i et fællesskab eller ej, men at man føler, at man har en plads i verden, og at man er glad. Hvad der gavner den enkelte, gavner alle. Så at du har det godt, er til alles bedste! Derfor handler det om selv at have det godt og samtidig hjælpe andre! Men det må jeg skrive mere om i fremtiden!

Endnu en note: Efter at jeg lavede videoen Tilbage på youtube (efter 1 års fravær) og havde skrevet dette blogindlæg, tøvede jeg med at lægge det ud. Jeg tænkte: Det her er jo ikke noget, jeg fx taler med mine kollegaer om, så det er nok bedst IKKE at lægge videoen ud og tale om min tid på behandlingshjem. Men så vendte jeg det hele om og tænkte: Grunden til, at jeg ikke taler med mine kollegaer om, at jeg har boet ni år på behandlingshjem, er, at jeg endnu ikke har fortalt om det offentligt i fx. en video eller på bloggen. Det viste sig at være sandt. Efter jeg lagde videoen og indlægget ud, har jeg fundet modet til at være langt, langt mere åben omkring min barndom, og efterhånden føler jeg mig meget tryg ved at tale om det. Så nu har jeg endda talt om det med en del af mine kollegaer om det, og deres reaktion har virkelig været smuk og menneskelig og støttende! Man skal ikke være bange for at være den, man er. Man skal være bange for at holde sig selv fra at være den, man er. Efter næsten 27-år på denne planet har jeg endelig begyndt at få modet til at være mig selv. KÆRE VERDEN! HER HAR I MIG!

26. maj 2018

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Tak for en ordentlig omgang glimrende prosa – den overrasker, for indgangstitlen kan godt give et lidt traurigt førstehåndsindtryk. Vi er jo nogle, for hvem tilværelsens forløb har været en udviklingshistorie. Som teksten så udmærket illustrerer, så kan den evne, mælkebøtten har, når der er kørt et størknet lag asfalt henover, til at bryde op igennem det ubrydelige, trods alle odds, godt overføres til mennesker. Med hensyn til at komme ind i forfatter- og kunstnermiljøer må jeg minde om den hedengangne Tove Ditlevsen. Det skete, at forfatterspirer i deres grænseløse naïvitet sendte nogle af deres produkter til hende, i den forventning, at hun skulle interessere sig for, hvad de havde skrevet. Hvad skete der så? Jo, hendes kæreste beskæftigelse var at udruste disse skriverier med den mest søndelemmende og nedvurderende kritik, hun overhovedet kunne komme på. Hendes yndlingsytring i denne forbindelse var: “Det var noget bras det hele”. Det, det naturligvis handlede om, var, at hun vogtede på sin position som parnassets ukronede dronning som var hun en kerub med flammesværd, med den største skinsyge mistænksomhed. Og det er en kendt sag, at noget sådant gør sig gældende i alle etablerede miljøer. Meget af det skyldes vel, at folk, som har fået sig en karrière, har gennemgået så meget for at nå. hvortil de er nået, at de ved, at de må kæmpe hårdt for at bevare deres erhvervede position. Efter anden verdenskrig var der jo nogle, som af utrolig dumhed havde ladet sig inrullere i nazistpartiet med navns nævnelse i Bovrupkartoteket, og der var nogle, der før krigen havde gjort sig gældende, men som efter krigen af disse grunde blev glemt, og som døde fattige og ukendte. Alle de kendte forfattere, vi kender, er denne mulighed sig pinligt bevidste, og derfor bekæmper de konkurrenter som ørne. Når jeg nævner dette, er det fordi det er vigtigt at gøre sig klart, hvad man er oppe imod. Jeg selv har for min del ikke været interesseret i en karrière, og har heller ikke fået en sådan, og er godt tilfreds med det. Men jeg kan godt lide at skrive, og så er det jo godt med et organ som Outsideren.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Desuden er det værd at notere sig, at, så vidt jeg ved, var Forfatterskolens første rektor Poul Borum, og har var Tove Ditlevsen i tolvte potens. Han ville have disciple, han kunne belære og imprægnere med alle hans egne synspunkter, og han tålte ingen opposition. Han havde afgjort et profetkompleks, som ikke stod tilbage for enhver international sektleder. For mit vedkommende har jeg aldrig kunnet se, hvad i alverden man skal med en forfatterskole. Skrive er noget, man gør – det hverken kan eller skal læres. I USA er der læssevis af skrivekurser på ethvert universitet, samt alle mulige andre steder, og resultatet er, at meget skriveri er af stiv og skematisk karakter, og hvor ethvert tilløb til at udforske muligheder, og til at debattere disse, er udslukt på forhånd. I mine øjne må ethvert skriv tage udgangspunkt i, at man har noget på hjerte, samt at man behersker det danske sprog – hvilken omstændighed udgør en uoverstigelig barrière for ganske mange. Hvordan lærer man det danske sprog? Det gør man ved at læse. Og de historiske rødder rent sprogligt læres ved at læse litteratur af ældre dato. Insisterer man på kun at læse det nyeste nye, risikerer man at forskertse sprogets mest delikate ressourcer. En god idé er også at læse udenlandsk litteratur oversat til dansk, og oversat af en oversætter, som behersker det danske sprog suverænt. Et eksempel på en sådan oversætter kan f.eks være den nu afdøde Mogens Boisen. Han tog livtag med så svære ting som Finnegans Wake, og Shakespeare-ting. Sådanne tekster, eller måske lidt mere almindelige ting, kan være uvurderlige kilder til kendskab til det danske sprog. Men fri os fra alle forfatterskoler og do. kurser.

    Svar
  3. Arne Nielsen

    Til syvende og sidst tager skriveri jo sit udgangspunkt i en klar og nuanceret tankegang, og her nærmer vi os jo det, der er emnet for nærværende tidsskrift, Outsideren. Det forhold, at det for mange sindslidende gør sig gældende, at deres tanker og følelser ikke er frie, men underlagt en eller anden form for indre tvang, eller anden form for begrænsning, gør, at skriveri kan være en ganske vanskelig proces. Men også under disse betingelser kan skriveri være et både relevant og udbytterigt forehavende, da de livsbetingelser, der er sindslidende til del, kan være oplysende for bredere kredse i befolkningen – også på den måde, at det for nogle kan blive klart, at de problemer, der rapporteres, ikke er aktuelle for én selv, men sætter én i stand til at forstå medmenneskene bedre. Som her kan der være tale om ydre livsomstændigheder, som udgør en radikalt anderledes baggrund end det er tilfældet for flertalsbefolkningen. Ethvert menneske er, i større eller mindre grad, udrustet med et apparat af emotionelle kvaliteter, hvis formidling til omverdenen helt er afhængig af tilstedeværelsen af ord og termer, som den formidlende kan sætte på prent. Og her er vi ved et interessant punkt, idet nogle mennesker tankegang helt er utilpasset enhver form for sproglig formidling. Nogle tyr så til den løsning at udtrykke sig gennem poesi, som i en del tilfælde guddødemig kan være svær at sætte sig ind i. Andre bruger prosa, som Vibeke Grønfeldt – men her der tale om prosa, som i utilgængelighed konkurrerer kraftig med de mest vanskeligt tilgængelige poetiske udtryk. Selv har jeg for det meste en klar idé om, hvilke tankerækker, jeg finder rimelighed i at udsætte mine medmennesker for, men er af og til stødt ind i den vanskelighed, at medpatienters tankegang overhovedet ingen fællestræk havde med min egen, og at der således ingen reel mulighed var for en kommunikation. Det er jo det, psykiaterne ser i så vidt et omfang, og som vel til en vis grad har som konsekvens, at nogle psykiatere kan have fordomme om psykiatriske patienter generelt, i henseende til, at det, der forgår indeni patienternes hoveder er det rene vrøvl – hvilket i en del tilfælde er sandt – men som nogle af os må forsøge at mane i jorden så godt vi kan, ihvertfald, når det gælder os selv. Der er jo også det forhold, at nogle patienter er klare over, at deres indre er præget af vrøvl, mens andre er ganske uden denne indsigt.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.