Når politikerne taler

Direkte adspurgt om hvad den enkelte politiker eller det enkelte parti, har tænkt sig at gøre for at sikre en bedre psykiatri, udredning og forebyggelse af psykisk sygdom og sårbarhed, er der nærmest ingen grænser for hvad der er på vej, af forskellige tiltag, men reelt, så bliver det ved snakken.
Det bliver nedsat ekspertpaneler, arbejdsgrupper, som i bred udstrækning tilsidesætter eksisterende forskning, og i mere eller mindre grad starter forfra, med at prøve at finde et quick-fix på et område, hvor det på grund af en åbenlys kompleksitet er umuligt. Samtidig udhules og drænes psykiatrien økonomisk regionalt og kommunalt, mens tilvæksten af psykisk syge og sårbare stiger støt og i et alarmerende tempo.
Det ville være forfriskende, hvis der bare en enkelt gang ville være handling fremfor hule løfter.

Når politikere handler

Det er ikke handling at nedsætte endnu et ekspertpanel, det er at udsætte en reel beslutning. At tilsidesætte eksisterende ekspertise og forskning, er heller ikke ligefrem kosteffektivt. Og det er ikke fordi jeg ønsker at forklejne ny forskning eller at der fortløbende er brug for at få opdateret viden, men det bør ikke afholde politikerne fra at handle ud fra den eksisterende forskning.
Jo længere tid, der går uden handling, jo større byrde vil gruppen af psykisk syge og sårbare bliver for samfundet. Både direkte og indirekte. Udgifterne til behandling og udredning, vil fortsat stige voldsomt, samtidig vil syge, sårbare og pårørendes arbejdsevne også blive forringet i forskellig grad. Altså en ren loose – loose situation fordi der ikke handles.
Der en nu så mange psykisk syge, at der ikke findes mange mennesker i vores befolkning, som ikke har en psykisk syg blandt vores nærmeste, enten via familie eller omgangskreds, alligevel er der en fortsat berøringsangst i forhold til reelle handlinger, om det skyldes ignorance eller kynisme ved jeg ikke, men at fortsat påstå, at der ikke er stemmer i psykisk syge, gruppen er desværre blevet for stor.

Når politikerne ikke handler

Noget af det der undrer mig mest af alt, er den manglende vilje, til at bruge forholdvis simple løsninger.
Eksempelvis er der blandt landets kommuner uenighed, om hvordan man sikrer en glidende overgang i tilfælde af, at en psykisk syg eller sårbar, flytter fra en kommune til en anden, uafhængigt af hvilken forvaltningsgren den syge har tilknytning til. Nogle kommuner mener det er fraflytningskommunens opgave at sikre overgangen, mens andre mener det er tilflytningskommunen. Ville det ikke være forholdsvis nemt, for Kommunernes Landsforening, at få lavet nogle retningslinier her, så man kan sikre en gnidningsfri overgang, så man ikke mister det eksisterende arbejde der er lagt, og samtidig sikrer at den borger der ønsker at flytte, ikke skal starte forfra eller i værste fald bliver tabt.

Så kære politiker

Jeg går ikke til valgurnerne, bare fordi jeg kan lide at du snakker. Jeg forventer du handler, jeg forventer at se resultater ude i den virkelige verden, og magter ikke endnu et ekspertpanels famlen efter den eviggyldige dybe tallerken. Der er viden nok til at handle, men det kræver nok lidt mod.

Om Forfatteren

I den virkelige verden hedder jeg Bernd Bachmann, og her er lidt om mig Diagnosen er lang, den korte version er psykisk syg, ædru alkoholiker. Leder efter et stabilt aktivitetsniveau og skriver mine frustrationer ud samt om livet som mig. Ikke fordi jeg er speciel, bare lidt anderledes siges det

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Der har jo været den der raffinerede konstruktion med omprioriteringsbidraget, som har indebåret, at der overalt i statslige om kommunale virksomheder har skulles spares 2% OM ÅRET. Vi er her vidner til den eufemistiske omskrivning af kendsgerningerne, idet ingen skal nyde noget af at nævne, hvor mange milliarder, der skal spares igennem f.eks. fem år – så lyder det helt anderledes og totalt grotesk og samfundsnedbrydende. Vore regeringer har i mange år praktiseret en samfundsafviklingspolitik, efter den liberale opskrift, at kun alt, hvad der kan betale sig, skal være der. Væk er enhver betragtning om, at der er aktiviteter, der har strategisk betydning – f.eks. sælger man det meste af Statens Seruminstitut til en totalt ukvalificeret aktør som araberne, og DONG-salget til Goldman-Sachs kunne Socialdemokraterne jo heller ikke finde ud af. Problemet er, at der i vide kredse, ikke mindst i socialdemokratiske kedse, florerer den opfattelse, at Danmark skal køres som en forretning. Vi har ude i verden set, hvad der sker, når man praktiserer en liberal totalløsning. Tag f.eks New Zealand, som for mange år siden forsøgte at liberalisere alt. Resultatet var, at landet ganske enkelt brød sammen. Man kan ikke køre et samfund som en forretning. Tag f.eks. England. En uendelig række af konservative regeringer har smadret alt, hvad der hedder fagforeninger, og alt tidligere statsligt er blevet privatiseret. Hvis man f.eks. skal med tog i England, må man belave sig på, at det tager oceaner af ventetid, fordi hele mylderet af privatbaner aldrig har været i stand til overhovedet at tilpasse deres køreplaner til hinanden. Og i øvrigt er England et afskyvækkende samfund, jeg aldrig ønsker at besøge igen. Een ting er, at medlemmer af overklassen bliver behandlet som kongelige af hele det øvrige samfund, men problemet er, at underklassen synes, at dette er helt i orden og at det er, som det skal være. England er ikke et samfund, det er et feudalt regeret land, og det er ikke noget, vi på nogen måde skal tage ved lære af. Det danske samfunds styrke har beroet på at være inkluderende, og at de formuende i et vist omfang har fattet, at de skal holde sig lidt i baggrunden. Men i realiteten har vi en ny adel, som ter sig, som om samfundet er deres private tivoli, og det er akademikerne. De tager deres priviligier som ligeså naturlige, som adelen i sin tid tog deres. Så der er nok at udrette for de mennesker her i landet, som ser det hensigtsmæssige i at udjævne klasseforskelle. Men det må man jo ikke engang sige mere. Der er politikere, som i ramme alvor har fremført, at ulighed er godt, og som ikke har lagt den reneste skam i livet for dagen. De har betragtet sig selv som repræsentanter for den højeste intelligens. Imidlertid er der jo tale om uvidenhed, og symptomatisk for denne har jo været alle de kuldsejlede edb-projekter, som i den grad har udstillet politikernes åndelige uformåenhed. Det mindste, de kunne gøre, var at anskaffe sig pålidelig sagkundskab, men ikke engang det er de i stand til. I realiteten er der jo tale om, at skatteyderne bliver groft besvindlede. Og samtidigt er vi ude for de groteske vælgerbedrag, der består i at bevilge psykiatrien milliarder. Som forsvinder på vej ud til afdelingerne, når der skal udregnes omprioriteringsbidrag. Ganske fikst.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.