Jeg har fornyelig ladet mig selv drømme stort, for første gang i flere år. Siden jeg fik min diagnose i 2011, eller deromkring, har jeg ikke turde drømme. Ingen store drømme, at sætte snuden efter. Det er kun blevet mindre med tiden. Min undvigende adfærd prøver at beskytte mig mod nedture og skuffelser.

Det især ikke nemt når kommunen holder en lidt nede. Men det er en helt anden snak.

Jeg har bare ikke haft mod til at turde drømme om noget. Især ikke det som der er minimum sandsynlighed for kan ske. Jeg har drømt om små ting, et lille flex job. Med noget nemt, noget som jeg ville kunne holde ud, men ikke nødvendigvis brænde for.

Det slut nu!

Jeg drømmer om en bedre fremtid, en fremtid hvor jeg kan lave noget jeg brænder for. Noget jeg vil kunne lave med mit liv og være stolt, noget jeg vil smile til når jeg står op om morgenen. Jeg vil lave noget større, dog ikke nødvendigvis ligge en arv så folk kan huske mig, men jeg vil gøre det for min skyld.

Jeg vil være arkitekt. Jeg ved godt det kan se uoverskueligt og fuldstændigt langt ude for en med 4 diagnoser, men jeg brænder for det. Jeg vil det.

Jeg håber bare det hele går min vej, jeg sørger for min del, så håber jeg resten af verdenen følger trop så min drøm kan blive virkelighed.

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Skønt at læse. Du har fat i noget væsentligt her. Det er så vigtigt at holde fast i drømmene, da det er dem, der skaber motivationen for fremskridt. Og så kan det godt være, at det kommer til at tage længere tid, eller du vil sku have massiv støtte, men så længe du er i bevægelse, er du i live – diagnoser eller ej. Drømme bliver kun til virkelighed, når vi selv gør arbejdet. Go for it 🌺

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.