Først en definition på udtrykket Wanderlust:

Ordet stammer fra tysk (wandern), der betyder at gå, som i at gå en tur; samt (lust), som er et dybfølt ønske, længsel og lyst om at rejse væk.

Jeg lider i den grad af Wanderlust. Lige siden jeg efter gymnasiet tog på rygsækrundrejse, har jeg ikke fundet noget som helst der kan hamle op med at rejse ud eller erstatte den følelse den giver mig. Det har hverken universitetsstudier eller forskellige jobs lavet om på. At rejse er én af mine topprioriteter her i livet.

Og hvordan er det så kommet dertil, spørger jeg mig selv? Jeg har som barn og ung boet i andre lande end Danmark, så måske noget af forklaringen ligger der. Men der er mere i det end som så. Det er en slags impuls, ja nærmest en besættelse og en sult efter nye indtryk, oplevelser og andre kulturer.

Fordi jeg i mange år har levet med en psykisk lidelse, modtager jeg førtidspension. Og på grund af at jeg har været stabil i en årrække nu, så giver det mig rent faktisk muligheden for at rejse væk til “de varme lande” om vinteren i en 3-5 mdr. Det er en overlevelsesstrategi og en måde at mestre min sygdom på. Det har været succesfyldt i en årrække nu og jeg kan slet ikke forestille mig at skulle tilbringe en vinter i Danmark, samt hvad der følger med af jul og alverdens ubehageligheder. Nej, endnu et sygdomsforløb magter jeg slet ikke.

Imidlertid møder jeg ofte modstand fra andre danske skatteborgere, der for det første ikke kan forstå hvordan sådan en “velfungerende” person som jeg kan få førtidspension(for det kan man jo åbenbart se på folk, eller noget). Dernæst kommer forargelsen over disse lange “ferier”, som de kalder det. En 4 måneders rejse er i min optik ikke en ferie, nærmere en livsstil og en måde at lære andre kulturer at kende på. Jeg føler jeg vokser som menneske hver gang jeg udlever min WANDERLUST og vigtigst af alt, så holder det min sygdom i skak.

Hvad synes I? Er man en samfundsnasser der bare skal tage sig sammen og få et arbejde, hvis man kan finde ud af at navigere og backpacke i en masse forskellige lande og kulturer? Jeg føler mig ikke selv som en nasser, derimod mener jeg at jeg har gjort en ulykkelig situation( psykisk sygdom) til en, for mig, absolut vindersag. Men jeg må indrømme, at folks fordømmende ord om førtidspensionister godt kan gå mig på.

Jeg bryder mig fx. meget lidt om at mingle og small-talke med fremmede mennesker. Fordi i Danmark bliver man efter ens navn som nummer to spurgt om, hvad man laver til daglig. Og til trods for at jeg inde i mig selv priser mig lykkelig for den måde jeg kan leve mit liv på, så hader jeg prædikatet “førtidspensionist”. Jeg finder det så stigmatiserende og jeg føler at folk ser ned på det.

 

Hvad er Jeres erfaringer med at være psykisk sårbar og på førtidspension? Hvordan tackler I andre, nye bekendtskaber når samtalen kommer til, hvad man laver til dagligt. Alle gode råd modtages med kyshånd.

Tak fordi I læste med

De bedste hilsner

Wanderlust

 

 

 

2 Kommentarer

  1. Loucia Annachanell

    Kære Wanderlust.

    Jeg synes, du har dine argumenter i orden. For det første, er der en god grund til, at du har fået førtidspension, om andre forstår det eller ej. For det andet, har dine rejser en terapeutisk karakter, og det er simpelthen så flot klaret, at du har formået at vende den triste tilværelse om til noget, der gavner dig. Du kunne lige så godt bare sidde hjemme og have ondt af dig selv. For det tredje, er du tro mod dig selv. Du er anderledes indrettet, og du lever livet meningsfuldt for dig. Det er trods alt dit liv og ikke samfundets. Det er vigtigt at være tro mod sig selv. Hvis der er noget, man kan blive syg af, så er det at prøve at være noget, som andre forventer af en at være.

    Andres modstand kan du nok ikke komme udenom. Især ikke, hvis de betegner det som ferie. Men det bunder vel i misundelse. Jeg har en god ven, der rejser på samme måde. Han er hverken syg eller førtidspensionist. Han har bare brug for at komme væk og lede sindet op. Og jeg tænker da tit: “åh, bare det var mig!” Men er jeg villig til at betale den høje pris, som han betaler for sin frihed? Nej. Jeg vil kun have det gode. Men vi har det, som vi prioriterer. Vi glemmer, at hvert et valg er et fravalg.

    Jeg er ikke selv førtidspensionist, så jeg kan ikke svare på det sidste. Men jeg kender rigtig godt til undren over, at man kan det ene, men ikke arbejde. På en eller anden underlig måde, bliver æbler blandet med pærer. Det ser jeg også i arbejdssammenhænge, f.eks. når en kollega deltager i Depressionsforeningens sommerhøjskole som led i recovery, mens man er sygemeldt på arbejde. Men de to ting kan slet ikke sammenlignes? Så, at du kan rejse, har intet at gøre med, at du så kan tage dig sammen og pludselig blive arbejdsdygtig.

    Tak for dit skriv.

    Svar
    • Wanderlust

      Kære Loucia,

      tusinde tak for dit svar på mit første blog indlæg. Jeg beklager, at jeg ikke har fået svaret dig tidligere, men har været ret ophængt de sidste par måneder.

      Dit svar gav mig virkeligt noget at tænke over, og det er som om at der var noget der faldt på plads. Især det du skrev med at et valg også er et fravalg. Det har jeg nok været bevidst om, uden at kunne definere det så godt som du gjorde. Så mange tak!
      Jeg har også trænet det at mingle til festlige sammenkomster med fremmede mennesker. Jeg har det stadig ikke godt med det, men i kraft af at jeg nu beskæftiger mig med frivilligt arbejde og aktiviteter har det gjort de spørgsmål om, hvad man laver, noget nemmere. Ikke at det er nemt; ville ønske at man ikke spurgte om hinandens job som nr. 2 spørgsmål.

      God weekend til dig.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.