I min kommune, der bliver man hængt ud på den offentlige tørresnor, og politianmeldt for trusler, fordi man på sin private Facebookprofil har ytret sin mening og holdning om en byrådspolitikers dobbeltrolle i en konkret politisk sag.

Det må man åbenbart ikke i min kommune.

Jeg er meget sikker på, at byrådspolitikeren selv troede på, at han havde en sag, da han politianmeldte mig. Og, at jeg ville blive straffet for at have ytret min mening og holdning om hans dobbeltrolle.

Fakta om sagen er, at ytringen indeholder ikke et eneste ukvemsords, eller ord eller sætninger, der kan tolkes som at være en trussel.

Jeg var uheldig at få vedhæftet et piktogram, der skulle illustrere mine følelser og frustration over byrådspolitikerens dobbeltrolle. Men da piktogrammet var blevet misforstået, så blev det meget hurtigt fjernet igen sammen med en undskyldning.

Så fakta er også, at jeg har taget ansvar for min egen fejltagelse, og gjorde det der skulle til for at rette op på fejlen. Men det er der ikke rigtig nogen, der har bemærket.

Sluttelig skal det lige nævnes, at opslag på min private Facebookprofil ikke er offentligt tilgængeligt for alle og enhver til at se eller læse. Ligesom, at opslag fra profilen heller ikke bliver delt på offentlige Facebooksider, eller grupper.

Sagen kunne have været stoppet lige her.

Men i stedet valgte byrådspolitikeren at sætte himmel og jord i bevægelse, og køre det helt op på et plan, hvor ikke engang jeg selv kan genkende mit opslag, eller hensigten med opslaget igen.

Derfor går jeg ud fra, at det må have været en stor skuffelse, da det viste sig, at der ikke var nogen trusselsag.

For, for at have en sag. Så kræver det ligesom at der er en trussel, og at der er foregået noget ulovligt og strafbart. Og det er der ikke lige frem belæg for i denne sag.

Sagen om trusler blev da også afvist med begrundelsen, at det ikke var godtgjort, at der skulle have været en trussel. Samt, at det er fuldt ud lovligt at ytre sin mening og holdning på Facebook i den politiske debat.

Men det ændrer desværre ikke ved, at skaden er sket. Og, at der er flere personer, der har medvirket til den måde hvorpå sagen er blevet håndteret, og et forløb, der har forvoldt en stor psykisk skade, der kan blive temmelig vanskelig at rette op på igen.

Den psykiske skade er der naturligvis ingen, der vil (tør) tage ansvaret for.

Det en direkte krænkelse af mig som person, og mit psykiske handicap, at der overhovedet er nogen, der kan få sig selv til at tro, at jeg skulle være i stand til at true et andet menneske.

Og krænkelsen bliver ikke mindre af, at byrådspolitikeren og de øvrige personer bag den særdeles uberettiget anklage, er valgt til, og påstår, at de varetager interesserne for mennesker med handicap.

For det meget triste i denne sag, er, at der ikke er bare én ud ad de mange involverede i sagen, der har kontaktet mig, for at høre min side af sagen. Og jeg føler mig svigtet af dem, jeg stolede på og har givet min tillid til.

Sagen er, at jeg ikke har gjort noget helst forkert. Og slet ikke noget, der berettiger til, at der er nogen, der udøver en adfærd, der er særdeles urimelig og uacceptabel og krænkende over for mig, og mit psykiske handicap. Og som tangerer til psykisk vold.

Men, selvom jeg ikke har gjort noget, der hverken er forkert eller ulovlig eller strafbart. Så er det er mig, der skal tage konsekvenserne, og straffen for, at en byrådspolitiker er blevet stødt og fornærmet over, at jeg har en mening og holdning til hans dobbeltrolle i en konkret politisk sag.

Mens byrådspolitikeren, og de øvrige medvirkende går fri.

Man kan egentlig godt forstå, at der ikke er så mange sindslidende, der engagerer sig, og deltager i den handicappolitiske debat.

Som sindslidende støder man konstant på andres manglende indsigt og forståelse over for det psykiske handicap. Og sådan er det desværre også i handicapkredse.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.