Verdensdag for selvmordsforebyggelse

I dag er det verdensdag for selvmordsforebyggelse. I den forbindelse vil jeg gerne fortælle min historie, om hvordan jeg kom af med mine selvmordstanker. Om hvordan jeg fik lysten tilbage til livet.

Præsentation

Mit navn er Shirley Ankerstjerne, jeg er 37 år og bor i Århus.  Jeg er forfatter og på førtidspension, grundet en sjælden lidelse ved navn Organisk hallucinose, som er en meget sjælden form for skizofreni. Organisk står for at det er fysisk relateret, dvs, jeg har en hjerneskade, der ligger til grund for det. Min hjerneskade er noget jeg er født med på grund af iltmangel ved fødslen, som har en hel historie for sig selv. Den har ramt både de kognitive funktioner, men primært de eksekutive funktioner. Du/I kan læse mere om de eksekutive funktioner på min nedenstående hjemmeside (nævnt til sidst i dette indlæg).

Min historie og om at komme tilbage til livet

Ligeså langt tilbage jeg kan huske, har jeg hørt stemmer, men som barn kaldte jeg det bare noget andet. Jeg kaldte det tanker der ikke var mine. Som barn var det dog mest nedsættende stemmer, der sagde til mig at jeg ikke var noget værd, og at jeg ikke fortjente noget godt. Men også selvmordstanker fulgte mig som barn, hvor utroligt det end lyder. Jeg var som en lille voksen. I det hele taget voksede selvmordstankerne og selvhadet mere og mere jo ældre jeg blev.

Jeg var 19, den første gang jeg så psykiatriens golde ansigt. Det var lange mørke korridorer, og tomme ansigter. Fra den ene dag til den anden, vendte alt sig og blev til nat i mit hoved. Jeg begyndte at skade mig selv. I starten var det ”uskyldigt”. Men som årerne gik røg jeg fuldstændigt ud på et sidespor. Det var ikke længere nogen lille ting. Det voksede mig over hovedet, og det hele kulminerede fuldstændigt en nat, som jeg her vil beskrive med mine helt egne ord.

Selvmordsforsøget der tog overhånd

Jeg tog en overdosis af kodymagnyler og endte på intensiv, men på intensiv fik jeg en allergisk reaktion og gik i anafylaktisk chok. I en hel nat kæmpede læger og sygeplejesker med at redde mit liv. Jeg led utroligt meget den nat, alligevel kæmpede mit hjerte så bravt, utroligt nok.

Jeg husker hvordan jeg lå på Intensiv den næste morgen og kiggede ud på træerne. Jeg husker dets blide vuggen frem og tilbage, vinden der susede i træerne og sygeplejerskernes tomme ansigter. Jeg så ingen mening i livet. Alt var tomt. Tror endda det var jul dengang. Mørket var som store tunge dråber. Tænk, sig at ligge på Intensiv midt i julen. Det var ikke noget liv. Og som dagens Danmark var/er, hjalp det ikke ret meget at jeg råbte om hjælp. Ingen kunne høre min stemmes hæse hvisken. Med en borderline diagnose klistret i panden dengang, og systemet der kun så den, og ikke mig som menneske, gjorde at jeg kommer længere og længere ud over kanten. I mange år ville jeg bare gerne ses som det menneske jeg var. Mødes der hvor jeg var.

Det der dog virkeligt har reddet mig er noget min psykolog engang sagde til mig. Det var den første gang jeg kom ind til ham, hvor jeg var selvmordstruet og psykotisk. Jeg sagde til ham: ”Jeg vil bare dø og finde glæde ro og fred på den anden side”. Hvor efter min psykolog spurgte tilbage på en meget logisk måde som han jo var: ”Jamen… Kan du da ikke bare finde glæden og roen her i livet?” Først flere år senere forstod jeg den sætning, og valgte at tage ansvar for mit eget liv. For hvorfor behøvede jeg at skulle dø, for at finde en verden uden smerte? Han havde jo ret. Jeg kunne vel lige så godt leve videre, og få det bedste ud af det, nu jeg var her.

Som 19 årig startede jeg ud med at få diagnoserne: Borderline, OCD og spiseforstyrrelse. Borderline diagnosen viste sig senere hen at være en fejldiagnose. Dog først efter en længere kamp med systemet, som jeg også har skrevet i ovenstående. Jeg har oplevet eksempler som at sidde på psykiatrisk skadestue, bange og alene om mine stemmer. Jeg var nervøs og sad og kiggede rundt i rummet, lyttede for meget til stemmerne. De havde overtaget mit liv. I det jeg sidder og kigger rundt, spørger en ung mandlig overlæge mig: ”Sidder du og kigger sådan rundt i rummet, for at vise mig at du er psykotisk?”.

Med andre ord: Han så mig ikke, kun diagnosen.

Jeg har fået at vide jeg kun var ude på opmærksomhed, eller at jeg ikke kunne tillade mig at have det sådan eller sådan. Situationer hvor nære behandlere igen og igen valgte at se den anden vej. Enten var jeg for glad og dermed ikke syg og alt for selvstændig. Eller også var jeg for syg til at få hjælp. Det var PROVOKERENDE så ligeglade de var. Alt dette på grund af en diagnose. Og mig? Jeg har været tæt på at dø mange gange, ligget på intensiv, efterfølgende kommet ud på psykiatrisk skadestue med vagt på og alligevel blevet afvist. Jeg kunne have været død, men i sidste ende valgte jeg at leve, men det vender jeg lige tilbage til.

Hvad er meningen iøvrigt i punkt 1: At give en 19årig en borderline diagnose? Jeg var stadig ikke færdigudviklet i min personlighed. Idag, når jeg kigger i det berømte bakspejl, kan jeg se, at mange af de symptomer jeg led under den gang, ligeså meget også var det at være ung. Jeg var altså kun 19 år, og havde det svært psykisk. Jeg kom direkte fra et hjem hvor jeg havde set og oplevet ting, de fleste voksne ville skide i bukserne over (ja undskyld udtrykket!) – Men det var jo HELT naturligt, at jeg havde problemer i virkeligheden, især med de forudsætninger jeg havde, med en hjerneskade osv. Men de vælger så at behandle mig, give mig en diagnose, og ikke nok med det, at give mig både psykofarmaka (medicin imod skizofreni) – og lykkepiller.

Især det med medicinen kunne jeg godt have været for uden, men hvad blev der også af, at møde de unge der hvor de er? SE dem som det hele menneske de er, med den historie de bærer på, de følelser de bærer på, og ikke mindst alt det de gennemgår med et gigantisk følelseshav. Det er jo svært at navigere rundt i, og er helt naturligt, at man kan få det svært med det hele, og hvor fanden går man hen uden at blive stemplet i dag?

Idag er der jo et navn på alting. Det er både godt og skidt!

Den dag jeg valgte livet

Med de oplevelser i bagagen valgte jeg en dag at bryde ud af mit sygdoms mønster. Jeg blev træt af at være afhængig af andre folks hjælp. Jeg indså at i virkeligheden var der kun EN der kunne hjælpe mig, og det var mig. I alle de år havde jeg vandret rundt i en skygge fra de behandlere der ikke så mig. Nu var det på tide at jeg huskede min styrke, mine vinger. For i virkeligheden ville jeg kunne alt, hvis jeg bare huskede at jeg HAVDE de evner, evner til at komme videre i livet. I virkeligheden havde jeg glemt mine vinger. De vinger der faktisk bar mig igennem alt det her, den styrke jeg ikke selv kunne se jeg havde.

I 2012 flyttede jeg ud for mig selv efter at have boet i årevis på forskellige bosteder for psykisk syge. Hele den handling og det at lære at stå på egne ben, var en milepæl i mit liv. Et andet vendepunkt for mig var blandt andet også en kær veninde der sagde til mig: ”Alt den energi du bruger på at være negativ, og bruge tid på at være ked af det, tage ud på psykiatrisk skadestue og få trøst, måske endda have forsøgt at tage livet af dig selv inden osv i den dur. HVIS du kunne vende alt den energi du brugte på det, til noget positivt, ville du kunne flytte bjerge”

Det var det jeg formået, jeg vendte det på hovedet og så hele verden i et helt nyt perspektiv. Jeg flyttede bjerge.

 

Jeg er i dag stemmefri og i det hele taget symptomfri.

Men mit liv i dag er stadig op af bakke. Det er på nuværende tidspunkt i skrivende stund (D.10/9-2018) – Kun lidt over 4 måneder siden jeg kom ud af medicinen. Det er en kamp hver dag lige nu, fyldt med abstinenser, og at navigere rundt i alle de tanker, følelser og niveauer, der rent faktisk findes i en verden uden medicin. Men jeg kæmper, og giver IKKE op. I følge alle dem jeg har kendt igennem tiden, som er kommet ud af medicinen engang for alle, så skal jeg regne med MINDST et år, inden jeg bliver såkaldt normal igen…. Hvad det så end er 😉

Jeg er i dag forfatter.

Jeg har selv udgivet to kortprosa digtsamlinger ved navn: Lyde under vand og en udvidet version af samme bog der hedder Flere virkeligheder af dig. Lige nu skriver jeg på to lyriske kortprosasamlinger. Den ene er direkte målrettet til unge fra 14 år og opefter. Arbejdstitlen er ind til videre: I mit unge forår. Og den anden handler om det at være psykisk sårbar, og det at komme sig, men også om at være udsat generelt. Det er skrevet med udgangspunkt i mit eget liv. Den hedder Bryd ikke sammen bryd ud.  Til sidst, men ikke mindst arbejder jeg på en fantasyroman for unge også.

Min intro i Lyde under vand

“Jeg er nede på bunden” Hendes stemme døde hen.

“Så klatre op til overfladen” Hviskede en stemme tilbage.

“Jeg er halvvejs, men kan ikke se dig mere”
Nu græd hun.

”Men du er en sommerfugl” sagde han
– “Hvorfor bruger du ikke dine vinger”?

 

Skrevet af Shirley Ankerstjerne

Har i øvrigt lavet en hjemmeside som led i min healingsproces, både for at stå frem med mine erfaringer i psykiatrien, og sætte ord på, men også for at hjælpe andre. Håber det er noget i kan bruge til noget. Her fortæller jeg om hele min historie med psykiatrien og lidt mere til 🙂

https://stormfuglens.rejse.dk

OBS! Nogen af tingene har jeg skrevet om før på denne side, men det var for at få hele den sammenhængende historie med.

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.