Bipolar – som en lille båd på åbent hav

At leve med en bipolar lidelse er som at være en lille båd på åbent hav, der i den ene ende er bundet fast til en kite og i den anden ende et anker. Kiten hiver opad og hvirvler én ukontrolleret rundt i luften. Nogle gange flyver man så højt op, at der er risiko for at man pludseligt crasher og rammer mod havoverfladen og kommer slemt til skade. Man kan sågar miste livet, hvis man lander rigtigt uheldigt. Ankeret derimod hiver én nedad mod bunden, og nogle gange går det meget hurtigt med at ramme bunden. Nogle gange holder ankeret én nede i så lang tid at der går måneder, hvor man ikke ser dagens lys, ingen solopgange eller solstråler kommer derned allerdybest nede på bunden.

At lære at styre båden

Det at have en bipolar lidelse betyder at man skal styre denne båd, der bliver hevet og trukket i af både kiten og ankeret. For nogle er det dagligt, timevis, mens det for andre kun forekommer på uge eller månedsbasis. Uanset hvad så kræves gode evner til at navigere, kræfter til at holde fast og sørge for at båden bliver på havoverfladen, sådan nogenlunde. Imens man kan betragte en masse andre både, der er omkring én og som hverken har kites eller ankre, men bare flyder roligt rundt på havet – de såkaldte normale eller stabile, som de mere korrekt kan kaldes. Der er dog også både ligesom én selv med både kite og anker, hvor nogle af dem hives ned ad ankeret og simpelthen drukner. De vender aldrig tilbage.

Min nuværende livssituation

Jeg er ”kun” 34 år gammel, men det føles som om min livshistorie kunne tilhøre en gammel kvinde. Livet har bestået af mange depressive episoder og lige nu føles det som om den depressive tilstand slet ikke vil gå over. Som om der ikke er håb. Jeg har dog ikke selvmordstanker, gudskelov.

Jeg er så heldig at have fået en dejlig søn. Han er 3,5 år gammel og sprudlende med energi og lykke. Ganske uvidende om hvorfor hans mor nogle gange er meget ”træt” og ligger i sengen nogle gange mange dage i træk og ikke står op, selvom han beder om det og trækker i sin mor for at få hende til at stå op. ”Mor gider ikke at stå op,” råber han ned til sin far. Jeg ligger og tænker, hvor dårlig en mor jeg er. Hvor usselt det er at være ligeglad med sin søn, i så høj en grad, at jeg ikke står op, trods det at han hiver i mig og har brug for mig. Hvordan kan man have det sådan? Ingen i hele verden burde rammes af sådanne grusomme følelser, som at man ikke føler noget for det barn, man har sat i verden og på et tidspunkt har følt så stor en kærlighed til. Hvordan kan det i nogle perioder bare forsvinde?

Jeg er så heldig at have en god mand, en vis og klog mand, der kan rumme meget af dette, selvom det er en enorm tung byrde på hans skuldre. Og det er mig, der forårsager det. Det føles som om jeg med vilje modarbejder ham. Ja faktisk fælder ben for ham, men samtidigt har brug for at han bærer mig igennem livet. Nogle gange bærer han mig fysisk ud af sengen og ned, fordi han nægter at lade mig ligge i flere dage uden at se min søn.

At være en god mor

Han forsikrer mig om, at jeg er en god mor. Jeg gør det godt for min søn, men jeg vil også gøre det hele for godt, og derfor knækker jeg halsen på det. Jeg kan pludseligt ikke overskue det, måske netop fordi jeg min skala for at gøre noget godt følger en absolut urimelig skala, hvor kun alt over 110 % er godt nok. Jeg kan desværre ikke selv identificere denne skala, men jeg er klar over, at det er det, der er en del af problemet. På et eller andet tidspunkt i mit liv blev det en del af min karakter – at uanset hvor godt, jeg gør det, så er det aldrig godt nok. Netop derfor er det også så hårdt et slag at være ramt af denne sygdom, som har tvunget mig i knæ, har gjort mig ude af stand til at præstere, både familiært og jobmæssigt. Kun 34 år og jeg er allerede en kæmpe fiasko, ude af stand til at have et job, passe min familie, min søn, være der for min mand osv. Jeg er simpelthen intet værd nu.

Denne sygdom er en kronisk lidelse. Jo mere jeg finder ud af om sygdommen, jo mere bliver det en realitet for mig at jeg nok aldrig kommer til at leve det liv, som jeg havde forestillet mig. Det hårdeste er at erkende, at jeg måske ikke får flere børn. Jeg kan risikere, at min sygdom forværres, og min familie kommer til at blive trukket igennem et helvede, fordi de er følelsesmæssigt tilknyttet. Jeg synes, de har fortjent bedre – noget, der er bedre end mig. Men jeg ved også godt, at jeg er årsagen til, at min mand er blevet velsignet med en fantastisk søn og at min søn kom til verden og allerede har fået en fantastisk god opvækst. Jeg er også det værd.

Inderst inde ved jeg godt, at det kan blive bedre – at det kan blive godt. Det kræver kamp og meget mere til. Der er håb – det er jeg nødt til at tro.

Starten på en blog

Og hvorfor denne blog? Det er nok mest for mig selv, måske kan det hjælpe mig. Jeg ved ikke, hvad jeg ellers skal gøre. Jeg har søgt og søgt efter et svar på nettet. Jeg har fulgt ledetråd efter ledetråd og åbnet en ny fane efter en ny fane osv. Dog blot for at konstatere, at svaret ikke findes derude, men det skal findes i mig.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.