Bogen med alle solskinshistorierne om den bipolare “lidelse”

Jeg har søgt og søgt, men måske er jeg bare ikke faldet over den gyldne bog med historierne fra de folk, der har bipolar “lidelse” og er på den anden side – altså den stabile side, hvor de ikke svinger op og ned helt ukontrolleret. Dem som har et liv, hvor de fungerer i en hverdag i nutidens samfund med familie, børn, arbejde, stress osv. Hvornår er det ikke en “lidelse” længere, men bare en personlighed, hvor man gør noget for at passe på sig selv.

Brandslukning er en egenskab jeg ikke har

Nogle gange tænker jeg, at man med bipolaritet (=bipolar sygdom) kunne have været godt hjulpet, hvis man havde lært at lytte mere til kroppens signaler og stemningslejer og humørsvingninger. Nogle på mit studie blev ikke stresset som jeg og kunne passe godt på sig selv.

Jeg forstod dengang ikke, hvordan de kunne forudse, hvad de skulle gøre for at passe på sig selv. De kunne lave om på nogle ting i deres liv eller afmelde nogle fag på forhånd, fordi de kunne regne risikoen ind! Jeg har indset, at de havde lært noget værdifuldt af deres familie – nemlig at lytte til kroppens signaler. De forstod sig selv så godt, at de kunne kalkulere risikoen. Derved kunne de forebygge en eventuel nedtur ved at tage nogle foranstaltninger i stedet for brandslukning efterfølgende, når ilden er opstået.

Det føles meget som brandslukning af små og store brande når man er bipolar – uden at være uddannet som brandmand!

Men i stedet for at misunde andre og være bitter over denne manglende egenskab, så er det noget jeg kan lære… Jeg agter at lære at forebygge brande. Jeg vil bruge resten af mit liv på at indhente dette – bede folk om hjælp, bruge al det netværk jeg har og mere til for at finde ud af, hvordan jeg skal gøre. Det kommer til at tage lang tid – og masser af tålmodighed. Ligesom, når man skal lære at cykle – man falder og falder igen og igen, men man må op på cyklen igen. For at det en dag sidder på ens ryggrad.  Sådan er det også med ens vaner – altså de forbandede ildantændende vaner, der lige nu er så ødelæggende for mit liv – og derved også for min familie.

Der er noget der virker imod mine depressioner

Jeg har fundet en metode lige nu til at snyde mig rask. Jeg kan forvandle mig selv og lette min depression. Min svære til moderate depression, som har stået på over et års tid nu!

Jeg bliver rask, når jeg arrangerer en tur eller en ferie sammen med nogle venner (børnefamilier), som jeg på en eller anden måde har ansvaret for. Jeg tvinges til at tage mig sammen. Ca. 2-3 dages tid før, rejser jeg mig fra sengen og ruller gardinet op og lader sollyset komme ind. Så forvandler jeg mig til en duracell-kanin – altså jeg går fra nul til hundrede kilometer i timen. Før det har jeg måske ”hvilket” mig i sengen de sidste 7-8 dage, helt isoleret! Som regel har jeg ikke sovet særligt godt i de sengeliggende dage. Det jeg mest af alt gør at gruble – jeg er en såkaldt ruminator, der bare spekulerer mig deprimeret og angst. Jeg har angst for at stå op, se andre mennesker og kan ikke forholde mig til livet og dets indhold!

Når jeg så står op, får jeg pakket og organiseret alt. Der skal løbes stærkt for at indhente det tabte. Nogle gange skal jeg også lige bruge nætterne, for at det hele bliver UG, altså perfekt lige til mindste detalje. Jeg kan overskue alt, sender beskeder og instrukser til de andre, der skal med på turen. Det er som, om jeg er en chef for logistik og projektleder. Jeg ville egne mig godt til projektleder, men kun projekter der er så kortvarige, at jeg ikke når at ryge i depressionens sorte hul!  Når jeg så er kommet af sted, evt. med hele min familie, så kører det i højhastighedstoget, hvis det står helt galt til. En tilstand som hypomanisk, men ikke manisk. Min hjerne fungerer i high-speed –mode. Alle de kognitive funktioner er i topform, som om jeg er forvandlet. Jeg kan køre bil, jonglere med madpakken til min søn bag i bilen, sætte musik på og finde vej samtidigt. Ferien eller turen er perfekt, Jeg gør alt hvad jeg kan, for at alle trives , og underholder og øser med kærlighed ud til alt og alle, især børnene. Når jeg ikke er deprimeret, elsker jeg at tilbringe tid med børnene.

Det lyder jo rigtigt dårligt for mig, og det er det selvfølgeligt også, for det hjælper jo egentligt ikke min situation hen mod det stabile. Det hele slutter jo, når jeg kommer hjem. Så går der måske kun en dags tid, før jeg ligger i sengen igen.

At give kærlighed og omsorg

Det vigtige, der er gået op for mig, er, at det helbreder mig at være på sådan en tur. Det at gøre noget for andre. At være værdifuld for andre, at øse min kærlighed og omsorg ud. Jeg skal bare lære at modtage det samme igen, så det går lige op. Jeg skal lære at give mig selv samme omsorg og kærlighed – også når jeg er “hjemme” og i de daglige rammer. Jeg skal ikke kun være “lykkelig”, glad og velfungerende, når jeg kan være noget for andre. For det virker jo ikke derhjemme, selvom jeg både har min søn og min mand at give kærlighed og omsorg.

En bog om accept og recovery?

Min drøm er at komme ud på den anden side og ikke længere kalde det en lidelse, som jeg har, men at jeg har humørsvingninger.  Ligesom nogle har hjerteflimmer, får sin menstration eller andet, der påvirker humøret, stemningslejet eller lignende. Det hedder selvfølgelig “ACCEPT”. Accept er nøgleordet og koden til det, der skal hjælpe os med en bipolar lidelse, og accept af alt det andet, vi skal lære at leve med!

Når jeg har overskud til det, så vil jeg samle en bog med fortællinger fra disse folk, der har accepteret bipolariteten og været “stabile” i en rum tid. Bogen skal mest indeholde råd og facts om, hvad der har hjulpet dem. Der skal indgå, hvilke helt konkrete midler, processer, terapi mm., de har anvendt. Sådan noget kan vi bruge til noget og afprøve på os selv. Der skal kort være nogle personlige historier flettet ind, så vi kan sammenligne os i noget af det og finde nogle genkendelser, men det skal mest handle om accepten, og det, der har hjulpet dem videre til recovery. Der skal ikke være så meget om fortiden og årsagerne. Det vi kan bruge til noget er at høre om løsninger.

Jeg synes, jeg i denne proces har manglet den side af det. Jeg har manglet bogen med disse fortællinger om accept og recovery. Altså den side af bipolariten, hvor svingningerne går godt i spænd. Jeg har snublet over en amerikansk bog, “Bipolar in order”, der har den indgangsvinkel til sygdommen, og det håber jeg, at jeg når til en dag.

En kommentar

  1. Christel

    Tak for et super godt indlæg. Jeg har også savnet bogen. Og jeg vil gerne være med i din, når du kommer til det.
    Tak

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.