Bogen med alle solskinshistorierne

Jeg har søgt og søgt, men måske er jeg bare ikke faldet over den gyldne bog med historierne fra de folk, der har bipolar “lidelse” og på den anden side – altså den stabile side, hvor de ikke svinger ukontrolleret. Dem som har et liv, hvor de fungerer i en hverdag i nutidens samfund med familie, børn, arbejde, stress osv. Hvornår er det ikke en “lidelse” længere, men bare en personlighed, hvor man gør noget for at passe på sig selv.

Nogle gange tænker jeg at man med bipolaritet (=bipolar sygdom) kunne have været godt hjulpet, hvis man havde lært at lytte mere til kroppens signaler og stemningslejer og svingninger. Nogle på mit studie blev ikke stresset som jeg og passede godt på sig selv. Jeg forstod dengang ikke hvordan de kunne forudse, hvordan de kunne vide, hvad de skulle gøre for at passe på sig selv – altså lave om på nogle ting i deres liv eller afmelde nogle fag på forhånd fordi de kunne regne risikoen ind! Jeg indså at de havde lært noget værdifuldt af deres familie – nemlig at lytte til kroppens signaler og forstod sig selv så godt at de kunne kalkulere risiko og derved forebygge med nogle foranstaltninger i stedet for brandslukning. Det føles meget som brandslukning af små og store brande med bipolaritet – uden at man er uddannet brandmand!

Men i stedet for at misunde og være bitter over denne manglende egenskab, så er det noget man kan lære…jeg kan lære det, og det agter jeg at gøre. Jeg agter at bruge resten af mit liv på at indhente dette – bede folk om hjælp, bruge al det netværk jeg har og mere til for at finde ud af, hvordan jeg skal gøre. Det er jo bare noget jeg skal lære, men det tager noget tid – og tålmodighed, ligesom når man skal lære at cykle – man falder og falder igen og igen og må op på cyklen igen – og en dag, så er det på ryggraden. Ligesom ens vaner er, altså de forbandede vaner, der lige nu er så ødelæggende for mit liv – og derved også min familie.

Det der virker for mig mod mine depressioner

Jeg har den “fordel” at jeg har fundet en metode lige nu til at snyde mig rask. Jeg kan forvandle mig selv og lette min depression, som lige nu har været svær- moderat depression i over 1 års tid nu! Dette sker ved at jeg arrangerer en tur eller en ferie sammen med nogle venner (børnefamilier), som jeg på en eller anden måde har ansvaret for. Derved tvinges jeg til at tage mig sammen. Ca. 2-3 dages tid før, rejser jeg mig fra sengen og ruller gardinet op, lader sollyset komme ind – og forvandler mig til en duracel-kanin. Altså jeg har jo også ligget i sengen og “hvilet” mig de sidste 7-8 dage, uden at se nogen som helst! Or not, som regel har jeg ikke sovet noget som helst, mest af alt for jeg er en grubler /ruminator, der bare spekulerer mig deprimeret og angst (ikke angstanfald) men angst for at stå op, se andre mennesker og angst for at forholde mig til livet og dets indhold!

Nå, men jeg får pakket og organiseret. Nogle gange gennem nætter og alt bliver UG/ perfekt lige til mindste detalje. Jeg kan overskue alt, sender beskeder og instrukser til de andre, der skal med på turen. Forbereder alt simpelthen, som om jeg er en logistisk chef og projektleder. Jeg ville egne mig godt til projektleder, men kun projekter der er så kortvarige at jeg ikke når at ryge i depressionens sorte hul! Og så kommer jeg afsted, med hele min familie, der skal køre med i høj-hastighedstoget, hvis det står helt galt til. Jeg bliver egentligt ikke manisk, men hypomanisk i hvert fald. Min hjerne fungerer high-speed og alle kognitive funktioner er i topform, som om jeg er forvandlet. Jeg kan køre bil, jonglere med madpakken til min søn bagi bilen, sætte musik på og finde vej samtidigt. Ferien/ turen er perfekt og jeg gør alt hvad jeg kan, for at alle trives – og underholder og øser med kærlighed ud til alt og alle, især børnene, som jeg elsker at tilbringe tid til.

Det lyder jo rigtigt dårligt for mig, og det er det selvfølgeligt også, for det hjælper jo egentligt ikke min situation hen mod det stabile. Det hele slutter jo, når jeg kommer hjem.

Men det vigtige der er gået op for mig, er at det der helbreder mig på sådan en tur, er at gøre noget for andre. At være noget værdifuldt for andre, at øse min kærlighed og omsorg ud. Jeg skal bare lære at modtage det samme igen, så det går lige op. Jeg skal lære at give mig selv samme omsorg og kærlighed – også når jeg er “hjemme” og i de daglige rammer. Jeg skal ikke kun være “lykkelig”, glad og velfungerende, når jeg kan være noget for andre.

At nå til accept

Min drøm er at komme ud på den anden side og ikke længere kalde det en lidelse, som jeg har, men en bipolaritet. Ligesom nogle har hjerteflimmer, får sin menstration eller andet, der kan påvirke humøret, stemningslejet eller lignende enten til hverdag eller måske hele livet. Det hedder selvfølgelig også “ACCEPT” og det er nøgleordet og koden til det, der skal til for os med bipolaritet og alt muligt andet, vi skal lære at leve med!

Når jeg har overskud til det, så vil jeg samle en bog med fortællinger fra disse folk, der har accepteret bipolariteten og været “stabile” i en rum tid. Der skal være fif og råd, samt facts om hvad der har hjulpet dem, altså helt konkrete midler, processer, terapi osv. Sådan noget som vi kan bruge til noget og afprøve på os selv. Måske nogle personlige historier flettet ind, så vi kan sammenligne os og finde nogle genkendelser, men det skal mest handle om accepten og det, der har hjulpet dem.

Jeg synes nemlig at jeg i denne proces har manglet den side af det og manglet bogen med disse fortællinger og den side af bipolariten, altså “Bipolar in order”, som jeg har snublet over hos en amerikansk mand med lidelsen.

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.