Jeg kan skue seertallet og blive glamourøs i det giftige hast. De ser mig og kun mig. Jeg kan se en bred vifte af mennesker på banegården. Jeg betræder den nænsomt. Omrøringen af ynglende mødre og de sjæle som vandrer hvileløst rundt giver mig en løftet pegefinger om, at jeg ikke skal være sådan. Jeg vil ikke være sådan.

Jeg går op af den gade. Den gade der lyser op om aftenen. Den gemmer på en solcellefabrik. De samler alt lyset og gemmer den til senere. Jeg betræder den også nænsomt. Hvad vil ham der nu? Hvor mon de skal hen?

Jeg regulerer mit åndedræt og hvisker en hver bekymring ud. Jeg tog toget. Noget som jeg ikke har gjort ellers. For bare tanken om at skulle tage toget, vækker en hver bekymring frem.

En skønne dag kan jeg, uden at rynke på brynene, se langt. Se så langt til enden af stien. Se den smuldre i mine hænder. Stien bærer mig på denne regnvejrsdag, der afspiller de små dryp i baggrunden. Den er bedre end baggrundsmusikken indeni shoppingcenteret. Kaotisk færdes jeg, men fyldt med sandheden. Sandheden om at få lov til at køre og gå på egen hånd. For første gang har jeg ikke noget at sætte en finger på. For første gang er det ikke svært at sætte fingrene i bero.

Jeg kan kun ånde lettet op, da jeg betræder indgangen til yogatimen. En kvinde med evnen til at få mig til helt nede på jorden kommer mig i møde. Hun ved ikke med sikkerhed, hvor jeg tager plads henne. Men jeg fortæller at jeg bedst kan sidde midt i hele salen. Spændt og nervøst ånder jeg igen. Jeg kan ikke mærke om jeg virkelig er der. Men hun får mig ned og ligge på ryggen. Jeg betragter de andres pladser. De står sådan lidt forskudt. Jeg vælger at følge så godt med som muligt.

Sessionen går i gang. Det skulle sandelig være godt for både krop og sjæl.

Sikke en opsætning. Hun går virkelig til den. Og jeg prøver så småt at følge efter. Øvelserne virker rimelig nemme. Men mit fokus er et helt andet sted. Hvad der gør ondt går mig da lidt på nerverne, men jeg kan godt det her. Jeg tror mere og mere på mig selv. Det tager mig selv i at blive forpustet. Men det umuligt kan koste mig andet end at jeg bare kan slappe fuldstændig af i krop og sjæl. Jeg mærker styrken. Jeg mærker ikke ondskabsfulde mennesker, men de værdsætter det her forløb. Sikke et ryk. Her var jeg ikke for to måneder siden.

 

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.