Vi har Psykiatrifonden, Sind, Bedre Psykiatri, En Af Os, Stress-, Angst- og Depressionsforeningen og mange flere, men hvor er den fælles front?

Og det er ikke for at forklejne det arbejde de forskellige organisationer og foreninger gør, jeg undrer mig bare over, det manglende fælles fodslag

Der er flere problemer i, at indsatsen er spredt ud på denne måde.

Et af dem, er placeringen af aktiviteter, der i stor udstrækning begrænser sig til hovedstaden. Og selvom jeg erkender at det nu engang er Danmarks største by, så er der uforholdsvis mange aktiviteter netop der, i forhold til resten af landet. Hvilket på en eller anden måde virker tragikomisk, da der i psykiatrien netop er mange brugere, som er knapt så mobile.

Et andet, er den interne kamp mellem de forskellige aktører, for at samle støttemedlemmer og andre bidrag. Som psykiatribruger, pårørende og for almenbefolkningen ville det være langt nemmere at tage stilling om man vil støtte psykiatrien, hvis adgangen til at støtte var mere simpel, som det er nu, kan det være svært at overskue hvor støtten gør mest gavn.

Det største problem er dog, at der trods spæde forsøg, er en stor mangel på koordinering af aktiviteter og indsatser. Jeg kan undre mig over at man endnu ikke har lavet Kræftens Bekæmpelse’s psykiatriske alter ego, som en paraplyorganisation, som varetager forskellige central opgaver, som f.eks dataindsamling, vidensbibliotek m.m.

Igen, det er ikke for at forklejne, den indsats der eksisterer, men den kunne være bedre, langt bedre.

 

Er også udgivet på egen hjemmeside www.daftdane.dk

Om Forfatteren

I den virkelige verden hedder jeg Bernd Bachmann, og her er lidt om mig Diagnosen er lang, den korte version er psykisk syg, ædru alkoholiker. Leder efter et stabilt aktivitetsniveau og skriver mine frustrationer ud samt om livet som mig. Ikke fordi jeg er speciel, bare lidt anderledes siges det

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Hej DaftDane eller Bernd Bachmann!
    Der ligger jo det i det, at forskellige menneskers erfaringer med psykiatrien er så forskellige, og jeg har ofte haft lejlighed til at konstatere, at mange psykiatriske patienters viden om andre psykiatriske patienters oplevelser, både med psykisk sygdom og det psykiatriske system, samt mht. medicinoplevelser nærmest er fraværende. Erfaringen er mange gange, at folk finder sammen i “sekter”, som er enige i en eller anden bedømmelse af et eller andet forhold, ganske uden at tage i betragtning, at psykiaterne ser et totalbillede, som godt kan afvige væsentligt fra sådanne “sekters” bedømmelse. Det er på ingen måde nogen selvfølge, at den ene patient har forståelse for den andens sygdom, og også blandt psykiatriske patienter er der stor uvidenhed. Dette er ikke sagt for at bebrejde nogen noget – jeg konstaterer blot et faktum. Den opfattelse, som man undertiden hører blandt almindelige mennesker, om, at “vi er jo allesammen mere eller mindre sindssyge”, vidner jo om en total mangel på indsigt i, hvad det vil sige at være sindssyg. For mig er der en afgrund mellem at være sindssyg og at være normal, og for mig giver det i høj grad mening at operere med normalitetsbegrebet, da jeg finder forskellen meget stor. Men det forhold, at meget store menneskelige ressourcer er bundne i det at være psykisk syg, umuliggør i vidt omfang i praksis, at psykisk syge kan gøre deres interesser offentligt gældende. Vi må nok konstatere, at samfundet som helhed omfatter psykisk sygdom med en vis generel afsky og ulyst til at beskæftige sig dermed – hvilket politikerne udmærket er klare over, hvorfor de hjemsøger det psykiatriske område med deres omprioriteringsbidrag, som unddrager området enorme pengebeløb. Derfor er det også grotesk, at der skal gøres et stort nummer ud af, at de tilfører området 100 millioner, der forslår som en skrædder i Helvede. Tag for eksempel Risskov i Århus, som længe har været på den forkerte side af sammenbruddets rand. Bag ved politikernes hændervridende ynkeri ligger en beregnende kynisme, på hvilken konklusionen er, at man ikke VIL komme området til undsætning. Og der er ingen udsigt til nogen forandring i dette forhold. Det er op til den enkelte at navigere gennem vanskelighederne, så godt som man nu formår. Og vé den, som ikke har et retvisende billede af egen situation.

    Svar
  2. Pia

    Hej Bernd , de fysiske ressourcer til fælles front findes af og til. Og manifesterer sig bla i fællesskaber. Men godt sagt af dig.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.