Tab af hukommelsen og ens evner

Hvorfor mister jeg min hukommelse og mine evner?

Når jeg bliver fanget af depressionens tidlige mørke, begynder mit hukommelsessvigt, dvs. jeg begynder langsomt at glemme alt om alle de mennesker jeg kender, gode oplevelser igennem livet osv. Lige så langsomt svigter mine evner én efter én. Til sidst kan jeg ikke finde ud af at smøre en rugbrødsmad, børste min søns tænder, tage tøj på osv. Det er selvfølgelig alle ens kognitive funktioner, der sættes ud af spil ved en depression.

Jeg har bare svært ved at acceptere dette. Det er umuligt for mig at acceptere, at jeg skal fortsætte mit liv uden at kunne det, som jeg ved, jeg kan klare, og som jeg allerede har lært. Derfor flygter jeg bort, isolerer mig i sengen og vil ikke komme ud, før depressionen letter. Når depressionen letter, kan jeg nemlig alt igen. Det er selvfølgelig, fordi ens kognitive funktioner virker igen.

Hvorfor er jeg så hård ved mig selv?

Det er hårdt at leve med noget som depression. Især fordi jeg er et af de mennesker, som er forfærdelig hård ved mig selv. Jeg straffer mig gang på gang, hvis jeg ikke kan finde ud af noget. Også selvom det er noget nyt for mig, og noget jeg aldrig før har gjort – jeg vil kunne det, før jeg har haft chancen for at lære det. Jeg er jo lærenem, når jeg ikke er deprimeret. Desværre er jeg jo ikke så lærenem, når jeg bliver deprimeret, og det kan jeg ikke acceptere.

Det jeg ikke tænker på, er at det sikkert er meget normalt, at man nogle gange har svært ved at lære. Jeg ved ikke, hvordan andre gør for at acceptere dette, men de er i hvert fald ikke så hårde ved sig selv hele tiden – for så ville de jo få en depression.

Som barn har jeg, trods mine skjulte depressioner, formået at bruge mine evner og lære en masse. Jeg kunne følge med i skolen som en af de bedste. Det er faktisk ret godt, taget i betrækning, at mine forældre ikke selv har gået særligt meget i skole og ikke kunne hjælpe mig med mine lektioner. Jeg ville heller ikke spørge nogen om hjælp, for jeg var bange for at virke dummere, end jeg allerede var i forvejen.

At være god nok og en god mor

Jeg har bare aldrig lært at rose mig selv – derfor betragter jeg det, som om jeg ikke er god nok.

I virkeligheden er jeg jo faktisk dygtig. Jeg indser ikke, at jeg er for hård ved mig selv. Jeg forsøger at klare mig endnu bedre end andre, der er vokset op i en mere normal tilstand og med en mere rolig og stabil barndom.  Jeg bilder mig ind, at jeg skal kunne noget nyt med det samme uden at spørge om hjælp.

Da jeg blev mor, var jeg selvfølgelig heller ikke god nok til det. Det er jo noget ganske nyt for mig at blive mor, så hvordan skal jeg på forhånd vide, hvordan man gør, og hvad der er rigtigt eller forkert? Jeg kritiserede mig selv konstant – og dette mundede selvfølgelig ud i en depression.

Jeg er stadig mor og føler næsten aldrig, at jeg gør det godt nok. Selvom alle andre siger det modsatte om mig.

Jeg har rigtigt svært ved at acceptere, at jeg ikke selv kan finde løsningen på noget, men skal spørge nogen om hjælp. Det skal jeg lære, for ellers forværrer det min situation som bipolar. Fra nu af er jeg konstant i en læringsproces og har stærkt brug for andre.

En læringsproces at leve med bipolariteten og dens svingninger

Dette er en læringsproces, hvor jeg skal lære at håndtere, når jeg er nede, og når jeg er oppe.

Når jeg er nede, så kan jeg ikke alt det, jeg allerede har lært. Jeg mister mine evner til at gøre basale ting som at handle ind, lave mad, vaske op, have en samtale med andre osv. Jeg kan ikke træffe nogen beslutninger, f.eks. om jeg skal tage en trøje på eller lade være med det. Alt dette skal jeg acceptere. Jeg skal stadig fortsætte med at leve mit liv, trods depressionen.

Når jeg er oppe, kan jeg selvfølgeligt alt, og det jeg endnu ikke har lært, lærer jeg med det samme. Jeg får en masse ideer og kreative tanker. Jeg elsker pludseligt at gøre dagligdags ting, som at rydde op, vaske tøj, gøre rent og lignende. Jeg sætter alt muligt i gang. Det er en fantastisk følelse, men det er jo ikke godt for mig, at der er så meget fart over feltet. Det er mani, og det er ikke ”normalt”!

Det er så svært for andre at forstå alt dette med at være helt oppe og helt nede – forståeligt nok. Det er også meget svært for mig at forstå, hvordan hjernen kan spille mig et puds. De fleste kan dog godt sætte sig ind i at have gode og dårlige dage, hvilket er en form for milde svingninger.

At flyve eller at dykke

Hvordan skal jeg lære at leve med en bipolar lidelse og de svingninger, der følger med?

Jeg skal lære, at det ikke er nødvendigt at kunne flyve højt op i luften for at have det godt. Det er bedre bare at kunne hoppe op i luften engang imellem. Jeg skal lære ikke at dykke helt ned på havets bund, hvor der kun er mørke. Det er bedre bare at snorkle lidt ned under havets overflade engang imellem. Dette kræver, at jeg tager ved lære af andre mennesker. Dem, som ved, hvordan man gør dette.

Jeg skal lære, at jeg er god nok hele tiden. Uanset hvordan jeg har det, og uanset om jeg er oppe eller nede. Jeg skal lære, at jeg nogle gange ikke kan alt det, som jeg plejer at kunne. Dette sker jo også for normale mennesker, måske i mindre udsving, men de accepterer, at dette er en del af livet.

Jeg skal acceptere, at dette kommer til at tage lang tid.

 

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Kære Mrs. Jung. Det er en helt naturlig reaktion. Det er hjernens måde at beskytte dig på. Der er ikke plads til ligegyldigheder som rugbrødsmadder og oplevelser. Det handler om overlevelse, så alt andet bliver sorteret fra. Det er en skræmmende oplevelse. Jeg har stået med pasta i hånden, og har ikke kunne huske, hvordan man koger pasta. Jeg har ikke kunne finde hjem, ej hellere betjene min telefon. Hjernen skriger: Stop! Jeg skal have ro.

    Har du fået psykoedukation? Jeg holder mig stabil med den gyldne regel for bipolare, at gøre det modsatte af, hvad jeg lyster. At bremse mig selv og afskærme mig fra stimuli, når djævlen tigger om en optur. Og holde mig selv i gang, når depressionen helst vil holde mig fanget i sengen, for alt er lige meget. Holder stabilt blodsukker (sukker er en trigger). Fast og stabil søvnrytme (lige så vigtigt som medicin). Struktureret dagligdag (er der balance i dagligdagen, er jeg i balance psykisk). Jeg planlægger pauser på forhånd, som forebyggelse af overbelastning.

    Tålmodighed er virkelig noget, du må øve dig på. Jeg har ikke haft tålmodighed til, at det absolut skal skal flere år at komme sig. Men faktum er, at vi ikke kan forskynde processen. Det svarer til, at man river gipset af og håber, at man kan løbe på det brækkede ben, bare fordi man har viljen til det. Det kan man ikke. Man gør det kun værre for sig selv. Små forsigtige skridt er dem, der fører dig i mål 🌺

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.