“Mennesker med usynlige sygdomme spiller ikke syge. De spiller raske.” – det er et udsagn, jeg hører igen og igen. Så er det, at jeg får lyst til at spørge: hvorfor gør vi egentlig det? Er vi ikke med til at fastholde fordommen om, at psykisk sygdom blot handler om at tage sig sammen? Den fordom har jeg i hvert fald fodret i flere år.

 

Respekten må komme indefra
I ugerne op til min sidste indlæggelse havde jeg daglige samtaler med min chef. Vi tog temperaturen på min tilstand, planlagde arbejdsdagen og lavede en strategiplan time for time. Det kunne ikke længere gå ubemærket til, at jeg havde det skidt. En dag spurgte chefen, om det ikke var på tide med en sygemelding. Jeg mærkede godt efter og afslog. Jeg havde ikke selvmordstanker, så jeg havde ikke brug for det. Blot et par dage efter kravlede jeg ind på hendes kontor og måtte erkende, at nu var det nu. Hun slap alt, hvad hun havde i hænderne, og kørte mig direkte på psykiatrisk skadestue.

Hvis jeg kunne skrue tiden tilbage, ville jeg ruske mig selv og skrige: du behøver for fanden ikke være døende, for at have ret til at sygemelde dig!

For nogle dage siden fik jeg ondt i halsen. Hvordan reagerede jeg? Jeg tog straks mine forbehold og handlede på sagen. Jeg gjorde en indsats for at forebygge en længere affære med sygdom. Hvorfor er det så svært at respektere de tidlige advarselstegn, når det omhandler psyke? Jeg er ikke den eneste. Jeg ser det så tit hos mine sindsfæller. Man beklager sig over at være udkørt eller på grænsen til et sammenbrud, men afslår rådet om at sætte grænser og melde fra. Om det gælder arbejde, familiekomsammen, pasning af børn eller andet, så er svaret: det kan jeg ikke, jeg tager bare masken på. Jamen, så er det jo blot et spørgsmål om at tage os sammen, eller? Ville vi piske os selv på den måde, hvis vi havde slået hovedet eller brækket noget?

Vi kæmper for, at psykisk sygdom bliver ligestillet med fysisk sygdom, men det allerførste skridt mod forandringen er vores.

 

Det bliver en selvforstærkende, ond cirkel
Det er svært for omverden at forstå psykisk sygdom. Det er også svært at forklare. Der er grænser for, hvor mange gange man magter at høre “solen skinner” eller “tænk positivt”. Der er efterhånden ikke mange tilbage, der ikke har en tante Orla, der har spist sig sundt ud af en depression. Det skaber modvind i min kamp om at stå oprejst. Til tider er det derfor mindre energikrævende at slæbe rundt på masken; at tage mig sammen. Vi oplever jo alle op og nedture, så hvorfor skulle der tages hensyn til lige netop mig?

Min arbejdsgiver og jeg havde en §56 aftale, så jeg behøvede ikke engang have dårlig samvittighed over mit fravær. Alligevel syntes jeg ikke, at jeg kunne tillade mig at svigte mine kollegaer. Der var i forvejen meget sygdom. Vi havde søsat nye projekter. En ny kollega, der ikke var parat til at stå alene. Vigtige opgaver osv. Undskyldningerne var mange. Det var jo ikke, fordi jeg ikke kunne gå, vel? Jeg havde det “bare” skidt, så jeg blev ved med at klø på.

Men jeg er ikke nogen helt, når jeg passer mit arbejde, når jeg i virkeligheden burde blive hjemme. Tvært imod, så gør jeg mig selv til et offer.

Ved at tilsidesætte mine behov og negligere min sygdom, startede jeg en lavine af ulykker. Jeg gjorde det værre for mig selv (og i øvrigt også for mine kollegaer), fordi de oversete advarselssignaler kostede mig en langtidssygemelding gang på gang. Når jeg først havde haft en langtidssygemelding, tog det mig flere måneder (og den her gang flere år) at genoptræne hjernen. Imellemtiden blev arbejdsgiveren utålmodig, og jeg kunne vinke farvel til mit job. En ond spiral, som jeg selv havde skabt.

 

Sygemelding som forebyggelse
Jeg er lidt langsom til at lære af mine fejl, men når jeg så endelig har lært det, holder jeg godt fast i min lærdom. Hvad livet har lært mig den her gang er, at vi er ikke mere uundværlige, end vi selv gør os til. Alle kan erstattes. Uanset stilling. Arbejde er bare et arbejde; det er ikke det værd at dø for. Og der er bogstavelig talt ikke en eneste, der takker dig for at have knækket nakken på det.

I dag øver jeg mig i at bruge sygemelding med det forebyggende formål. En ordning, som jeg iværksatte under en arbejdsprøvning. Jeg havde selv svært med at vurdere, hvornår det var det rette tidspunkt at slå i håndbremsen, fordi min samvittighed blandede sig. Jeg overlod derfor beslutningstagen til min kontaktsygeplejerske. Hun var helt klar i spyttet – allerede ved de tidlige advarselstegn skulle jeg melde mig syg. En ordning, som lederen blev glad for, fordi jeg kun var væk i tre dage, hvor en sygeepisode hos mig normalt varer fra tre måneder til et år.

Jeg bruger de tidlige advarselstegn også i forhold til mine pligter som mor. Vi venter ikke, til mor skal indlægges. Og så er det ligegyldigt, om vi skulle have været i Tivoli. Mor er blevet syg; far må tage over. Jeg har en kriseplan med nedskrevne faresignaler – en kontrakt med mig selv, for at undgå den dræbende dårlige samvittighed over at være syg, når jeg er syg. Hver gang jeg markerer min grænse, gør jeg det tydeligt for omverden, at min diagnose skal tages alvorligt. Hver gang jeg selv tager den alvorligt, forhindrer jeg flere ulykker.

 

Foto: Pixabay

Om Forfatteren

Efter et vellykkedes recovery, har jeg valgt at dele min historie. Målet er, at skabe lys og plante håb hos mine medfæller, der dagligt slås med angst, lider af depressioner eller har en diagnose. Man kan godt få et værdifuldt liv på trods af og måske lige frem netop på grund af sårbar psyke... Drivkræften bag min åbenhed er, at vise den enorme styrke det kræver at være sårbar. Vi bliver ofte set som svage, fordi vi er til at knække. Vores daglige kamp som gladiator bliver negligeret. Det vil jeg gerne protestere imod... Skriver du "Loucia" i søgefeltet til højre, kommer du frem til det samlede link til mine blogindlæg, artikler, film mm.

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Jeg erindrer, for mange år siden, hvor jeg uafvidende påbegyndte en medicinsk behandling for depression. Min daværende psykiaters første indtryk af mig var, at jeg var velfungerende, men indikationer på, at der var noget galt, kom i forbindelse med min unormale reaktion på medicinen, idet min reaktion på en ganske lille dosis medicin, hvis virkning forventedes at være lille, var meget stærk. Efterhånden som denne ambulante behandling skred frem, blev det klart for psykiateren, hvor alvorlig situationen var, og han tilbød mig en indlæggelse. Jeg afslog, idet det var min hensigt at gennemleve det altsammen under private former. Et eller andet sted vidste jeg godt, at jeg var i gang med en kæmpe kolbøtte. Måske har det været mig til hjælp, at jeg ikke behøvede at skrive “psykiatrisk indlæggelse” på mit CV, men på den anden side kunne der godt anlægges den betragtning, at det var uansvarligt. Det står mig i dag ikke klart, hvad der havde været det bedste, men det står mig ihvertfald klart, at behandlingen var et kæmpeskridt i retning af at generhverve en normal psyke, og dette resultat er jeg ihvertfald glad for. Der har været mig en del kritik til del i anledning af min begejstring for de psykofarmaka, jeg har været præsenteret for, og i lyset af andres negative oplevelser med disse har jeg måttet modere mine synspunkter i retning af også at rumme disse. Men jeg er mig meget bevidst i henseende til at forstå, hvad det egentligt vil sige, at medicinen virker efter hensigten, idet denne jo går ud på at forløse de potentialer, personen egentligt indeholder. Alt det der med, at resultatet blot skal være den tilpassede samfundsborger, der bevidstløst som en sofakartoffel sidder og ser “Vild med dans” eller anden hjernedød underholdning, betragter jeg som en eklatant misforståelse. Det er slet ikke der, pointen med psykofarmaka ligger. Det er ikke psykofarmaka, der laver personen. Det gør personen selv. Der hvor psykiateren er i en vanskelig situation, er der hvor han/hun skal vurdere, hvorvidt personens potentiale er kommet til udfoldelse. Som psykisk syg kan man meget let fremstå som en person ganske uden potentialer. Det er lidt ligesom de gamle sorthvidbilleder, der kommer i fremkaldervæske. Først er der intet at se, men nede i væsken kommer billedet til syne – under den forudsætning, at billedet overhovedet er eksponeret. Er det ikke det, kommer der ikke noget frem. Men fundamentalt kan pointen jo godt ligge i, at personen blot bliver i stand til at får noget ud af at kigge “Vild med dans” elller at opleve noget emotionelt i forbindelse med at lytte til en eller anden popmelodi. Det der fascinerer mig, er muligheden af at få alle de nuancer ind, der gør livet værd at leve, på alle de mange måder, vi mennesker nu en gang lever på.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.