Det er ved at være en evighed siden, at jeg sidst har lavet et indlæg pga manglende overskud og inspiration grunden sygdom med indlæggelser på psykiatriske afdelinger.

Til at begynde med vil jeg komme med en nyligt dårlig oplevelse under en indlæggelse på 17 dage.
Jeg blev indlagt efter en længere periode med mange flashbacks, mareridt og små livagtige, små film af at blive slået ihjel, og til sidst blev det hele alt for meget for mig, og jeg kunne ikke længere håndtere det på egen hånd.

Hele vejen gennem denne indlæggelse havde jeg en fornemmelse af, at lægen blot troede, at jeg var der for sjov, udelukkende for tryghedens skyld, men jeg kan sagtens tage fejl. Jeg havde en følelse af ikke at blive taget alvorligt og lyttet til. Det var som om, at han på forhånd havde taget en beslutning om indlæggelsen uden at inddrage mig i planen og nå frem til en nogenlunde fælles løsning.

Han blev ved med at sige;
“Det er ikke godt med lange indlæggelser, da det blot bliver sværere at komme hjem igen og få en almindelig hverdag til at fungere igen”
“Man bliver aldrig helt klar til at blive udskrevet”
“Jeg kan godt lige gå med til udskrivelse fredag, men så heller ikke mere end det”

Det eneste der kørte igennem mit hoved var, at jeg faktisk bare blev udskrevet i mod min vilje. At det var ligegyldigt, at alle mine hjemmebesøg var gået dårligt, og at søvnen var meget svingende. Det virkede ikke som om, at han havde læst personalets observeringer/noter, men udelukkende kørte sit eget løb.

Jeg er egentlig fuldstændig enig i hans udtalelser, men man kan ikke uden videre udskrive folk, før det er forsvarligt. Det vil jo med garanti/stor sandsynlighed medføre en ny indlæggelse inden for en relativ kort periode.
Og nej 100% klar til udskrivelse bliver man aldrig helt, men under min forrige indlæggelse havde jeg fornemmelsen af at have mod på at skulle være i eget hjem igen og havde haft nogle positive oplevelser under hjemmebesøg, med og uden overnatning, hvilket jeg synes er enormt vigtigt.

Hvis jeg fik muligheden for en samtale med lægen, som gjorde mig vred, så ville jeg sige; “hvis du var en kompetent læge ville du vide bedre og ikke have udskrevet mig. Så ville du vide, at jeg kender mig selv bedst”

Jeg har nu mistet tilliden til den afdeling, udelukkende pga lægerne, og vil derfor nødigt derhen igen. Heldigvis lukker den afdeling, når psykiatrien bliver flyttet til somatisk sygehus, så det bliver et stort super-sygehus. Det glæder mig meget!
Der er altså ikke noget at sige til, at der er så mange som bliver genindlagt. Jeg er en ‘svingdørspatient’, og det mønster vil jeg meget gerne have brudt!

3 dage efter blev jeg indlagt på en anden afdeling i langt værre tilstand end den anden indlæggelse. Fik at vide, at jeg højst sandsynligt havde været død, hvis jeg ikke havde kontaktet vagtlægen, som kom ud til mig og fik mig indlagt med det samme. Dette blev dog en yderst positiv indlæggelse, som gav mening for mig.
Jeg kom i psykiatrisk modtagelse, kom til at snakke med lægen lige med det samme og direkte op på en afdeling, hvor de til at begynde med i de første dage skulle se til mig hver 20. minut. Jeg måtte ikke overnatte i modtagelsen, da min tilstand var meget kritisk.

Allerede ugen efter jeg blev indlagt fik vi holdt et netværksmøde med souschefen, min kontaktperson, psykolog som udredte mig, min nuværende psykolog og min mor. Aftalen blev at imødekomme mine behov og tage det hele stille og roligt. Vi blev enige om at få en fast struktur ift aftaler. Og så var fokus at få nogle succesoplevelser. Havde virkelig følelsen af at blive hørt og få den ro og støtte som behov for. Dette er blevet min bedste indlæggelse nogensinde.

Til sidst vil jeg kort komme ind på mine diagnoser, som er et stort rod. Læger og psykologer er nået frem til, at jeg har en blandet personlighedsforstyrrelse, mens de sætter spørgsmålstegn til både bipolar og ADHD. Og nu vil de prøve at trappe mig helt ud af medicinen, da det tilsyneladende ingen effekt har, hvilket jeg altid har tænkt, men endelig lytter fagpersoner til mig. Ser meget frem til at være medicinfri, og kun benytte mig af medicin efter behov ved problemer med søvn og meget angst.

Om Forfatteren

Jeg er 27 år og har diagnoserne; Blandet personlighedsforstyrrelse, Bipolar Affektiv Sindslidelse samt ADHD (men de sidste to er der tvivl om), og så kæmper jeg også med uspecificeret angst og PTSD-lignende symptomer. Jeg har været en del indlagt, men har forsøgt at lave nogle ændringer i livet, som jeg håber har en positiv indvirkning på mig. Vil meget gerne ud af de mønster med indlæggelser og ikke længere være såkaldt 'svingdørspatient'. Har desværre oplevet en del gange ikke at blive lyttet til og derfor udskrevet for tidligt.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.