Jeg har skammet mig

Tak til Mikkel Sjølund for at åbne “ballet” om skyld og skam i hans artikel her på Outsideren. Er vigtigt emne at tage op i forhold til psykisk sygdom.
Inspireret af denne artikel er her lidt af mine tanker og erfaringer med skam og skyld.

 

Skyld og skam er et tilbagevendende tema i mit liv, og har været det siden jeg startede min “karriere” i psykiatrien. For det var en altopslugende skyld- og skamfølelse, der gjorde det nødvendigt for mig at blive indlagt. Jeg følte skyld og skam simultant over ting, som jeg faktisk ikke havde gjort, men som andre beskyldte mig for uden at have belæg for det. Det blev gjort med så stor intensitet, at mine forsvarsværker ikke kunne modstå, og jeg endte med at tro på ordene om, at det var mig der var den fejlbehæftede, den skyldige. Det er nu 7 år siden. Skylden og skammen sidder stadig i mig og vækkes let.

Jeg har siden studeret skyld og skam, læst bøger om det. Lars J. Sørensens bog Skyld og skam gav mig en tiltrængt forståelse af, hvad der foregik i mig og hvorfor. Og hjalp til bedre at overbevise mig selv om, at måske var al min skyld og skam ikke berettiget for mig at bære alene.

Jeg har aldrig skammet mig over selve min psykiske lidelse, men jeg har skammet og skammer mig  stadig over følgerne af den; min nedsatte arbejdevne, mine udfordringer med at klare helt almindelige ting som raske mennesker ikke anser for nogensomhelst udfordring what so ever, mine udskejelser i maniske perioder. Skylden er skammens siamesiske tvilling i mine øjne.

Først nu er mine følelser af skam og skyld ved at blive taget seriøst i psykiatrien. Gentagende gange har jeg påpeget, at disse følelser er omdrejningspunktet for hvert eneste depressive udsving uden det er blevet sat på dagsordenen for terapi, men nu er der hul igennem.

Tiden læger nogle sår, men nogle ar vil altid være ømme ved berøring. Mit håb er at målrettet terapi vil formindske ømheden af triggerpunkterne for mine skyld- og skamfølelser, så jeg fremadrettet kan arbejde med dem uden at de overvælder mig og spiser mig op indefra.

Skam og skyld kan slå en ihjel i yderste konsekvens, men at snakke højt om skam og skyld forøger ikke smerten ved de to, hvis man vel og mærke bliver mødt, som man er, hvor man er.

 

Privatfoto taget af Ulven