Kan man godt leve et helt “normalt” liv, når man har diagnosen bipolar type II?

For mig er svaret ja!

At leve et “normalt” liv
Jeg har savnet og savner stadigvæk at høre historier om folk, der lever med en  bipolar diagnose, og som lever et såkaldt “normalt” liv, såvel i offentligt i medierne, på internettet og også gennem forskellige organisationer, der arbejder for og med folk med en psykiatrisk diagnose.

Med et såkalt “normalt” liv, mener jeg et liv med arbejde eller studie og fritidsinteresser på lige fod med andre. Hvor det ikke er nødvendigt at tage særlige hensyn, – og hvor man dermed ikke “er nødt til” at være åben omkring det, for at få hverdagen til at hænge sammen.

Lidt om mig
Jeg er 23 år, og fik diagnosen “Bipolar Affektiv Sindslidelse, Type II Hypomani” i februar 2017.
Jeg blev student i 2015 på lige fod med alle andre i min klasse, selvom jeg var sygemeldt i en måned i 3.g (første gang der viste sig tegn på min diagnose/sygdom). Jeg arbejdede og tjente op til højskoleophold på lige fod med alle andre unge.
Og arbejder nu som fastansat pædagogmedhjælper i en vuggestuegruppe 30 timer om ugen, plus det løse, på lige fod med mine kollegaer.
Så hvis man ikke kender mig godt, og har oplevet de op og nedture der har været, men som jeg har klaret mig igennem, mens jeg fortsat har haft en “normal hverdag”, vil man nok slet ikke opdage det.

Svært at forklare min diagnose
Jeg har flere gange tænkt at det ville så meget nemmere, hvis min diagnose var depression eller angst, – altså med henblik på at fortælle det til omverdenen. Da det er noget som de fleste nogenlunde ved hvad er, kan forholde sig til, måske enda noget som mange har tæt inde på livet på den ene eller anden måde.
Man hører om, hvor mange der rammes af disse diagnoser, hvor svært det kan være, men også om, hvordan mange formår at have en såkalt “normal” hverdag, med studie eller arbejde, på lige fod med alle andre.

Hvorfor hører man ikke om flere med Bipolar type II?
Jeg har endu ikke læst eller hørt om nogen, der mere eller mindre offentligt har fortalt om at leve med en bipolar type II diagnose, og studere/arbejde på lige fod med andre.

Vil det sige at jeg er den eneste? Det nægter jeg at tro på!

Jeg tror dog godt jeg ved hvorfor;

For diagnosen bipolar eller det gamle “maniodepressiv” kan lyde så voldsom, da man for det meste kun hører om og dermed associerer den med “den klassiske bipolar type I” diagnose, der kan indebære voldsomme manier og svære depressioner.

Der er ikke ret mange, der ved at der faktisk er en del flere der har diagnosen “bipolar type II hypomani”, og endnu flere der ikke er diagnostiseret med denne, hvor man ikke oplever manier men hypomanier, hvor hypo skal forståes som halv, dvs halve manier, og oftes ikke har nær så svære depressioner som ved type I.

Bipolar type I og II
Diagnosen bipolar type I, kan være svært invaliderende, mens der er mange der lever et forholdsvist normalt liv bipolar type II hypomani.
Der er faktisk en del som har bipolar type II, men ikke er diagnostiseret, da det kan være svært at se/finde ud af at man har bipolar type II.

Det at man ikke hører om folk der har type II, tror jeg gør, at mange ikke selv er åbne omkring det, og det dermed bider sig selv i halen, – det vil jeg gerne gøre op med.

Min mission
Hvis jeg med dette og følgende blogindlæg kan være med til at give andre med samme diagnose mod til at stå frem og fortælle det, vil det gøre mig enormt glad – noget som jeg selv godt kunne have brugt.

Jeg har kun haft gode erfaringer og oplevelser med at åbne op og fortælle om min diagnose og hvad den indebærer og betyder for mig og mit liv, både overfor venner, familie, og på jobbet overfor min leder og mine kollegaer. Jeg bliver oftes mødt med et “hvor er det sejt at du fortæller det”, “hvor er du sej og stærk, at du kan håndtere det” samt en lyst fra deres side til også at åbne op omkring svære, sårbare og peronlige ting overfor mig.

Dermed ikke sagt at det ikke er noget, der stadigvæk fylder i min hverdag, når jeg møder nye mennesker, – for hvornår er det rette tidspunkt at sige det? Det er en svær balance, men jeg har indtil nu ikke oplevet at jeg har sagt det for tideligt.

Så hermed en opfordring til andre der står i samme situation – fortæl det, vær ærlig og stå frem.
Du kommer ikke til at fremstå svag, men tværtimod stærk, hvis du tør at åbne op.

 

Mere viden:
Hvis i er i tvivl om, og/eller gerne vil vide mere om diagnosen bipolar og forskellen på type I og type II, kan jeg anbefale følgende artikler:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/psyke/sygdomme/mani-og-bipolar-lidelse/mani-og-bipolar-lidelse/

http://depressionsforeningen.dk/hvad-er-bipolar-lidelse/

https://www.gomentor.dk/artikler/Bipolare-lidelser-tidl-maniodepressiv