i forbindelse med tanker om,hvad jeg selv kunne have gjort anderledes i mit sygdomsforløb…tænker jeg,at hvis jeg kunne rejse tilbage og ændre noget, ville jeg have holdt mig fra de sociale medier, mens min sygdom var værst.

Jeg ved godt man skal stå frem og at folk skal tage en som man er, men for mig resulterede en uheldig kombination af Facebook og hash psykose i,at jeg fik skabt større problemer for mig selv,end godt var.

Jeg tilføjede alle jeg nogensinde havde kendt,over en årrække på en tre fire år. Lidt ad gangen. De fleste havde jeg mistet kontakten med og alle kendte mig som stærke,raske Janni. Og jeg var lige i en periode hvor jeg var begyndt med at tage konfrontere mone følelser. Og jeg var vred på alt og alle. Mente dengang,at man skulle sige tingene,som de var. Vidste ikke der var noget der hed sociale spilleregler, og havde borderline uden sygdomserkendelse.

Så jeg skrev vrede mails,og delte alle mine humørsvingninger på min væg.jeg gravede op i fortiden og sendte kærlighedserklæringer til folk. Alt sammen fordi jeg mente det vedkom folk. Tiden er lidt blurry,men det var fra 27_31 års alderen. Og når folk ikke forstod,eller blev vrede,fordi de jo slet ikke vidste,hvad der skete,slettede jeg dem. Og sådan brugte jeg fire år.alle gav mig mange chancer. Men nogle nåede jeg at slette og tilføje 10 gange,og så giver folk op.

Jeg forstod ikke hvad der skete dengang. Jeg følte mig som en lille baby,der ikke kendte spillereglerne,men havde brug for betingelsesløs kærlighed. Og ikke fattede,hvorfor jeg ikke fik det.

Problemerne gentog sig med nye mennesker,jeg mødte.alle løb skrigende bort.få holdt ved. Fx min familie.

Idag,hvor jeg går i borderline terapi, ville jeg ønske jeg havde stoppet op og fået behandling,før jeg kontaktede gamle relationer. For idag vil de fleste ikke være Facebook venner. Og jeg savner min historie,alle de mennesker fra min fortid der har gjort mig til den jeg er,mine livsvidner. Nu står jeg endnu en gang med chancen for nye bekendtskaber og har lært af fejlene og det er godt.

Men detdder ærger mig allermest er at dey er som om jeg mangler mit fi dament,min historie. Præcis som jeg dumt nok  smed alle mine fysiske minder ud første gang jeg havde været indlagt, forsvandt alle dem,der kunne minde mig om dem, i en misbrugs/vredesrus.

Og jeg måtte starte helt forfra med mig selv,og hvem jeg er. Arbejder stadig med det. Og har brugt det spirituelle meget. Men min historie er svær at se som andet end syg. Derfor prøver jeg at virke normal,selv over folk som selv er syge,og det skammer jeg mig over. Jeg er ikke arrogant,og jeg tror ikke jeg er bedre end jer,jeg forsøger bare at holde fast i noget,der kan skabe en identitet. Jeg ærgrer mig,men jeg er glad for jeg fik hjælp fra systemet.til at komme mig.

Og jeg skammer mig over min opførsel,en eksplosion efter mange års spillen  stærk og overleve. I mine folkeskole,gymnasie og HF og RUC tid. Jeg er svag. Jeg har problemer.

Tak fordi i hjalp mig med at overleve,og undskyld mit forsøg på at række ud blev så forkrampet. Venner,jeg savner jer, og hvis in dag vil give mig en chance til,lover jeg at gøre det bedre. Jeg er som sagt i effektiv behandling og bagefter skal jeg i arbejdsprøvning igen, for at bevise overfor mig selv,jeg kan de normale sociale færdigheder. Jeg er på rette spor,ude af destruktive forhold og har ikke røget hash i 4 år,drikker ikke mere.

Alle fortjener nye muligheder.ikke mindst,når de er kommet sig. Haha.  Knus og med hjertet, undskyld,ikke mindst til mig selv. Jeg gjorde det bedste jeg kunne.

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Det er med sindslidelse og de sociale medier som med alkohol og begravelser: De to ting skal holdes skarpt adskilt. Sociale medier har karakter af et narkotikum, som bibringer brugeren en illusion om at have kontakt. Men når nu de sociale kompetencer, som den enkelte skal gøre brug af, til at begå sig, er kompromitterede, kan det kun ende galt. Problemet, som her foreligger, beror på det hyppigt forekommende problem, der råder blandt især skizofrene patienter, som er manglende sygdomsindsigt. Ofte befinder den syge sig i en forhekset verden, hvor den blotte berøring eller handling har de mest uforudsete konsekvenser. Og på et bestemt tidspunkt er vi alle novicer. Hvordan skulle man kunne orientere sig i en verden, som er forhekset, og hvor der tilsyneladende gælder regler, som man ikke er i stand til at gennemskue? At håndtere en psykose kræver megen erfaring, og gerne fuld sygdomsindsigt, og dette ligger ikke i psykosens natur. Psykoser kræver total afholdenhed fra sociale medier.

    Svar
  2. L. Schmidt

    Synes at du er for fikseret på fortiden, som du af gode grunde ikke kan lave om på. Du burde prøve at skabe nye relationer og prøve at være mere ærlig og måske mere sårbar, end du ønsker at fremtræde som.

    Hvad så med at holde op med at kigge tilbage og prøve at leve hver dag i nuet i stedet for? Og så hold op med at forvente så meget af andre. Prøv at lære at leve med dig selv. Ikke sådan noget hubba jubba spiritualitet, hellere. Bare sove, spise, arbejde, vaske sig, sove, spise motionere, være lidt social. Hvis du finder en god balance i dig selv og din hverdag, så vil du få det bedre og få mere balance. Lad være med at være det, som andre vil have dig til at være men tag hensyn til andre. Det tager mange år.

    Svar
  3. Jannicka

    Hej l.tusid tak for din kloge respons. Mht at kigge tilbage,er det vigtigt for mig at skrive mig ud af smerten,således at jeg kommer videre. Derfor fremstår indlægget måske mere negativt end jeg egentligt har det. Jeg er i fulde gang med at opbygge nyt netværk, og har på det seneste oplevet at kunne være mere og mere til stede i nuet. Og ja,overfor nye venner er jeg ærlig og sårbar. Knus janni

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.