Jeg har oplevet psykiatrien indefra og udefra i langt over et årti. Der har været gode oplevelser, ok oplevelser samt virkelig forfærdelige oplevelser. Jeg har mærket på egen krop, hvordan området er blevet nedprioritet fra politisk hold igennem årene. Lige netop det finder jeg enormt skræmmende, især når vi ved at flere og flere mennesker i vores samfund har brug for psykiatrisk hjælp.

Forleden var jeg med hos en psykiater med en nær pårørende. Personen jeg var med, fordi vedkommende havde ekstrem angst, depression og selvmordstanker. De tre ting finder jeg virkelig alvorlige og der bør i min optik sættes massivt ind  Det gjorde den yngre psykiater ikke rigtigt. Han var  kun interesseret i at øge anti-depressiv medicin, men ville ikke udskrive beroligende medicin, som min nære pårørende i den grad havde brug for. Den yngre psykiater henviste til Sundhedsstyrelsen, som advarer imod benzodiapiner og andet beroligende medicin. ” Hvis der kommer en kvalitetskontrol, så får jeg røven på komedie”, sagde psykiateren. Min pårørende forklarede, at han var meget udfordret og bange for at handle på sine impulser. Selv det var ikke nok til at psykiateren ville hjælpe min pårørende med beroligende medicin. Han tænkte altså mere på sig selv, end han tænkte på sin patient.

Dette gjorde mig vred. Jeg var i forvejen meget ked af det pga. min pårørendes tilstand, men det har var altså dråben, der fik bægeret til at flyde over. Jeg måtte hæve stemmen, bede psykiateren om ikke at afbryde mig og kigge alle mulige andre steder hen end på os. Jeg sagde, at jeg jo også kunne forsøge at få min pårørende indlagt, for når du er indlagt er min erfaring, at der nærmest ingen begrænsninger er på medicin. Her overmedicinerer psykiaterne meget gerne, patienterne skal jo ligge på stuen og i sengen kl 22. Der skal være ro, så her ser Sundhedsstyrelsen åbenbart igennem fingrene med deres egne anbefalinger. Det er både dobbeltmoralsk og hyklerisk. En indlæggelse ville derudover ikke hjælpe min pårørende, mente jeg, med de udfordringer og diagnoser han havde. Han ville blot få en ny diagnose, muligvis efter kun én samtale med en behandler, som kunne være en psykolog eller psykiater. Det har vi nemlig erfaring med fra tidligere. Ens nye diagnoser handler udelukkende om, hvem der lige er på arbejde den dag. Altså et spil i lotteriet, fordi man skal ned i en kasse og derefter ud i et “pakkeforløb”.

Jeg var rasende på min pårørendes vegne – dog virkede det pludselig som om, at den yngre psykiater vågnede lidt op. Nu skulle han først lige belære os om, hvor slemt at beroligende medicin var, at man hurtigt blev afhængig. Alt det vi godt vidste i forvejen. Dog udskrev han udover ekstra anti-depressiv medicin et mildt beroligende produkt. 30 stks pakke fik han. Hvis jeg ikke havde være med, var dette nok ikke sket, idet min pårørende selvfølgelig ikke havde overskud til at tage konfrontationen med den yngre psykiater.

Jeg er ret rystet over det paradigmeskift der er kommet i psykiatrien. Man bruger Chris “Fucking” MacDonald som eksempel på, at man bare skal spise noget sund mad og gå sig en tur eller dyrke anden motion. Det hjælper sikkert også nogle patienter, det anfægter jeg slet ikke. MEN ekstremt syge patienter skal altså ikke spises af med sådan en svada!!! Jeg bliver så frustreret, vred og ekstremt ked af det på alle de psykisk sårbares vegne, og naturligvis min nære pårørendes vegne.

Hvad sker der når de 30 piller er væk? Skal vi så ud på det sorte marked nede ved Hovedbanegården og købe beroligende medicin af pensionister, der er nødt til at sælge deres medicin for at klare sig til dagen og vejen??? Eller af andre pushere for den sags skyld? Nej helst ikke, men det kan da blive enden på det i den her meget spidsbelastede situation for min pårørende. Det er fandme en falliterklæring fra den danske psykiatristands side. Psykiatrien driver ganske enkelt folk ud i selvmord pga. disse rigide regler. Hvor er vi på vej hen her? Jeg ser kun afgrunden.

 

 

En kommentar

  1. Mother

    Jeg har været indlagt på akutten og været tilknyttet psykoterapeutisk ambulatorium, distrikten og OPUS. Ambulatoriet var rart og trygt, og der gik et år, før jeg fandt ud af, at de havde overset nogle ret åbenlyse symptomer og fejldiagnosticeret mig. Akutten var okay – stressende og frusterende, men så absolut reddet af en enkelt empatisk medarbejder.

    Distrikten var i første omgang helt forfærdelig. De brugte det meste af tiden på at forklare, hvad de ikke kunne hjælpe mig med. I anden omgang hjalp de mig så med alt det, de i første omgang havde sagt, de ikke kunne. Jeg blev udredt, velmedicineret, stabil, fik hjælp til min økonomi og fik en henvisning til OPUS.

    OPUS er efter sigende det sidste sted i psykiatrien, hvor der stadig er penge. Jeg har en fantastisk primærbehandler og en engageret socialrådgiver, der begge er der, når jeg har brug for det, og deltager i møder på kommunen etc. Men undervisningen har indtil videre ikke levet op til mine forventninger.

    Den har jeg til gengæld fundet på Skolen for Recovery, som er gratis for alle tilknyttet Region H. Så absolut anbefalelsesværdig! Engageret og kvalificeret undervisning. Alle hold køres af en fagperson og en bruger. Og alle “eleverne” taler åbent med hinanden. Jeg ville ønske, jeg havde benyttet mig af det tilbud tidligere.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.