Jeg blev født i 1979 som nummer to i flokken. Jeg voksede op i Storkøbenhavn sammen med min storebror. Da jeg var 5 år gammel, blev min far syg, og det blev begyndelsen til mit liv i helvede. Det startede med, at en aften, hvor vi spiste bøffer, blev mine forældre uenige. Min bror og jeg sad ved tv’et, og min mor var inde på værelset og hænge vasketøjet op. Min far kom gennem stuen med en køkkenkniv og stak min mor ned. Den næste dag, da jeg kom hjem fra skole, var han væk. Han blev indlagt på hospitalet og var der til sin død 18 år senere. Vi besøgte ham hver onsdag og lørdag. Nogle gange kom han på besøg, og så tog vi i Zoo og i Tivoli. Jeg betroede en pædagog i skolen, hvad der var sket. Hun skrev ingen underretning, men hun spurgte min mor, som sagde, at jeg var fuld af løgn.

Da min far blev syg, forvandlede min mor sig til djævelen. Når hun var vred, så blev jeg hevet ud af sengen om natten, og så skulle jeg sættes på plads. Jeg skulle ikke tro, at jeg var noget. Hun sagde engang “hvorfor skal du have det bedre end mig”. Jeg kom i første klasse og på et tidspunkt blev jeg sendt på et observationshjem, hvor jeg blev misbrugt sammen med en anden pige af to store drenge. Jeg begyndte at tisse i bukserne og stikke af. Men ingen spurgte mig, hvordan jeg havde det eller lagde mærke til, at jeg mistrives.

Jeg kom tilbage til min gamle skole og min mor. Der gik et par år, så kom min bror på børnehjem, efter at han smadrede vinduer. I den periode blev jeg misbrugt af min bror, og jeg forsøgte at tage mit eget liv. Myndighederne opdagede, at min bror havde en søster, altså mig. Han kom videre til en plejefamilie, hvor han stjal og blev smidt ud. Derfra kom han til et opholdssted og blev hjemgivet, da min mor ønskede ham hjem. Hun ønskede aldrig mig hjem. Jeg startede på børnehjemmet i dagbehandling en gang om ugen, hvor jeg skulle snakke med en psykolog. Jeg betroede psykologen, hvad der skete i hjemmet, og det fortalte hun til min mor. Det betød, at jeg blev banket med porcelæn og så ikke for godt ud.

Jeg kom så i døgnbehandling, der betød, at jeg skulle bo der, men jeg skulle være hjemme hos min mor hver weekend, for hun havde jo ret til mig, og de havde lukket i weekenderne.

Indtil jeg kom i døgnbehandling, gik jeg i en katolsk skole. Der havde jeg min eneste rigtige veninde nogensinde. Hun hed Karin, og hun havde også en tosset mor. Så, vi havde en del til fælles. Begge vores mødre sagde, at vi ikke måtte have venner, så vi var “skjulte” venner. Vi havde det så sjovt sammen. En dag tog vi mod til os og spurgte, om vi måtte lege sammen. Karin skulle hjem og have risengrød, og det var min livret, så det var jo perfekt. Vi fik selvfølgelig et nej. Næste morgen vågnede jeg op til, at hendes mor havde slået hende ihjel. Jeg har aldrig tilgivet mig selv, at vi spurgte. Jeg svor dengang, at jeg ville leve for os begge. Men i dag føler jeg, at hun har det bedre i himlen.

Da jeg havde boet et års tid på børnehjemmet, kom jeg i plejefamilie. Det var en helt ny verden. Jeg flyttede ind hos en familie med penge, så jeg fik pludselig mad hver dag og ja, et helt almindeligt liv. Jeg begyndte at være politisk aktiv, så jeg kunne hjælpe udsatte borgere. Jeg fik mit første frivillige job som børnepasser for naboens datter, der var alkoholiker. Jeg passede barnebarnet tre timer hver dag. Da jeg havde boet der i nogle år, forgreb min plejefar sig på mig. Ingen ville tro mig, så jeg begyndte at lave ballade, så jeg kunne blive smidt ud og flytte i egen lejlighed.

Efter folkeskolen begyndte jeg på handelsskolen, som plejefamilien mente, var det rigtige for mig. Men det var det ikke. Et par måneder før jeg er færdig med HHX, kørte jeg galt, og det var rigtig slemt. Jeg husker intet andet end, at jeg skriger ”min arm” og en mand i gult. Siden da har jeg haft kronisk hovedpine.

I en alder af 17 år flyttede jeg i egen lejlighed, og det var rigtig fedt, indtil hverdagen begyndte. Jeg stod helt alene og anede ingenting. Jeg havde fået lejlighed i et boligkompleks med andre unge, og de havde store vanskeligheder. Så jeg kom i rigtig dårligt selskab, og det endte med, at Kommunen sendte mig på en højskole for folk med problemer. Det var ikke en særlig god beslutning af Kommunen. Jeg fik det ikke bedre. Men jeg tænkte, at jeg bliver nødt til at få mig en god uddannelse og fik anbefalet studenterkursus. Jeg kom ind og fik et værelse. I det hus, jeg boede i, var der lavet en masse værelser som blev lejet ud. Min nabo endte med at blive min første kæreste, men også starten på et voksenliv i helvede.

Tim begyndte langsom at manipulere med mig, og det var nemt nok, så, nu var jeg svigtet både af familien og Kommunen. Han fik mig til at droppe venner og min skole efter to måneder. Jeg fandt et arbejde hos ISS, men jeg fik en lækker makker, så jeg måtte stoppe igen. Tim fik mig overtalt til at gå på kontanthjælp, og jeg fik den første udbetaling den 6. januar 1999. Da vi kom hjem, forlangte han alle pengene. Jeg sagde nej, og han slog mig for første gang. Da han var gået, pakkede jeg alt og fik tingene kørt hjem til min mor. Han tog over til sin elskerinde, der pressede ham fremadrettet til at tage mine penge og aflevere til hende.

Jeg var ikke velkommen hos min mor, så jeg måtte tage tilbage. Naboerne udstødte mig, så det var ikke sjovt at være mig. Jeg fandt ud af, at jeg var gravid med den ældste, men jeg blev bedt om at få en abort. Det viste sig senere, at han havde gjort to af sine elskerinder gravide, så derfor skulle mit barn af vejen. Jeg kunne ikke slå mit barn ihjel, så jeg beholdt det. Volden forsatte, og det var alle slags vold, jeg gik igennem. Mens jeg venter min ældste søn, blev jeg banket en del gange og indlagt.

Tim tog alt, hvad jeg ejede og lavede en masse gæld i mit navn. Da min ældste søn var ca. 10 måneder, fandt jeg ud af, at der findes krisecentre. Jeg tog hen på et, men jeg kunne først flytte ind 14 dage senere. Da jeg kom hjem, fandt Tim ud af det. Jeg blev kontrolleret med alt og skulle bede om tilladelse. Hans to små drenge bestemte også over mig. Tim ringede til hele familien, der mødte op. De fortalte mig, hvor skidt et menneske jeg er, hvis jeg tager på krisecenter.

Jeg droppede krisecenteret og fandt en lejlighed. Der flyttede jeg så ind med min ældste søn, og vi havde det rigtig godt. Jeg fandt ud af, at jeg var gravid igen og, at der var kommet skimmelsvamp i lejligheden. Jeg kunne ikke få hjælp af Kommunen, så jeg måtte flytte tilbage til Tim. Han gjorde mig meget fortræd. Jeg blev indlagt med øjenskader, sparket i maven, så fødslen gik i gang, låst inde og andre ubehagelige ting. Hvis jeg ikke gav det rigtige svar, så blev jeg krydsforhørt. Flere af hans venner kiggede på, mens jeg fik tæsk. Tim brugte mine penge til at købe gaver til dem til gengæld.

Da min datter var 9 måneder gammel, var jeg ved at dø af volden, så Kommunen gav mig en lejlighed og sendte tilbuddet hjem. De glemte bare lige, at man bliver tjekket i et voldelig forhold, så han havde jo adressen med det samme. Volden flyttede bare sted. Det værste var min nabo og underbo. De havde ondt i røven over, at jeg havde fået en lejlighed af Kommunen, fordi der var lang ventetid, så de hjalp min voldelige eks. Min mor blev arbejdsløs, så hun flyttede ind. Hun boede og spiste gratis. Jeg valgte at starte på HF, så jeg kunne få mig en uddannelse. Min mor passer børnene, mens jeg var i skole. Da hun havde boet der et år, var jeg træt af at betale for hende og skaffede hende en indtægt. Hun forsvandt efterfølgende i over et år.

Jeg flyttede væk i et lille hus. Det viste sig, at det var et hus uden varme, og jeg blev rykket for en masse udgifter. Det viste sig, at Tim havde fået penge af udlejeren. Tim slog min datter, da hun græd en nat, fordi det var så koldt. Jeg kunne jo ikke bo uden varme, så jeg fandt en lejlighed. Tim forsatte med at jagte mig. Når jeg var i skole, sad han og ventede udenfor hele dagen. Han opdagede, at jeg havde lært en fyr at kende, så han hev mig nøgen igennem byen, hvor jeg boede. Ingen gjorde noget.

På HF var der på et tidspunkt en julefest for klassen. Jeg fik tilladelse til at tage med, hvis jeg ringede en gang i timen. Men da jeg havde drukket et par glas vin, glemte jeg det. Tim overvågnede mig gennem ruden og så, at jeg snakkede med en fyr fra klassen. Han kom ind og hev mig i håret ud gennem lokalet og smed mig ind i en bil. Heldigvis havde jeg drukket, så jeg mærkede ikke alle de tæsk jeg fik, da han kørte mig hen i en skolegård. Igen, ingen gjorde noget for at standse det.

Efter HF søgte jeg ind på samfundsvidenskab på Universitet. Jeg var pavestolt. Det havde været min store drøm at læse på Universitetet. Men min glæde var kort. Tim fortsatte med at overvåge mig. Han fandt ud af, at jeg snakkede med en fyr i klassen. Han bliver truet på livet, og de andre blev udspurgt. Jeg blev isoleret, så jeg droppede ud efter eksamen. Jeg tænkte, at fem år under disse forhold bliver for lang tid. Jeg startede så på pædagogstudiet og blev næsten færdig. Jeg var i praktik og skulle have en aftenvagt med en mand. Tim dukkede op og truede min kollega, og jeg blev smidt ud af uddannelsen tre uger før jeg var færdig. Jeg var grædefærdig.

Jeg arbejdede så en periode, indtil jeg mister børnene. Børnene og jeg mødte Tim i byen, hvor vi boede. Tim havde fundet ud af, hvor vi var flyttet hen og så havde bedt Kommunen om hjælp. De gav ham en lejlighed ved siden af vores og et kørekort. Min ældste søn stillede sig ind foran og blev slået. Han blev blå i hovedet. Efterfølgende blev begge børn fjernet, og Tim fik samvær med børnene. Kommunen forlangte, at vi samarbejder.

Da børnene var blevet fjernet, var jeg i kulkælderen i et års tid. Så tog jeg portøruddannelsen. Da jeg havde gået på den i en uge, blev jeg voldtaget af en kollega og anmeldte ham. Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg blev frosset ude, men jeg gennemførte uddannelsen, inden jeg holdt op. Det skulle de ikke tage fra mig. Jeg havde dog en enkel kollega, som jeg talte med. Han havde et bijob i parken og skaffede mig et arbejde der.

Jeg var rigtig glad for at arbejde for FCK. I 2009 slap jeg væk fra Tim og et par måneder senere mødte jeg Harald. Vi havde det perfekte forhold, indtil jeg fik mit tredje barn. Så vendte han 180 grader. Han blev voldelig og begyndte at drikke hver dag. I 2011 stak han af med vores søn, og jeg fandt ham tilredt efter fem dage. Sagsbehandleren ville have, at min voldelige eks fik min yngste søn, så han fik en psykolog til at lave en god rapport, og efterfølgende hjalp sagsbehandleren sønnen med at forsvinde i fire år. Han bor stadig hos min voldelige eks og er så skadet nu i en alder af 7 år, at han skal i psykiatrien.

Inden min yngste søn forsvandt, sagde børnehaven, at de mistænker Harald for at misbruge vores søn. Det kunne jeg ikke tro, men jeg tog alligevel på sygehuset. Kommunen skulle ikke kunne sige, at jeg ikke tog mig af mine børn. Sygehuset talte med sagsbehandleren, og så blev min søn ikke undersøgt, men vi blev holdt hen i en hel weekend. Da jeg kom hjem, blev jeg banket med en stegepande. Jeg kan ikke høre på højre øre i dag.

Da min yngste søn forsvandt anden gang, gik jeg psykisk ned og røg i en periode på kontanthjælp. Jeg kæmpede mig op i løbet af et halvt år og fik arbejde på et sygehus. Derfra søgte jeg ind på neurofysiologistudiet og fuldførte det med et flot 7 tal. Derefter tog jeg enkeltfag på VUC. Bagefter fik jeg job på et andet sygehus, hvor jeg kom i skidt selskab i en kort periode. Sideløbende kæmpede jeg for at få mine børn tilbage. Min søn forsvandt om torsdagen, om mandagen skulle jeg opereres for brystkræft. Jeg følte, at jeg ikke var noget værd længere. Efterfølgende fik jeg en blødning i hovedet, der gør, at jeg tænker langsomt og har problemer med hukommelsen.

Da jeg havde arbejdet på sygehus i et par måneder, gik jeg ned med stress og blev ledig i en kort periode. Jeg ville gerne have lidt indhold i livet, så jeg fandt et frivilligt arbejde og er der stadig. Der mødte jeg så min tredje tosse, og vi har ingen kontakt i dag. På et tidspunkt sagde en af de ansatte, at jeg kunne søge ind som pædagog eller socialrådgiver. Det gjorde jeg, og jeg er snart færdig som socialrådgiver.

Min ældste søn er lige flyttet hjemmefra og har en del mén fra hans barndom. Mine børn og jeg har aldrig kunne få hjælp. De to ældste har i dag et hashmisbrug og er meget skadet af deres fars vold, og har været voldelige overfor mig.  Min datter bor på et voldeligt opholdssted, og Kommunen er ved at anbringe hende på en lukket institution, så hun ikke kan komme hjem til mig og få den hjælp, hun har brug for, som jeg har skaffet til hende. Hun var hos mig i to en halv måned, men de ville ikke lade hende blive. Hun gik under jorden et hemmeligt sted.

Min yngste søn er som sagt hos sin far og skal i psykiatrien. Efter at min datter har været 9 måneder under jorden, er hun nu blevet hjemgivet. Jeg har aldrig oplevet en pige så glad og lykkelig. Så nu skal jeg kæmpe for min søn. Det hele ser lidt lysere ud.

 

Dette var en kort fortælling om mit liv.

 

Venligst

Annette

 

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Kære Annette!

    Det er både modigt af dig, og også et stort arbejde, du har lagt i at skrive denne udførlige artikel med alle de mange detaljer, som du gør rede for. Men der ligger megen psykologi bag, som det kunne være væsentligt at kunne få til at stå klarere. Der er jo det der fænomen, at de mænd, du har kendt, alle synes at have voldelige tendenser. Man ser ikke sjældent dette fænomen. Spørgsmålet er, om der er tale om tilfældigheder, eller om der er en bagvedliggende psykologisk dynamik. Jeg erindrer et tilfælde for en del år siden, hvor en svag, forsvarsløs kvinde stifter bekendtskab med en tidligere dømt, voldelig kriminel, hvor enhver ædruelig bedømmelse ville have til resultat, at det kun kunne ende rent galt. Og det gjorde det. For mit vedkommende har jeg én gang for alle løst alle problemer med kvinder ved at bo alene, at søge for, at ingen biver gravide med mig, samt at kvinder, jeg ikke finder har de rigtige personlige egenskaber mister interessen for mig. Nogen gange kræver det overblik og målrettethed at efterleve denne måde at leve på, og der skal formentligt forskellige metoder til, alt efter om man er mand eller kvinde. Desuden kræver det megen psykologisk sans og do “boldøje” at føre disse forskrifter ud i livet. Det kræver især, at man tænker forud, og evnen hertil er for manges vedkommende ganske fraværende. Erfaringsmæssigt rummer folks psykologi så afgrundsdybe forskelle, at de fleste mennesker ingen forestillinger har om disse, og mange vanskeligheder skyldes i grunden manglende forestillingsevne. Jeg lægger for mit vedkommende stor vægt på at holde den rigtige afstand til andre mennesker, og smidighed i forhold hertil er en simpel nødvendighed. Jeg har i ingen henseende til din nuværende situation nogen gode råd til, hvordan du skulle bære dig ad med at tackle din situation – blot kan jeg konstatere at andre mennesker får andre skæbner. Der synes at være en systematik i dit liv, som i sig selv burde være anledning til undren. Der er nok tale om, at hvis jeg havde været dig, men med min psyke, var der nok nogle valg, hvor jeg havde valgt anderledes. Men dette er kun en formodning – ikke et forsøg på at give det udseende af at vide bedre. For det gør jeg ikke. Men god vind med det hele.

    Med venlig hilsen fra Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.