Jeg har så mange omkring mig, og alligvel føler jeg mig så alene

Kender I det, det er nytårsaften og I er samlet med alle jeres gode venner, klokken bliver 12, og der, LIGE DER, får i følelsen af tomhed, ensomhed. I føler jer helt alene, jeres venner har alle en partner, og de kysser hinanden, men ingen holder om mig, du er helt alene i en stor forsamling.

Sådan har jeg det, hele tiden.

 

Modensomheden.dk skriver at 350.000 danskere føler sig ensomme.

Konsekvenserne er store

Kortvarig ensomhed er ikke farlig. Den er kroppens signal om, at vi skal søge kontakt. Men når ensomheden bider sig fast og bliver langvarig, kan den få alvorlig konsekvenser og blive en ond cirkel. Ensomhed bliver farlig, når den begrænser. Når man ændrer adfærd eller får vanskeligere ved at være sammen med andre, fordi man tror, at man ikke har noget at tilbyde.

Ensomhed ødelægger ikke bare livskvaliteten, men kan være direkte skadeligt for helbredet.

8,5% mænd og 10,3% kvinder i alderen 16-24 år, oplever følelsen af ensomhed, altså uønsket alene. Det svare til hver tiende ung.

 

Jeg har ingen problemer med at snakke om mine diagnoser, det er en del af mit liv og det er ikke noget jeg skammer mig over, men… min ensomhed er svær for mig at se i øjnene og derfor utrolig svær at snakke om, det er helt udenfor min komfort zone. Men nu vil jeg alligevel prøve at være åben omkring min ensomhed.

 

”Du er ikke længere væk end et opkald”, det tænker jeg vi alle har hørt på et tidspunkt i vores liv, og jeg høre det meget! Min familie og venner bor ikke mere end en halv time fra mig, men alligevel ses vi sjældent. Men nej, vi er ikke længere end et opkald fra hinanden, men hvilken forskel er der på et opkald og fysisk tilstedeværelse?

Du kan ikke se hvor ondt jeg egentligt har, jeg kan lyve om hvordan jeg har det, og du vil ikke opdage det.

Så hvorfor bliver vi ved med at sige det?

Er det bare for at vi har ét eller andet at sige?

Er det vores overfladiske ego?

Kan vi overhovedet kapére hvis vi får et svar vi ikke forventer?

Det er så nemt at sætte en facade op, og det er blevet til dagligdag for mig.

 

Der er ingen der ser mig som personen der føler sig ensom. Jeg har jo en god uddannelse, et godt job, gode venner, god familie, et hus og bil, så hvad er der at føle sig ensom over? Jeg har bygget en facede op, en hårdfør facede, som gør at folk ser mig som en viljestærk person og derfor vil ingen tro at jeg egentlig har det af helvedes til og er faktisk rigtig sårbar.

MEN, JEG FØLER MIG ENSOM, JEG ER ENSOM.

 

Jeg har de bedste venner omkring mig, og de vil mig det bedste, men lige meget hvor gode venner vi er, så ved jeg også at jeg ikke er og aldrig bliver ”den vigtigste” person i deres liv, det er deres kæreste, mand, barn mm.

Og derfor, lige præcis derfor, føler jeg mig alene. Der er ingen der er der 100% for mig.

 

Jeg er begyndt at isolerer mig fra omverdenen, det nemmeste er bare at smide sig på sofaen med sin dyne og en serie i flimmerkassen, så går dagene lidt hurtigere for mig.

Mine venner er rigtig gode til at sige: ”Du er altid velkommen”, ”du ringer bare”, ”du kommer bare”, og ja, det er da super sødt og dejligt at vide…. men vi ved også alle at det ikke sker, det gør det hvert fald ikke for mig. Jeg tænker tit på at tage telefonen og ringe, men så tænker jeg igen, nej, de hygger sig med deres familie lige nu, og så lægger jeg mobilen fra mig igen.

 

 

Ensomheden gør mig handlingslammet, jeg KAN ikke bare ”tage mig sammen” og ringe. Det man har brug for når man føler sig ensom, er handlinger, handlinger fra sine nære.
I stedet for at sig ”du er altid velkommen”, så sig en dato, et klokkeslæt, så jeg ved at det er en invitation, eller bedre inviter dig selv hjem til mig, kom hjem i mit hus, og se hvordan det står til.
Jeg er handlingslammet, så derfor har jeg brug for at mine nære handler for mig!

 

Så pårørende, spørg ind, vær opmærksom, tag initiativ!

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg kender i høj grad denne problematik, idet jeg for mange år siden oplevede den i en lang årrække. Men jeg vil her takke det danske sprog for en omstændighed, der går ud på, at vi råder over to ord: det at være alene, og det at være ensom. Det at være alene er en rent fysisk kendsgerning; det at vi ikke er sammen med nogen. At være ensom er derimod en følelse, som i mange sammenhænge kan være helt uafhængig af, om vi er sammen med nogen, eller ej. Og jeg vil mene, at det er ensomhedsfølelsen, der er den ubehagelige og urovækkende.

    Jeg har gennem årene været igennem flere gennemgribende psykiatriske behandlinger, både for psykose og for depression, og disse har haft den forunderlige sideeffekt, at al ensomhedsfølelse er fordampet og væk, og i dag er det at være alene min kæreste tilværelsesform, idet jeg i denne forbindelse kan rette min opmærksomhed hvorhen jeg vil, uden at nogen kræver noget følelsesmæssigt af mig. Med mellemrum ser jeg andre mennesker, men de spiller ingen rolle med hensyn til, hvorvidt jeg føler mig ensom, idet jeg ikke mere har denne følelse. Det er mig også en frihed, at jeg kan møde andre mennesker uden noget ønske om at opnå noget følelsesmæssigt hos dem. I stedet kan vi blot snakke samme om emner, der måtte interessere.

    Jeg gør mig den tanke om ensomhed, at dette at man føler sig ensom kan have noget at gøre med den følelsesmæssige tilbagetrækning, man uvilkårligt gør, hvis man lide af skizofreni. Så vidt jeg er orienteret sker der det ved skizofreni, at den såkaldte primærproces invaderer den såkaldte sekundærproces, som netop er den proces, der sætter os i stand til at etablere stabile følesesmæssige forbindelser. Når denne evne ikke mere er til stede, optræder en lang række fænomener, som er karakteristiske for skizofreni, hvoraf den manglende evne til at skabe stabile følesesmæssige forbindelse blot er én omstændighed.

    En anden forklaringsmodel kan være depression. Jeg har før her i bladet haft lejlighed til at fremlægge den tanke, at depression beror på det forhold, at hele det emotionelle system ligger ned; det fungerer ikke. Både gode og dårlige føleser kommer ikke frem, og alting opløses i meningsløshed. At vi fungerer normalt indbærer, at vigtige motivationer giver os både mening og retning i livet, og de psykologiske omstændigheder, som er forudsætningen herfor, er netop ikke til stede under en depression.

    Jeg er derfor kommet til den forbavsende konklusion, at ensomhedsfølese kan anskues som en psykiatrisk lidelse, der som sådan er mulig at behandle ad medicinsk vej. Hvorvidt dette er en mulighed i dit tilfælde skal jeg ikke kunne sig; et andet problem liger der jo i at gå til en psykiater med lidelsen. Det er absolut muligt, at psykiateren ikke ser på tingene, sådan som jeg her har fremstillet dem. Ensomhedsfølelse kan være meget lidelsesfuldt; fremmedgørelse er efter min opfattelse af samme natur og ses ofte i forbindelse med stressproblematikker.

    Med venlig hilsen fra Arne

    Svar
    • Arne Nielsen

      Undskyld alle skrivefejlene. Jeg har været for hurtig til at sende kommentaren afsted, og jeg har ingen mulighed for at rette i den.

      Arne

      Svar
  2. Loucia Annachanell

    Du skriver noget essensielt, Christina:

    “Jeg har de bedste venner omkring mig, og de vil mig det bedste, men lige meget hvor gode venner vi er, så ved jeg også at jeg ikke er og aldrig bliver ”den vigtigste” person i deres liv, det er deres kæreste, mand, barn mm. Og derfor, lige præcis derfor, føler jeg mig alene. Der er ingen der er der 100% for mig.”

    Kære Christina. Den eneste, der har ansvaret for at være der 100% for dig er dig. Jeg var i samme situation, da jeg var yngre. Uanset hvad, så var jeg bare aldrig den vigtigste. Med alderen forstod jeg, at det er en fejl at gøre sig afhængig af andre. Mennesker kommer og går. De er blot passagerer i livets tog. Sig selv har man fra start til slut. Derfor må du blive den vigtigste for DIG.

    Og jeg tror, at det er en almen menneskelig fejl. Det popper ofte op, når folk taler om ensomhed. Vi bliver også programmeret til at tænke, at vi er flokdyr og har brug for hinanden. Men hvis vi lægger lykken i andres hænder, så er det klart, at vi rammer ensomhed, når vi mangler en ven, ægtefællen går eller børnene flytter hjemmefra. Men ingen af dem er forpligtet til at give vores tilværelse mening.

    At være handlingslammet kender jeg fra depressioner. Men der er ikke andet tilbage end handle. Har du et behov, så sig det højt. Vær til besvær. Råb op for at blive set ❤️

    Svar
    • Christina Fisker Christensen Fisker Christensen

      Tak for din fine og brugbare kommentar!
      Jeg forstår hvad du mener, men det er bare ikke altid nemmere sagt end gjort 😞☺️

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.