Hej kære læsere, og velkommen til min nyoprettede blog-adgang her på Outsideren, hvor jeg nu og fremadrettet vil udtrykke mine oplevelser med alle tænkelige aspekter af et kaotisk liv som bipolar. For at beskytte mig selv, mine nærmeste samt mit omdømme, ønsker jeg at optræde anonymt. Dette er et yderst velovervejet valg for at give mig selv den nødvendige frihed til at være hudløst ærlig og åben i mine indlæg.

For at indlede med en kort præsentation, kan jeg afsløre, at jeg er en relativt ung kvinde i slutningen af 20’erne. Jeg er det, man kategoriserer som: bipolar type 2, hvilket betyder, at jeg primært har tendens til dyb depression, og aldrig bliver skingrende manisk med vrangforestillinger og hallucinationer. I stedet bliver jeg “blot” hypomanisk, som er en mild form for mani.

På trods af at jeg ikke bliver psykotisk i mine hypomanier, så har de alligevel haft nogle afgørende konsekvenser for mit selvværd, for mit liv – og især min fremtid. I mit indledende indlæg vil jeg derfor gerne skabe indsigt omkring, hvad selv den diagnostiske milde form for mani kan efterlade af katastrofer for et menneske.

Hvad er en hypomani?
Inden jeg fortsætter, bør jeg uddybe, hvad en hypomani helt nøjagtigt går ud på. For mit vedkommende er dette den mest fantastiske tilstand at være i – imens man befinder sig i den vel at mærke. Jeg føler mig euforisk – i bogstaveligste forstand, som var følelsen sendt direkte fra himlen med quickpost. Jeg bliver ekstremt selvsikker, social, snakkesaglig og kan forekomme skræmmende intens, næsten som om jeg bevidst gerne vil overskride andre folks grænser. Jeg bliver frygtløs, modig, føler mig uovervindelig – og sidst men ikke mindst, så føler jeg mig som den smukkeste og mest sexede kvinde på jorden. Jeg anskuer mænd som mit personlige legetøj og nyder at intimidere dem for at vinde magt. Ja, det minder faktisk meget om en kokainrus – dog endnu bedre.

Men tilstanden er ikke kun psykisk – hele kroppens udtryk forandrer sig i en hypomani. Ryggen bliver pludselig helt rank, hagen løftes op i et selvsikkert signalement, man plejer sig selv og gør utrolig meget ud af sit udseende. Derudover er energiniveauet uhørt højt, søvn er derfor en midlertidig overflødighed – faktisk ønsker man slet ikke at gå i seng, da man typisk er beskæftiget af tusinde projekter og store tanker om fremtiden. Man skyder også gerne revolutionerende ideer ud af ærmet hver 5. minut. (Synes man selv).

Min hypomani-historik vil afsløre, at de er intensiveret gevaldigt, som jeg er blevet ældre. Varigheden af dem er blevet forlænget og niveauet for impulserne, der følger med, er også blevet iøjnefaldende slemme. Det sidste årtis hypomanier er derfor dem, jeg vil involvere jer i, eftersom de har været værst – og mest ødelæggende efterfølgende. De har efterladt mig sammenkrøllet af skam, smurt ind i selvhad og i en periodisk trang til at afbryde min forbindelse til tilværelsen.

Hvor blev pengene lige af?
Først og fremmest vil jeg starte med at sige, at jeg aldrig kommer til at eje noget, hverken en bil eller et hus. Sagen er nemlig den, at jeg har været i gennem et længere forløb i den Sociale Retshjælp med henblik på at danne mig et overblik over min gæld. Takket være den altomsluttende købetrang, jeg ofte bliver offer for i en hypomani, skylder jeg lige knap 1 million kroner til diverse kreditorer. Jeg vil formentlig forblive begravet i RKI resten af livet.

Det sørgelige ved det faktum er, at jeg ikke aner, hvor pengene er blevet af? Jeg ved simpelthen ikke, hvad jeg har brugt dem på? Hvad, jeg til gengæld ved er, at jeg med garanti har haft nogle “glimrende” ideer, da jeg lånte dem. En del af min gæld er også udløst af ubetalte huslejeregninger, da jeg har knaldet min fulde løn af på lønningsdagen i en hypomani, og derfor flere gange er blevet smidt ud af mine tidligere lejligheder.

Siden jeg fik serveret et ark på et sølvfad over min samlede gæld, har jeg grædt hele min krops væskebeholdning ud flere gange. Det er enormt frustrerende at stå med en kæreste, jeg ønsker en fremtid med, men intet økonomisk kan tilbyde til et fælles liv. Det er flovt, kompromitterende og uansvarligt.

Nej tak til børn!
Lige siden barndommen har jeg vidst, at jeg ikke ønskede at få børn. Som om jeg allerede dengang var bevidst om, at jeg ikke besad den nødvendige ansvarsfornemmelse samt evnen til at være rigtigt tæt på andet menneske.

I starten af 20’erne boede jeg sammen med min x-kæreste, hvor jeg selvfølgelig også ramte en god håndfuld hypomanier. En af dem blev dog en skæbnesvanger en af slagsen, da jeg pludselig VILLE have et barn. Faktisk skulle det være lige nu og her! Jeg følte mig overbevist om, at jeg ville blive verdens bedste forælder. Da min x også ønskede at være far, blev vi gravide allerede ved første forsøg. Da hypomanien aftog igen, var det for sent at få en abort – og jeg var gennemborende ulykkelig over min situation. Jeg ønskede jo ikke børn!?

Jeg græd i næsten et år i streg efter fødslen over konsekvensen af min hypomani, der havde udløst et permanent ansvar af dimensioner, jeg ikke var opgaven voksen til at tackle. Specielt fordi jeg vaklede rundt i flere tilstande og var aldeles uegnet. Min søn bor i dag hos sin far og det rigtig godt – han er hos mig i mine stabile perioder. To år efter fødslen blev jeg steriliseret for at undgå en gentagelse af historien.

Hvad vil politiet nu?
Ind i mellem har jeg skam også været på kanten af loven i mine hypomanier. Jeg har typisk fået en “god” idé, hvor jeg skal producere noget med henblik på salg. Noget, som jeg ikke anede, at jeg kunne – men som der opstod efterspørgsel på, at jeg lavede. De interesserede betalte for deres varer, men som hypomanierne stillede af og blev erstattet af depression, hvor jeg forvandlede mig fra et pragteksemplar til en sammenkrøllet, sengeliggende, ligeglad, håbløs og suicidal eksistens, havde jeg ikke længere kræfter til at gå på posthuset og sende varerne. Dette har resulteret i samtlige politianmeldelser. Det lykkes mig heldigvis at betale alle tilbage igen, så sagerne blev droppet. Åh ha..

På Europa-tour i swingerklubber!
Når jeg havner i en hypomani, bliver jeg hamrende flirtende og udsender en hulens masse seksuelle vibrationer. Passende og yderst upassende. Jeg higer og søger efter spænding – af den årsag har jeg været seksuelt sammen med mennesker, jeg i dag væmmes ved mindet om. Jeg har besøgt og været aktiv i flere swingerklubber i Danmark – og da dette blev for kedeligt, fik jeg den “geniale” idé at rejste rundt i Europa og afprøve storbyernes swingerklubber.

Jeg har som resultat heraf deltaget i orgier, haft sex med mit eget køn, med ægtepar, ældre og unge og gjort nogle vanvittige ting i denne sammenhæng. Under disse hypomanier vil jeg understrege, at jeg har haft det ovenud fantastisk, men så snart luften atter siver ud af én, og jeg pludselig bliver klar over, at jeg har været fuldstændig ligeglad med sikker sex, blev jeg først rigtig bange – og senere meget deprimeret. For sandheden er, at swingerklubber ikke er noget en stabil mig har nogen som helst interesse i. Og nu er jeg desværre tvunget til at opbevare en mental billedbog fra de tider.

Man kan vel ligeså godt tage penge for det?
Som forlængelse af øget sexdrift og hungren efter spænding har jeg for nogle år siden ladet mig prostituere i en hypomani. Jeg kan slet ikke tro, at jeg rent faktisk skriver det her. For ingen i mit liv aner, at jeg har den erfaring. På trods af at det “kun” er sket 7-8 gange i alt, så er dette måske den mest traumatiserende konsekvens for mit selvbillede. Jeg væmmes ved tanken, mændene og mig selv. Min hjerne forsøger ustoppeligt at fortrænge, at det er sket.

Slutteligt
Udover at jeg som følge af hypomanier nu skylder en million kroner væk til kreditorer, har modtaget samtlige politianmeldelser, har fået et barn, er blevet smidt ud af lejligheder, har rejst rundt i Danmark og Europa og dyrket usikker sex på swingerklubber og prostitueret mig selv, er listen over de smerter hypomanierne har voldt mig endnu længere. Jeg har mistet utallige af venner, fordi de godt har kunnet mærke den iøjnefaldende ustabilitet. Modsat har jeg også for vane at isolere mig efter en hypomani grundet skam, hvor jeg selv skubber folk meget langt væk. Jeg har været så flov over min opførsel, at jeg i flere tilfælde aldrig er vendt tilbage til venskaberne igen.

Her til slut vil jeg nævne, at jeg for knap 1 år siden, langt om længe fik hjælp i psykiatrien efter 8 års intens tiggen og beden. Jeg fik diagnosen, selvom jeg selv var så gavmild at fortælle dem, hvad jeg fejlede. Det krævede næppe en superdetektiv at regne den ud, eftersom både min far og farmor også var bipolar. I dag får jeg lithium samt ambulant behandling, der mere eller mindre har efterladt mig i en stabil tilstand uden svingninger.

Der findes ikke ord for den ambivalens, der pulser rundt i blodet på mig i dette øjeblik, fordi jeg endelig får mulighed for at ånde ud i et beskyttet rum – på trods af at jeg frygter bedømmelsen som bare fanden. Døjer I mon også med skammen efter en tilstand? Bipolar eller andet?

Tak, fordi i læste med.

/ Mynthe

En kommentar

  1. Loucia Annachanell

    Kære Mynthe. Hvor er det godt, at du nuancerer billedet af bipolar. Jeg synes ofte, at diagnosen bliver romantiseret, og især hypomanier bliver omtalt som no big deal. Jeg har selv været med til at dyrke glansbilledet. Dels grundet manglende sygdomsindsigt. Dels, fordi jeg havde så svært med at acceptere, at jeg endelig var blevet stabiliseret. Jeg har endda påstået, at jeg bliver en bedre udgave af mig selv, når jeg ryger op. Løgn! Dit indlæg er et vigtigt bidrag til at blive klogere på diagnosen.

    Jeg får manier, men allerede under hypomanier oplever jeg skift i personlighed. Det er ikke kun store bedrifter, der bringer skammen med sig. Det kan alene være social aktivitet, der sender mig i isolation i måneder efterpå. Jeg er typen, der trives bedst alene. Under hypomanier overskrider jeg min egen grænse og handler imod mine behov, og opsøger en masse mennesker. Det kan sågar være typer, jeg ellers aldrig har interesse i at tale med. Bagefter kan jeg ikke komme af med alle de bekendtskaber, og det føles som overgreb på mig selv.

    Hvor er det stort af dig at dele din historie. Jeg er sikker på, at flere vil kunne se sig selv i de store konsekvenser sygdommen har med sig. Ikke kun for en selv, men hele familien. Måske tør de ikke stå frem, men jeg er sikker på, at din ærlighed gør noget godt for andre, der lider samme last.

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.