Indledningsvis bør jeg nævne, at jeg en relativt ung kvinde sidst i 20’erne, der har levet et helt liv som bipolar. Selvom jeg altid har været bevidst om, at jeg er væsentligt anderledes end andre, var det først i 14-15 års alderen, at jeg på eget initiativ opsøgte egen læge. Jeg druknede i dybe og lange depressioner, der udløste store konsekvenser for min dagligdag og mine sociale kompetencer. Efter skole krøb jeg typisk ned under dynen og græd af ulykke. Mit syn på verden var oftest kulsort og på trods af den unge alder, var jeg meget suicidal. Jeg havde endnu ikke opfanget hypomanierne, som andet end periodisk højt humør – og et kærkomment afbræk fra mørket.

Da jeg blev teenager voksede selvindsigten dog gradvist, eftersom tilstandene blev forværret. Jeg blev pludselig en endnu større kontrast til andre, hvilket resulterede i nogle voldsomme angstanfald. Flere gange måtte jeg løbe hyperventilerende ud fra klasselokalet med røde plamager på halsen og kvælningsfornemmelser.

Mødet med min læge var en katastrofe. Han affejede mig blankt med beskeden om, at jeg ikke lignede en, der var syg, men derimod en helt almindelig pige med en såkaldt obligatorisk ‘teenage-usikkerhed’. Jeg forsøgte kontinuerligt at gøre min læge lydhør, men konklusionen forblev den samme. Jeg så jo ‘normal’ ud? De gentagne afvisninger forværrede mine depressioner betydeligt, og da jeg fyldte 18, tyede jeg i afmagt til hash. Jeg opdagede, at rusen barberede det værste af angsten væk, hvorfor jeg i løbet af kort tids sporadisk rygning blev decideret misbruger.

Under mit misbrug, der varede i næsten 3 år, opgraderede jeg mit forsøg på at få hjælp fra læge til psykiatrien. De følgende 8 år blev jeg spist af med samme type begrundelser for, hvorfor de sendte mig hjem igen. Beskeder som: “Du er en smuk pige. Du er intelligent og velformulerende. Du skal nok klare den.” Jeg kan afsløre, at mere end 4-5 forskellige læger i Modtagelsen har udtalt dette. Resten har fedtet tilbudt mig en enkelt overnatning – uden yderligere hjælp.

Men min pointe omhandler ikke mit eget tilfælde af forsømmelse, men derimod om hvor dårligt stillet, man er, hvis man vel at mærke ‘ser normal ud’. Er det ikke tankevækkende og dybt foruroligende, at man som et ungt menneske med hele livet foran sig, bliver nægtet hjælp hos både ens praktiserende læge og i psykiatrien, fordi man ikke “ligner en der er syg”? Faktisk er det dybt problematisk uanset køn, alder og omstændigheder, at man stemples på det ydre – når der netop er tale om de indre konflikter.

Det får mig til at filosofere over, hvordan man mon skal se ud, før man bliver grebet? Skal man troppe nøgen op i Modtagelsen? Skal man undgå at gå i bad i flere uger og iføre sig uvasket og tilrøget tøj? Skal man være decideret grim? Og hvad er ‘grim’ egentligt? Kan man virkelig være så blind og gammeldags at tro, at “kønne” mennesker ikke kan lide af en psykisk sygdom?

Det bør også nævnes, at jeg (i mine øjne) har været yderst usoigneret til tider. Som 21-årig troppede jeg op i modtagelsen efter en sengeliggende depression, der varede i 9 måneder. Jeg vejede 43 kg, da jeg havde tabt mig 17 kg i den periode, spist spirende rå kartofler, da jeg ikke havde energi til at handle ind eller lave mad. Selv i dette tilfælde fik jeg af vide, at jeg var en flot pige, der nok skulle klare den..

Det mest alvorlige udfald ved dette er, at jeg som følge af denne historik har følt, at tilværelsen var håbløs og uoverskuelig. Det er nu blot knap 1 år siden, at jeg langt om længe blev lyttet til i psykiatrien, men ikke på baggrund af endnu en henvendelse i Modtagelsen, desværre. Jeg forsøgte meget velovervejet og yderst opgivende at tage mit eget liv. Jeg blev heldigvis fundet i tide, bragt til hospitalet hvorefter jeg blev indlagt i en måned og fik diagnosen: bipolar.

Jeg beklager min ligefremhed, men jeg finder det nødvendigt at understrege de parametre visse læger benytter sig af til at vurdere, om de synes, man er syg eller ej. Har andre end jeg mon oplevet lignende behandling af psykiatrien?

En kommentar

  1. Ida Eowyn

    God davs Mynthesommer… Har faktisk her til aften skrevet et kapitel færdigt i min selvbiografiske roman… om nøjagtigt det samme. Prøvede også at bede om hjælp “i rækkefølge”… Sundhedsplejerske, skolepsykolog, læge, psykiater… derpå overdosis efter flere års kamp alene i verden. “Du ser ikke syg ud” “Du er ikke tynd nok til at have anoreksi”… Godmorgen klaphatte!!!
    Tør jeg rose dig for dit fucking rare ligefremme sprog? 😉
    Kh Ida <3

    Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.