Inden i gør jer foruroligende forestillinger om, at jeg i tusmørket gemmer mig lydløst bag voluminøse buske – afventende efter et tilfældigt bytte at skræmme eller endda gøre fortræd, så må jeg hellere at understrege, at jeg aldrig har været til fare for andre end mig selv.

Faktisk har jeg generelt for vane at værdsætte andres liv væsentligt højere end mit eget. Når jeg i film, bøger eller i virkeligheden konfronteres med mennesker, der lider, resulterer det oftest i grådkvalte fornemmelser, imens følelsen af uretfærdighed skyller ind over mig som en kvælende tsunami. Jeg får endda en dominerende trang til at redde vedkommende i krise. Pudsigt, eftersom omtanken og sympatien for min egen eksistens mere eller mindre er på kronisk overlov..

Som overskriften indikerer, så er jeg særligt tilbøjelig for selvdestruktion og selvudførte ‘overgreb’ i den ene af de to eksisterende blandingstilstande. Til de af jer, der ikke lider af en bipolar lidelse, har jeg kort skitseret de to typer af blandingstilstande, så i ved, hvad jeg refererer til i dette indlæg:

Den ene blandingstilstand:
Er karakteriseret ved hyppig vekslen mellem mani og depression. I mit tilfælde mellem hypomani (som diagnostisk udgør den mildeste form for mani uden psykoser) og medium til svær depression, hvor jeg er tvunget til at gå direkte i seng uanset klokkeslæt. Ind i mellem kan skiftende forekomme flere gange dagligt, andre gange kan der gå 1 dag eller mere i mellem skiftende.

Eksempelvis kan jeg berette, at jeg i denne tilstand kan vågne op med uanede mængder af energi. Jeg kan nå de samme ting på 2 timer, som man normalt ville bruge 8 på. Jeg får store tanker om fremtiden og planlægger typisk diverse forretningsideer.

Jeg kan f.eks. få den idé at skrive en bog, påbegynde brainstormingen og sætte det hele i system – Lige indtil jeg et par timer efter sidder sammenkrøllet ind over spisebordet og mærker ventilen blæse al luften ud af mig, som en ballon der tappes for liv. I en lammende depressiv tilstand, hvor jeg udelukkende ønsker at dø, får jeg zigzagget mig jeg i seng, indtil hypomanien vender tilbage igen.

Den anden blandingstilstand:
Udgør et mere komplekst sammenfald af både mani og depression på samme tid. Ens grundvold føles ekstrem depressiv, mens hovedet opererer i et uudholdelig tempo, der gør det umuligt at samle tankerne, være rationel og objektiv. Selvom det er vanskeligt at gengive, hvad der konkret foregår i hjernen, så oplever jeg det primært som ‘tankespaltning’ – nemlig at tankerne stormer ned over mig med så høj en fart, at de spalter – måske hjernens måde at skabe plads til vanviddet. Ind i mellem har tilstanden været så slem, at jeg har følt, at jeg har haft flere tanker og billeder i hovedet på én gang.

I tillstanden afspilles der (hos mig) mentale diasshows på stribe med livagtige billeder og mørke scenarier fra mit eget liv, hvor alle mine nederlag præsenteres, billeder hvor jeg er ekstremt syg, pinlig og endda også, hvor jeg optræder død. Eftersom jeg i ledtog med depression også har maniske træk, bliver jeg dermed yderst handlekraftig, da energiniveauet tillader det – Af den årsag bliver jeg ekstremt farlig i denne tilstand.

Imens tilstanden står på foretager mig sjældent andet end at plotte mit eget selvmord og skrive afskedsbreve. Jeg bliver ikke blot ved tanken om det, fantaserer eller ønsker mig det, jeg forsøger aktivt at få det til at ske. Dels ønsker jeg at slukke for galskaben, få mit hoved sat på pause, blive frigjort af den mentale tortur, men jeg mister samtidig også al lyst til at fortsætte tilværelsen.

Kærligheden fra og til de mennesker, der står mig nær bliver pludselig et ukampdygtigt våben, eftersom styrken af mørket trumfer alt, der normalt varmer i livet. Når jeg brager ind i denne tilstand, ønsker jeg på ingen måde hjælp, da jeg ikke mener, at der findes nogen reel hjælp – hvilket blot fodrer tilstanden med endnu mere magt.

Jeg har aldrig følt, at jeg kunne tillade mig at være ærlig omkring denne tilstand overfor mine nærmeste. Jeg skammer mig ofte over, hvor ‘sindssyge’ mine tanker har været, men jeg ønsker heller ikke at smitte dem med min sygdoms værste afgrunde. Jeg vil ikke gøre dem bange, kede af det eller dybt bekymrende. Men jeg frygter i den grad også at miste deres kærlighed, hvis de havde et reelt, fuldbyrdet kendskab til min hjerne. Hvordan skulle man kunne elske så mørkt et sind? Af den årsag er min behandler den eneste levende sjæl, der ved, hvad der præcist har foregået i mine blandingstilstande de sidste 10 år, hvor de har været mest aggressive og ukontrollerbare.

Inden jeg fortæller dele af de ting, jeg har gjort, planlagt og fantaseret om i denne tilstand, vil jeg blot advare om, at det ikke er ‘pæn’ læsning, og måske vil det endda støde nogen, hvilket understregende ikke er min intention! Det er mit håb, at i vil anse dette indlæg som oplysning, indsigt og ærlig beretning om, hvordan det føles, at være hårdt ramt i en blandingstilstand, man ikke har kontrol over.

Som 20-årig var jeg stort set sengeliggende i et helt år. En gennemborende, altædende og knusende depression blev efter 9 måneders overtag erstattet af den (for mig) farlige blandingstilstand. Det eneste, mine tanker kredsede om var selvmord. Handlekraften, som medfølger tilstanden, ledte mig til at undersøge diverse “behagelige” måder at dø på. Jeg opsporede i denne sammenhæng en dødelig gift fra Mexico, som kunne forære mig en smertefri afgang fra tilværelsen. I sidste ende blev jeg forhindret af tekniske omstændigheder, da planen krævede nogle IT-færdigheder, jeg ikke besad.

I starten af 20’erne udsatte jeg mig selv for en pilleoverdosis. Jeg stod op en morgenen og fik, hvad der føles som en åbenbaring om, at min tid var kommet. I tilstandens magt gik jeg i bad, støvsugede, ryddede op, iklædte mig mit yndlings tøj, tog på apoteket for at hente piller – Og herefter låste jeg mig ind i min lejlighed, drak et glas vin og tog en overdosis. Jeg var fuldkomment afklaret uden gråd, uden tvivl og uden tøven. Halvanden dag efter vågnede jeg igen midt på stuegulvets hårde overflade, hvor det værste af tanketorturen var aftaget.

Efter blot 3 måneder havnede jeg atter i en blandingstilstand, og denne gang var mine impulser mere voldsomme. Jeg gik bersærk med en kniv og skar samtlige steder på min mave. Målsætningen var egentligt at stikke en kniv direkte i maven på mig selv, men grundet frygten for smerten skar jeg i stedet febrilsk i frustration, mens jeg brød sammen over min kujonagtige præstation. Da jeg efterfølgende slap grebet om kniven, kunne jeg mærke en vis lettelse i mine tanker.

I midten af 20’erne, efter samtlige episoder hvor jeg enten har været tæt på at løbe ud foran en bil, springe ud af vinduet og endda gasse mig selv, skar jeg begge mine håndled op to weekender i streg og blev efterfølgende syet på hospitalet – uden at blive indlagt vel at mærke. De sendte mig blot hjem igen, efter de var færdige.

De sidste 4 år har tilstanden vundet en vis mængde af styrke, eftersom de er blevet gevaldigt intensiveret. I denne periode har jeg forsøgt mig med endnu en overdosis – Men denne gang havde jeg nøje undersøgt, hvordan jeg kunne udføre handlingen med succes og uden smerter. Hvis ikke jeg var blevet fundet i tide, havde jeg med sikkerhed ikke været her i dag. Til en start var jeg rasende over at vågne op igen! Faktisk så rasende at jeg råbte og skreg af personalet på hospitalet, tiggede dem op at give mig en dødelig dosis af præparater, jeg helst ikke vil nævne.

Men efter nogle timer forsvandet mørket igen og blev erstattet af en euforisk følelse, der efterfølgende ledte mig ind i en “kærkommen” hypomani. (Jeg anfører kærkommen i situationstegn, da hypomanierne i den grad har haft voldsomme konsekvenser for mit selvbillede. Læs evt. dette indlæg).

Øvrigt har jeg samtlige gange inspiceret min opgang efter passende steder, jeg kunne hænge mig selv, selvom det er direkte modbydeligt at udsætte sine naboer for sådan et traumatiserende syn. (For det er jo slet ikke forfærdeligt, at jeg har ønsket at gøre dette mod mig selv?!)

Under tilstandens vinger har jeg researchet alt vedrørende: The Dark Web i forbindelse med at købe visse præparater, der kunne forære mig en død magen til den, de tilbyder i forbindelse med aktiv dødshjælp. Jeg har sågar talt og rådført mig telefonisk hos læger, der går ind for aktiv dødshjælp omkring nøjagtig dosering osv.

For ikke så længe siden blev jeg i en blandingstilstand ufatteligt tiltrukket af intet mindre end heroin, der ellers altid har skræmt livet af mig, og som jeg vil understrege, at jeg aldrig har stiftet bekendtskab med. Jeg så utallige af dokumentarprogrammer om stoffet, hvordan man forbereder og injicerer det – og særligt hvor stor en dosis der skal til, før jeg ville dø af det. Min overbevisning i denne tid var, at jeg ligeså vel kunne møde “dragen”, som man kalder det, inden jeg gik bort. Opleve den sublime rus.

Da jeg absolut ingen kontakter havde til den slags, tog jeg en dag ned på havnen, hvor jeg spurgte tilfældige forbipasserende alkoholikere om, hvor jeg kunne anskaffe mig heroin. Til mit held kunne ingen hjælpe mig. Måske har de kunnet spore i mit næsten besatte blik, at noget ikke var helt rigtigt, og at de ganske enkelt nægtede at være medskyldige i noget. Derfor måtte jeg afbryde min plan til stor frustration.

Igen må jeg beklage, hvis min ærlighed har en stødende effekt, det er næppe min intention. Min intention er derimod at fortælle, hvilken magt en tilstand kan have over et menneske, der ellers ikke har disse former for fantasier eller ønsker i stabile perioder. Denne blandingstilstand må være min absolutte ærkefjende i livet, fordi den har det med at vinde over mig hver eneste gang.

Det uhyggelige (for mig) i denne blandingstilstand er, at det mentale vanvid først rigtigt stopper, når jeg overgiver mig til sygdommens ordrer om at begå selvmord eller udsætter min krop for noget fysisk ekstremt – som f.eks. selvskade. Alene beslutningen herom kan nedsætte tempoet i hjernen.

I dag har jeg i samarbejde med min behandler udarbejdet en kriseplan, der involverer (skånsomme) ting, jeg kan gøre for at chokere kroppen som f.eks. at stikke begge arme dybt ind i fryseren, tage skoldhede karbade, jeg næsten ikke kan holde ud at ligge i, eller modsat iskolde brusebade, der får en til at ryste af stikkende utilpashed. Har nogle af jer mon lignende oplevelser med en tilstand?

/ Mynthe

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Dette her er meget alvorligt. Det er interessant, at du har modet til at stå frem her i bladet. Dette her er et godt eksempel på, hvordan psykiatri kan bestå i at have med meget problematiske og vanskelige tilstande at gøre. Jeg kan tænke mig, at man har forsøgt at behandle med antipsykotiske midler. I mange tilfælde gør der sig jo det gældende, at tålmodigheden er for kort, og slipper for tidligt op. I mange tilfælde udskrives patienten for tidligt, mens man i tidligere tid havde tid til den lange indlæggelse, som var nødigt til et så alvorligt tilfælde. Det fremgår jo af det, du skriver, at heldet i dit tilfælde en del gange har været med dig, og har skånet dig for begivenheder, der kunne have været fatale. Der er kun at håbe på, at det på et tidspunkt vil lykkes med at få udført en effektiv behandling af medicinsk art, men her er der i høj grad brug for den bedste sagkundskab. Lykke til.

    Med venlig hilsen fra Arne

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Jeg kan så godt genkende det vanvid, du beskriver. Jeg var fuldstændig magtesløs under denne tilstand. Isolation og at dope mig til søvn var den eneste redning. Blandingstilstand nr. 2 siges at være det farligste stedie ved bipolar. Noget, de skulle tage mere alvorligt på psykiatrisk akutmodtagelse end depressioner og manier. Og jeg forstår godt, hvorfor. Jeg bliver også farlig. Under depressioner er jeg sengeliggende, så selvmordaforsøg tager rigtig mange kræfter at få gennemført. Under blandingstilstanden er det spørgsmål om et split sekund. Men jeg kan ikke garantere, at jeg ikke er i fare for andre. Jeg tror mere, at det har været spørgsmål om held, fordi mine nærmeste har reageret prompte.

    Til psykoedukation fortalte de, at blandingstilstande er meget sjældne. Det kom bag på mig, for jeg synes godt nok at høre ofte om blandingstilstande. Men det hænger måske meget godt sammen med deres beretning om, at man så en markant stigning i blandingstilstande, siden man i sin tid begyndte at give antidepressiva til bipolare. Det var på en måde opløftende at få at vide. Jeg var allerede ude af antidepressiva på det tidspunkt, og havde ikke haft blandingstilstande siden. Det gav mig håb om, at jeg nu var jeg reddet. Men på samme tid provokerede det flere af os i gruppen. Der er alt for mange psykiatere, der trods denne viden udskriver antidepressiva og “lade os se, hvad der sker”. Tænk nu, hvis medicinen i sig selv er medvirkende til, at en diagnose udvides? Det er en skræmmende tanke.

    Svar
    • Arne Nielsen

      Loucia, dit skriv bevirkede, at jeg læste artiklen én gang til. Det, du skriver om, at man i forbindelse med at give antidepressiver til bipolare har iagttaget en stigning i blandingstilstande, minder mig om den generelle tilbageholdenhed i forhold til at give stærke antidepressiver til folk med psykoser. I sin tid, da jeg fik det stærke antidepressiv imipramin, iagttog jeg netop, at der var aspekter af virkningen, der pegede i retning af psykose, og det er da muligt, at den skizofreni, jeg mange år senere rendte ind i, var en eller anden senvirkning af den antidepressive behandling, i kombination med andre omstændigheder. Men jeg har måttet insistere på at få stærk antidepressiv medicen nu her bagefter, da jeg har en persisterende depressionsproblematik. Jeg er tilbøjelig til at anse den bipolære problematik, sådan som den her fortælles om, for at være en særlig problematik, som ikke behøver at gælde for folk med en regelret skizofreni – selvom der afgjort er psykoselignende aspekter i det her skildrede.

      Svar
    • Mynthesommer

      Kære Loucia,
      Nu er det min tur til at genkende, hvad du skriver. Inden jeg fik hjælp af psykiatrien, blev jeg ordineret en håndfuld antidepressivt medicin, der faktisk bare forværrede mine tilstande. Mine hypomanier blev mere intense, varede længere – og mine blandingstilstande det samme. Jeg følte mig ofte ‘psykotisk’ i dem, fordi de blev så ekstreme. Et par af de episoder, jeg har skitseret er resultatet af antidepressiv medicin udskrevet til en meget ustabil bipolar.

      Det er underligt, at de påstår at blandingstilstande er sjældne, da det måske er dem, jeg hyppigst har oplevet. Den farlige forekommer oftest – også efter jeg blev fjernet fra antidepressiv og fik lithium i stedet.

      Dog er jeg ‘glad’ for, at jeg ikke er den eneste, der oplever denne tilstand som farlig – faktisk får det mig til at føle mig som en nogenlunde almindelig bipolar, selvom jeg ikke ønsker tilstanden for selv mennesker, jeg ikke bryder mig om. Tusind tak for dit svar.

      / Mynthe

      Svar

Skriv Kommentar

Din e-mail adresse vises ikke offentligt.