Hvad er hjem og familie i denne jule og nytårs tid?

Familiekonstellationerne har længe været i opløsning. Der findes nu, jeg ved ikke, hvor mange familie typer, sammenbragte familier, dele familier, skilsmisse familier og regnbuer i mange farver. Er familie den biologiske? Dem man bor sammen med? Dem man finder sammen med? Men finder sammen med hvordan?

Triste tanker

Jeg har været optaget i denne triste juletid af at tænke på, hvem min familie er, fordi jeg stort set ikke har kontakt med den biologiske af slagsen. Jeg har forsøgt at skabe kontakt, mere eller mindre i årevis, men lige vidt er jeg, og jeg vil ikke holde det hemmeligt mere.

Den biologiske del af min familie og deres venner, har betydet meget for mig, og været med til at skabe den kvinde og thrillerforfatter jeg er idag. De oplevelser vi havde engang sammen, var afgørende for min udvikling som barn og de huller af frihed, jeg fandt i min opvækst.

Jeg har længe ledt efter en forklaring på, hvorfor mine forsøg på kontakt, har virket så ringe. Jeg mistænker 60 % min mors mere eller mindre alkoholisme som årsag. Gift, der har forgiftet hele familien, alle relationer på kryds og tværs. Desværre mistænker jeg også tabu om psykiske problemer som årsag. Det kunne være 40 %. Det kan da godt være, jeg på nogle områder er bagud og lidt en spøjs kusine, men jeg fremtræder altså ikke som kuleskør. “Hallo“ har jeg lyst til at råbe til dem, “Jeg er så meget mere end mine små problemer, og vi ville have så mange fælles interesser.”

Jeg fatter ikke, hvorfor det skal gå ud over mig?

Jeg ved bare, jeg snart er nødt til at give slip på noget af det sidste biologiske familie, for jeg orker ikke flere skuffelser.

En kæreste der gider gå i barndom med en, er ikk så ringe.

Nede og ligge

Jeg skrev om det forleden, ( i min selvbio der snart er færdig ) og bagefter lagde jeg mig i sengen i to døgn. Græd, sov, fik stort set ikke spist noget og sov endnu mere. Det er ikke tit, jeg lægger mig ned på den måde, og det er kun inde for de sidste 1,5 år, at jeg har haft roen til at lade mig overmande så meget. Før plejede jeg at være for ængstelig, angst og urolig fysisk og mentalt til at kunne holde mig i komplet ro i så lang tid ad gangen. Egentligt var det ekstremt meget værre.

Men nu føles det gang på gang, som om der kommer til at gå ugevis eller måneder, men heldigvis siger min erfaring mig, at der ikke går ret mange dage med dette meget mørke helvede. Heldigvis.

Konklusion

Der er forskellige kære mennesker, jeg betragter som familie, og det kan godt være, jeg ikke ser dem så tit, mest er sammen med dem online, men fælles er det, at de har betydet meget afgørende ting for mit liv og mine følelser.

Netop via en kær kvinde og mand, der var med til at redde mit liv for 1,5 år siden, mødte jeg min kæreste. Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort, hvis ikke de to havde hjulpet lige den tid. De to er netop et strålende eksempel på, hvem jeg betragter som familie. Dybest set er de “bare” venner, men de er altså meget mere end det.

Det er lidt svært at sætte ord på, at man kan være i familie med venner, det ved jeg bare, jeg kan idag.

Så min konklusion på hvor mit hjerte og mit hjem er: Jeg vil selv vælge min familie. Det er dem, jeg er taknemmelige for stadig at have i mit liv. Vigtigst af alt: Min familie er dem, der gerne vil være sammen med mig <3

Om Forfatteren

Jeg er førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og depri. Jeg har stadigt meget at lære og blive bedre til af "social udholdendhed" og finde balancen i livet. Jeg må nok indrømme, at jeg kan være angst, ængstelig til tider, og jeg er fandens god til at skjule det. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Min journal er et stort kaos, men der står vist også noget halløjsa med personlighedsforstyrrelse. Borderline har jeg i hvert fald haft lidt af i mine helt unge dage. (Jeg er 30 år) Jeg er en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne, eller bag et kamera. Indimellem foran det. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Når jeg har udgivet min selvbiografiske roman, så starter jeg for alvor på en thrillerserie på 10 bøger om Kim Kelly, en PET ansat tøs og Jonas fra FE. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar. Hvis du har lyst til at vide mere om mig, så tjek min hjemmeside Idaeowyn.com og tilmeld dig mit nyhedsbrev.

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Jeg er meget enig i det Ida her skriver om familie. Forsåvidt er min biologiske familie ret godartet, men meget optaget af deres eget. Vi er nogle enkelte enlige biologisk beslægtede, som snakker mere sammen end vi gør med de biologisk beslægtede, som har ægtefæller. Men for mig, der er enlig, og som aldrig har levet i parforhold (gud være lovet), er der da tale om, at folk, som jeg ikke er biologisk beslægtet med, og som jeg har stiftet bekendtskab med som voksen, betyder meget mere end alverdens biologiske familie. Og lad os ikke glemme det udsagn, som biologien kommer med, at det er meningen, at vi skal indrette os med mennesker, som vi biologisk ikke er i familie med.

    Midt i det hele er der jo det, det hele kommer an på: Hvordan har vi det i det hele taget med tilværelsen? Her kommer der jo det moment ind i billedet, hvordan vi fortolker vor mistrivsel, såfremt en sådan foreligger. For mit vedkommende har der fra tidligt af foreligget en naturvidenskabelig tolkning, hvilket i vidt omfang har været til min fordel. Andre tror på homøopati, atter andre på såkaldte naturpræparater. Så er der dem, der lægger alverdens religiøse tolkninger ind i det hele, og her skal der jo påpeges det forhold, at den type kriser, der her gør sig gældende, ofte er meget svært forståelige for udenforstående. Men dette gør sig jo også gældende i forbindelse med en regulær skizofreni.

    I mange tilværelsestolkninger af psykologisk tilsnit gør sig det gældende, at vanskeligheder i vidt omfang projiceres udenfor det individ, der lægger dem til grund. Dette skygger for det forhold, at psykiske forstyrrelser faktisk vedrører hjernen, og at det er personen selv, der har “aben”, og at denne skal søges afhjulpet hos personen selv, og ikke alle mulige andre steder. Det kan i mange tilfælde volde uoverstigelige vanskeligheder at få personen selv til at forstå dette. Der kan i denne forbindelse blive tale om tvangsforanstaltninger, såfremt den psykiske lidelse indebærer fare for både personen selv eller for andre. Psykiatriloven udgør i denne henseende en særlig undtagelse i forhold til den øvrige jura.

    Det er en ofte gjort erfaring, at de patienter, der intellektuelt er bedst udrustede, klarer sig bedre end de, som ikke har så mange talenter at gøre godt med. Den eksisterende psykiatri baserer sig i høj grad på, at den enkelte patient er i stand til at udrette noget, og helst det rigtige – og Fanden tager de sidste. Der bliver tidligt og silde talt imod dette forhold, men der er tale om fantasier uden hold i virkeligheden, og intet tyder på, at der nogensinde vil blive lavet om på dette. Der gør sig jo det gældende, at de, som medvirker til at behandle psykisk syge, har mere lyst til at behandle nogle fremfor andre, og skal man lave om på det, skal man lave om på den menneskelige natur.

    Svar
    • Ida Eowyn

      Kan godt nikke genkendende til “fanden tage de sidste”… og jeg kommer også til at tænke på, hvor misforstået jeg selv har følt mig forhen, ud fra “har du en god hjerne, kan du ikke have det skidt”… sådanne ca sætninger, har jeg hørt mange gange.

      Jeg tror/kan se heldigvis at der er ved at være mere offentlig tolerance af forskellige familie mønstre og “hvordan man selv fortolker mistrivsel”, som du skriver. Sys bare det mere ensformigt i julen.

      Som altid tusind tak for alle dine ord 😀

      Svar
      • Arne Nielsen

        Mange tak for svaret, Ida. Måske formulerer jeg mig også for firkantet i forhold til den forskelsbehandling, som forskellige patienter oplever. Men den gælder ihvertfald i grovsorteringen. Den patient, der er aggressiv og på tværs, og som overskrider alle regler på afdelingen, og som i det hele taget er udadreagerende, og som behandler alle dårligt, og som modsætter sig behandling, vil uden tvivl opleve en anden realitet end den, der ikke er så meget vrøvl med. Jeg gør mig så den tanke, at man som patient kan varetage egne interesser mere eller mindre godt. Jeg oplevede i en lang årrække at være overmedicineret med antipsykotisk medicin, og dette problem blev ikke løst, før jeg selv trådte ind på scenen og gav udtryk for min egen vurdering på en ædruelig måde. Endvidere havde jeg brug for et stærkt antidepressiv i stor dosis, og også dette lykkedes det mig at få bragt i orden. Det er desværre min erfaring, at mange patienter ikke engang ved, hvad de får, og for hvad, og dertil kommer, at de har ringe forståelse for egen sygdom, hvorfor det i disse tilfælde er noget nær umuligt at tænke på patientens medvirken til beslutninger om behandlingen. På denne måde er det logisk, at forskellige patienter giver udtryk for forskellige oplevelser af behandlingen, og forskellige grader af tilfredshed med denne.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.