Jeg er ikke syg. 

Jeg er pisse irriterende, 

men ikke syg. 

Jeg er kontrollerende, 

og faktisk decideret manipulerende,

fordi det er det, eksperterne kalder mig.

 

Så det, at jeg har brug for hjælp, må være en fejl. 

Fordi jeg vil jo bare have alting for mig selv….. 

Jeg er opmærksomhedssøgende, og ikke mindst overdrevet krævende. 

Det er det, de siger.

 

Jeg har ikke brug for ekstra omsorg, 

for andre har mere behov end mig.

Jeg skal tage mig sammen, og slippe min angst.

Det er det, jeg får at vide.

 

Andre må ikke ‘rette sig ind’ efter mig.

Jeg skal ikke ‘bestemme’ noget.

Og de har nok ret… 

 

Jeg fortjener ikke opmærksomhed. 

Jeg fortjener ikke, at sige ét eneste ord. 

Og jeg må s l e t ikke være her. Ikke nogen steder.

For jeg er helt uduelig, og krop umulig, 

og ingen kan i sidste ende holde mig ud…. 

……………..

 

Alle er anbragt af hver deres årsag. Men af og til synes jeg, at pædagogerne glemmer, at tænke på den.

Ja, det handler om, at se på det enkelte menneske, og ikke diagnoser og alt muligt. Og det er forståeligt.

Men man skal stadigvæk huske, at tænke på baggrunden. Opvæksten, eksempelvis.

Min opvækst, med et grundigt omsorgssvigt, har været ikke eksisterende for mig, de seneste par år.

Fordi de bosteder, jeg har boet på, bogstaveligt talt ikke har troet på det.

Jeg er blevet psykisk banket oveni hovedet med, at jeg overdramatiserer og, at det bare er fordi jeg ikke kan aflæse kropssprog… At det er min Autisme, der har gjort, at jeg opfatter verden anderledes.

Det omsorgssvigt, med folk, der har slået mig oveni hovedet med ord, “Stop med at stå dér og hæng, du udstiller dig selv!” Det omsorgssvigt med, at blive tilsidesat, og på ingen måder få et ord indført “Du er bare paranoid!” Har fulgt med mig, til et sted, hvor det simpelthen på ingen måder må være.

Endda to hele, og 3/4 af ét sted.

3/4 fordi det jeg bor på nu, er begyndt såsmåt at tro på mig. Og dét, at jeg endda ikke overdriver, overhovedet.

De blev ligblege i hovederne, da de fandt ud af, at det ér sandt. At det samtlige “Eksperter” har hukket mig ned med, burde være blevet undersøgt.

Jeg er flyttet til den anden ende af landet. Den her ende af landet, har skabt en fremtid for mig.

Det har krævet beviser, og kostet mange ressourcer, men det betaler sig.

Jeg synes, at det er utroligt, hvor stor forskel, der er på stædigheden, fra det ene hospital, til det andet.

Hovedstaden sagde “Aspergers, Aspergers, punktum.” Og Midtjylland tænker sig om! Jeg har sagt i evigheder, at noget var galt. Og i dét, jeg havde givet op, sagde de det samme.

Nu lytter folk, jeg kan kalde mig Atypisk Autist, og jeg skal udredes på ny. Oveni dét, er jeg langt mere stabil, end nogensinde før! 🙂

 

Kæmpe ros til jyderne, mega ros til bosted+U og GIGA ros til min hjemkommune!

Jeg håber virkelig, at heldet fortsætter!

 

 

 

 

 

 

Om Forfatteren

Det her er mig. Melankolsk og Hypomanisk i eet, stort rod.. Det her er mit liv. Mit liv, som patient i psykiatrien. Mit liv, på mit tredje bosted, indenfor tre år. Det her er min kamp for, at passe ind og skille mig ud, på een og samme tid. Man skal græde, når man trænger, og man skal le, når man har lyst. Det her er mig. Tag mig som jeg er.

2 Kommentarer

  1. Mitrodedehoved

    Jeg kan godt se, at jeg har skrevet “Dét” for mange gange. Sorry! Men jeg var så begejstret for, at dele lidt af min historie med jer 🙂 Digtet er mit eget, og jeg nåede ikke at skrive ,at det er mit. Ups. Jeg håber, I synes teksten er nogenlunde alligevel? Det er trods alt mit første opslag 🙂 IPad ville ikke indsætte billede :/ Men det går nok 🙂 -Vh. Mitrodedehoved

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Tak til “Mit Rodede Hoved” for en blog, som trods alt rummer håb. Jeg skal villigt indrømme, at autisme, eller hvad det nu er, ikke er min spidskompetence. I det hele taget er der meget i psykiatrien, som jeg ikke forstår. Hvis nu sygdommene havde den venlighed at optræde på en måde, så man kunne putte dem i pæne små æsker, så man havde en chance for at danne sig et overblik – men menneskesjælen rummer mange anarkistiske træk, som modsætter sig rubricering. Undertiden er det en vej frem at kigge på mønstre, og således generalisere en specifik form for væren, men ikke engang dette dur i alle tilfælde. Det er glædeligt at konstatere, at der dog er sagkundskab i dette land, som ikke er for fornem til at vende skråen og tage et tilfælde op, som har voldt vanskeligheder. Jeg synes egentligt, at dette skriv er ret ædrueligt, og det får også det med, at der har været tale om omsorgssvigt i forbindelse med opvæksten. Det er en tung ballast at skulle indrette sig med. Men man ser eksempler på, at nogle med en sådan ballast alligevel får en tilværelse ud af det hele. Jeg har indrettet mig med ikke at have børn, idet jeg har set i øjnene, at jeg ikke ville kunne præstere at give dem en god opvækst – og så er det bedre ikke at få nogle børn. Andre ville kunne lære af denne indsigt, og at lære ikke at være så egoistiske. Men egoismen, det er jo den, vi har at takke for, at vi overhovedet eksisterer. Til hver af os stiller livet os så den opgave at få mening i selvsamme liv – ved hjælp af de brikker og de talenter, hver af os er forsynede med. Det, at vi trods alt kan visse ting, burde fylde os med glæde. Men glæde forudsætter ro i sindet, hvilket vi langtfra alle har. Livet er indviklet.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.