“Offerkortet”..

Offerkortet.. Det lille ord, der alene eksisterer fordi man er mættet af undskyldninger fra alle andre..

Offerkortet.. Ordet, der – i de rette sammenhænge – er fantastisk til at annullere en skinger retorik og forventning om, at man “bare har krav på dette og hint” fra omverdenen. – En manen til besindelse og et hint om at træde et skridt tilbage og se om man, rent faktisk, selv er for meget i sine forventninger til sine medmennesker.

Offerkortet.. Det lille ord, der godt nok har sin berettigelse, men som – i disse tider – er en undskyldning fra de heldigste; flertallet, der både kan, og som, i det, er så priviligerede, at deres cirkler sjældent lader dem støde på de, der ikke kan.

Offerkortet.. – Et ord, der, i sin essens, rammer hovedet på sømmet af en af vor tids største konflikter: De arbejdende og biddragende er ved at løbe tør for omsorg for de svageste, fordi de selv er for pressede.

Omsorgen og Medmenneskeligheden er under massivt pres – druknet i en storm af finanskriser og en MÆTNING af folk, det allesammen er SYND FOR. – Alt for mange af de, der burde bære læsset, er efterhånden så hamrende vrede, og stopfodrede, at hele konceptet “omsorg” medfører en kvalmereaktion hos flere af dem.. – Folk KNOKLER for at få de penge de nu engang har, og når forståelsen af, at deres skattepenge, rent faktisk, er med til at holde folk i live, så forsvinder af vue, så..

Læsset er ved at falde sammen, og neoliberalisterne har kronede dage; “Gud er død, vores moral er subjektiv, og vi skylder ikke hinanden en SKID” messes der, imens 1/3 af befolkningen slås med sindssygdomme og angst som aldrig før..

Pejlingen er væk, samfundet forrådnet i sin forvirring, og det er hver mand for sig selv.

Og nogen skal bøde for den smerte, vi alle føler!

I gamle dage havde man fundet på sigøjnere, evnes-svage, ugifte mødre, nazister eller noget femte, men nu er det altså sådan, at man – her i 2019 – kaster sig over de svageste og de fattige: Kulturimperialismen fra Staterne er har virkelig fået fat i folket; “Vi skylder ikke hinanden NOGET!”, og alle curlingbørnene tror, at de bliver chefer, der kan leve højt på sky (i øvrigt med en massiv fuckfinger vendt mod bunden)… – At mange af dem så bliver slemt overraskede er hvad det er, men det også en historie, som først starter senere i deres liv..

Et ord, der er lige så vedkommende som Offerkort, er; “Faktaresistens.”

Et tema, der ses gennemsyrende over alt på højrefløjen, og som jeg – som ene førtidspensionist – gerne vil gøre mit til at ændre på.

På det evige Facebook er der en gruppe for kontanthjælpsmodtagere – “Jobcenterets Ofre”, hedder den. – Den har omkring 15.000 medlemmer af folk, der overvejende ligger på den absolutte økonomiske bund af vort samfund, og den er, desværre, lige så relevant og vedkommende, som den er udskældt og stigmatiseret; mest af medier som Berlingerne og andre tidsskrifter på de blå og sortes side.

I gruppen kan man, mange gange dagligt, læse og høre om den ene vederstyggelige behandling af pisse syge og svage medborgere, der – hvilket er fælles for langt flertallet af dem – alle har en lidelseshistorie, der tangerer dem, man hører om fra krigshærgede områder i deres alvor og omstændigheder.

Folk derinde har det RØV-dårligt, og de PISKES af årsager, der – i alt hvad der kan udledes af den behandling, de udsættes for – handler om, at man ikke under dem en skid og, at de mennesker, der betaler for de fattigstes overlevelse – staten og de borgere, vort lederskab repræsenterer – ØNSKER at se dem have det værre end ondt.

Det er forfærdeligt at være vidne til, og jeg har – ud over min gennemsyrende harme over at se hvad mit land, og Danmarks solidaritet og medmenneskelighed, er blevet til – også nogle konkrete punkter, jeg ønsker at bidrage med til denne debat.

Tal.

Tal, der alt sammen lander ved, at højrefløjen ikke bare er nogle kolde, kyniske og morbide røvhuller, men også, decideret, myrder sine medborgere – med smil på læben – alene af den årsag, at de KAN.

De kan slippe afsted med overlagt mord på de allersvageste, og der er ingen til at gøre noget ved det; lederskabet er beskyttet af grundloven og folket ikke oplyste nok til at dæmme op for deres ondskab.

En ondskab, der – helt bevidst – er sat i fuldkommen system.

Lad os bide til det.

De fattige beskyldes – for fuld udblæsning – for; at koste statskassen den ene milliard efter den anden, for at være dovne, for at misbruge systemet, for at være “nogle skide kyllinger, der bare skal tage sig sammen”, og et hav af andre fuldstændigt sindssyge påstande, der – helt bevidst – er plantet i debatten for at umenneskeliggøre det lille mindretal, der ikke kan være med på arbejdsmarkedet.

Farcen er – i al sin alvor – fuldstændig vanvittig, hele vejen igennem.

Danmark havde, ved sidste finanslov: 1166 Milliarder kroner at skrive finansloven med.

Danmark har også, jævnt – og det er et tal, der ikke afviger med meget mere end Ca. 1% over de sidste mange år – Ca. 130.000 borgere på Kontanthjælp. – Et tal, der udgør nogenlunde 5.6% af befolkningen i snit.

Disse 130.000 borgere / ~5-6% af befolkningen, skal være der!

For det første: Arbejdsgiverne har BRUG for, at der er en “pool” at trække arbejdskraft fra. – Der skal være mulighed for udveksling af arbejdere – tilgang/frafald – hvilket er en økonomisk naturlov; Er der IKKE en pulje af arbejdsløse, der kan overtage, hvor én stopper, så skal vi til at IMPORTERE arbejdskraft, og så kører det som det gjorde i 1970’erne med masseimport af, dengang, tyrkiske borgere, hvilket – som vinden blæser lige nu – de færreste er interesserede i.. (Lad os se hvordan DF vrider sig ud af dén, skulle det gå hen og blive aktuelt..)

For det andet: Samfundet er et HIERARKI.

Hierarkiet er, ligeledes, en naturlov inden for sociale sammenhænge (Det er iboende i vores natur som flokdyr).

Der er; en leder, en overklasse, en middelklasse, og en underklasse. – Det kan AL-DRIG udryddes eller fjernes, og det er kun held, der afgør hvem der havner i hvilken gruppe! – Endvidere kan man konkludere, at du måske kan løfte ét individ fra bunden og op, men – og det er så det – han erstattes næsten øjeblikkeligt af en ny, der tager hans plads; klasseopdelingen er naturlig, og den kan aldrig forsvinde!

“Spørgsmålet er derfor – til enhver tid – ikke om hvordan vi kommer af med folk på bunden / transformerer dem – for det er en umulighed – men derimod et spørgsmål om hvordan vi vælger at behandle dem, når de nu engang er kommet for at blive?”

Nuvel, og hermed min harme: Debatten om folk på kontanthjælp har raset i årevis. – Der er blevet kastet det ene mørke mudder efter det andet over fronterne, og begge sider er efterhånden fuldstændigt bemøjede af den anden, men – i alt det – der er ingen, der har kigget på tallene.

Det er som om, der er opstået en underforstået konsensus om, at de fattigste 5% koster os en FORMUE!

Det er bare ikke tilfældet, overhovedet.

Rent faktisk, så er det, at vi udbetaler Kontanthjælp til de fattigste 130.000 borgere uden for arbejdsmarkedet, en kæmpe gevinst på bundlinjen. – Vi giver de fattigste 5-6% af befolkningen KØBEKRAFT med de almisser vi sender efter dem, og – når man gør væksten og forbruget op – så kan 130.000 menneskers købeevne, i den grad, både ses og mærkes når det hele regnes sammen (Men.. det gør det selvfølgelig lidt svært at bebrejde folk på bunden for, at de rigeste fortsat skal betale topskat..).

Dette glemmes imidlertid i den offentlige debat, for “De er jo bare dovne, og skal STRAFFES!”, også uagtet, at ethvert individ med bare den mindste smule indsigt og menneskelighed vil kunne se, at en sådan løsning ihvertfald IKKE fører noget godt med sig..

Uagtet; 1166 Milliarder kunne vi skrive finansloven for i 2018, og det er altså iblandt de penge, at udbetalingen til Kontanthjælpen til 5.6% af vores medmennesker skal findes.

Hvor meget er det så..?

9.6 Milliarder – ifølge Lovtidende.dk, der beskriver finanslovens udgifter.

Intet mindre, intet mere.

9.6 milliarder kroner, er effektivt, hvad der trækkes til at sørge for, at 130.000 borgere har; et minimum af eksistensgrundlag, mad på bordet, tag over hovedet, toiletpapir, strøm, vand, varme og VÆRDIGHED til ikke at føle sig som umennesker i vort samfund.

Næsten 10 Milliarder..? – Det er jo en FORMUE!???

“Er det..?”

I vort totale rådighedsbeløb i statskassen – de nævnte 1,16 trilliard – så er de ~9 Milliarder rent faktisk det samme som at sige, at 0.8% af alle vores penge går til at hjælpe 5% af befolkningen. Penge, der – igen – giver et effektivt overskud for staten generelt, i kraft af disses bidrag til vækst og forbrug..

Eller sagt på en anden måde; for hver skattekrone du afleverer til Skat, der går der 0,8 øre af dem til at hjælpe 130.000 af dine medborgere; hvilket du, eller i det mindste dit samfund, har en reel økonomisk gevinst af senere i regnestykket.

Har du ikke råd til det..?

Det er lidt af et spørgsmål… – Vil du ofre lidt under 1 øre, af din samlede skattekrone på et samfund, hvor vi ikke behøver at leve i frygt for at blive slået ned, alene af den årsag, at folk er er sultne..?

Er dine medmennesker lidt under en øre værd..?

Eller skal vi satse på Amerikanske tilstande, hvor 6 millioner mennesker sidder i spjældet, med endnu større omkostninger til følge..?

For mig er det evident, at retorikken omkring vores syge og svage er fuldstændigt forfejlet og, at vores vrede bør vendes mod de, der spiller på vores uvidenhed og mørke, alene af den årsag, at de ikke betragter NOGEN af os som værdige til respekt, omsorg og livskvalitet.

Eller, sagt på en anden måde; giver vi de rigeste og mørkeste kræfter i vort samfund den magt, de er ved at etablere i vort Dannevang, så går der ikke længe, så er DU også for skud, penge eller ej.

Vi skal være her alle sammen.

Længere er den ikke.

Dertil, der er selvfølgelig meget mere at sige om det end alt dette.

Der kan nævnes hele det maskineri omkring den enkelte borger, der, selvsagt, koster uendeligt meget mere, end de skallede 8-9.000,- Kroner, borgeren selv får mellem hænderne. – Imidlertid er det også et maskineri af folk, der er i ARBEJDE og som – i kraft af vores velfærdsstat og dennes økonomiske mekanismer – også bidrager til vækst og økonomisk sundhed i slut-regnestykket.

Og der er det at nævne, at man, siden højrefløjen kom til magten, har de afskaffet den gamle opdeling af Kontanthjælpsmodtagere – de såkaldte “Match-Grupper”, der – dengang de fandtes, – kraftigt indikerede, at man ikke skulle regne med at få mere end 15% af de arbejdsløse tilbage i arbejde.

85% af Kontanthjælpsmodtagerne er, med andre ord, simpelthen for syge til nogensinde at komme i arbejde, både nu og på sigt. (Men det er billigere at parkere dem på KH end at sende dem på deres rette plads som førtidspensionister. Så bare fuck al lidelsen, ikk’?)

Og der er det at nævne, at hele højrefløjen, og folkene bag den, spiller os allesammen som brikker; de behandler os som folk, der ikke fatter en meter.

DE stod for masseindvandringen i 70’erne og 80’erne, og nu bruger de – disse rigeste få – vores nye medborgere til at få os til at rette vreden imod DEM, og ikke imod de griske bastarder, der er skyld i, at disse fremmede er her i det hele taget, eller, at vi allesammen er så stressede, at et større mindretal er i risiko for at gå ned med stress og andre alvorlige sygdomme.

Det hele er et spil, og så længe, at VI som borgere, ikke kæmper for vor ret, og tager magten – som det, måske fattige flertal af befolkningen, vi er – men endog stadig et flertal – Så bliver vi splittet til pulp af det lille og rigeste mindretal, der lever efter devisen; “Del og hersk.”

Skal vi ha’ en chance imod dem, så må vi STÅ SAMMEN, hvis ikke om de fattige, så om medmenneskeligheden, der sikrer, at ingen skal lide unødigt og i forståelsen af, at vi, rent faktisk, har et kæmpe ansvar over for hinanden.

“Der er kun så og så mange penge i denne verden, og vi har alle sammen brug for nogle af dem; er det rimeligt, at enkelte mennesker tager næsten dem alle, fra flertallet – der så med stå uden noget – bare fordi de skruppeløse få har evnerne til at gøre det..?”

Den retorik og metodik, der kører fra Borgen i disse år er OND, og imens har du 15.000 mennesker i Jobcenterets Ofre, og 130.000 medborgeres liv, der smadres til pulp, og som får ødelagt tilværelser og fremtid, alene af den årsag, at de tillod sig at blive SYGE..???

De fattigste få er endt som prygelknaber i et spil, der handler om at skabe mere rigdom til de, der allerede har så meget, og tage fra de, der ikke har en skid, med demokratiske metoder i hånd..

Vi bliver spillet som bønder i skak, og alt og alle kan ofres.

Det er forfærdeligt, og den eneste vej ud er, at vi står sammen og fucker de lede sataner op, ét kryds ad gangen.

Simon

2 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Dette her skriv, som er mig – og sikkert mange andre – meget velkomment, og som har mange gode pointer, ville have vundet i klarhed, hvis Simon Rosenkilde ville sætte sin tankehastighed en anelse ned og få interessante mellemregninger med i beretningen.

    Man kan så kaste den brand ind i bålet ved at fremføre, at Dansk Folkeparti er inde på at tage menneskerettighederne ud af dansk lovgivning, fordi, som de siger, at disse i så vidt omfang misbruges til at beskytte slynglerne – og der er meget, der tyder på, at de har ret heri. Vi er jo alle vidner til de evindelige jeremiader fra forsvarsadvokater, hvis brød og indkomst beror på at forsvare slyngler mod samfundets forsøg på at neutralisere disse.

    At der samfundsmæssigt er tale om komplicerede ting, fremgår af den betragtning, at vor holdning til kapitalkoncentrationer i høj grad beror på den måde, hvori sådanne bliver anvendt. Vi har været vidner til, at mediemogulen Rupert Murdoch har taget kontrol over betydelige medier i den hensigt at benytte denne magt til den groveste form for magtfordrejning og grotesk manipulation, og til forfølgelse af enkeltindivider uden nåde. Det er en kendt sag, at han går til enkeltpersoner til de skriger, og oftest videre end det. Det er klart, at et samfund har brug for mekanismer, der kan stoppe en sådan mand på en effektiv måde. I sin tid truede Rockefellers Standard Oil med at overtage hele det amerikanske samfunds forretningsliv, hvorfor man lavede antitrustlovene, der tvang Standard Oil til at splitte sig op i omkring 32 selvstændige selskaber. Men på den anden side, hvis en kapitalkoncentration anvendes til at iværksætte en produktion baseret på gedigen forskning, der peger fremad, vil de fleste se dette som en samfundsgavnlig brug af kapital. Der kan i denne forbindelse blive tale om jobs til folk af alle slags, og der kan blive tale om produkter, der kan komme mange mennesker til gode. Et område, der altid vil vække de mest modstridende ytringer, er medicinalindustrien. Som kemimand må jeg sige, at jeg giver ikke meget for kække konklusioner. Men på den anden side har der været eksempler på urent trav fra visse dele af medicinalindustrien, og der skal nok være beslutninger i denne, såsom at lade vigtige områder ligge, fordi man strategisk ikke ser økonomiske muligheder deri, som er diskutable. Men overordnet er denne industri baseret på produktion af produkter, som på forsvarlig vis løser helbredsmæssige problemer hos mange mennesker. Derfor må man se nuanceret på det.

    En debat, som aldrig er blevet taget, men som jeg ville finde interessant, er det, at der er mennesker, som trives ualmindeligt dårligt med det jobmarked, der er standarden i dag. Standarden er, at hver enkelt yder 120% hele tiden, og hvis arbejdsgiveren helt kunne bemægtige sig din sjæl, gjerde han gerne det. Der er imidlertid mennesker, som kun kan trives i frihed, og som i øvrigt ikke har store krav til underhold. Hvorfor debatterer vi aldrig dette på et sundt grundlag? Hvorfor ender det altid i fedtfornærethed, hvor man lægger nogle rimelighedskriterier til grund, som ikke har en pind at gøre, hverken med rimelighed eller retfærdighed? Og idéen om dovenskab, som minder mig meget om en gård oppe på Frilandsmuseet, hvor der i en lavloftet stue var en loftsbjælke, hvori der var indsnittet ordene “BED OG ARBEID” taler jo sit tydelige sprog om en familie – og en samfundsform, hvor der ingen plads var til glad latter. Karakteristisk for disse miljøer var, at enhver forestilling om et psykisk liv var nedskrevet til noget nær nul. Og det er det samme ærinde, de borgelige partier, og Socialdemokratiet heri medregnet, er ude i. Den der sparer til natten, sparer til katten. Det er min erfaring, at de fleste mennesker ikke ønsker sig lediggang. blot vil de selv bestemme farten, og HVAD de beskæftiger sig med. Og er det en offentlig myndigheds opgave at stikke næsen i, hvad folk går og laver, så længe dette ikke er ulovligt? Er vi ikke, som demokrater med udgangspunkt i de liberale frihedsidealer, bedst tjent med at folk selv bestemmer over deres egen tilværelse? Prøv lige at tage den én gang til. Underforstået heri er jo normalt, at det er folks eget ansvar at skaffe sig indkomster, altså liberal demagogi, men prøv lige at trække denne fra. så kommer der noget andet til syne. Det er mellemregninger af denne karakter, jeg savner i Simon Rosenkildes ellers udmærkede blogartikel.

    Svar
  2. Allan

    Tak Simon.
    Et fantastisk indlæg til debatten, jeg ville ønske det kom bredere ud end på denne niche side.
    Har selv mange gange funderet over hvorfor mon ikke nogen tager det faktum op at kontanthjælpsmodtagere mv ret faktisk bidrager til omsætning og arbejdspladser når de bruger deres overførte penge. Når man sætter ydelserne ned vil det uvægerligt betyde mindre omsætning og større arbejdsløshed.
    Det undre mig meget ingen politiker har taget den vinkel op, jeg er i alt fald ikke stødt på det.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.