Træer har altid være enormt magiske for mig; mystiske – æteriske – væsener, der rummede egne dybder og sandheder; evige stille kæmper, der – fra deres standhaftige pladser – skabte et underfundigt univers imellem sig og deres omverden – som kendte de, disse majestæter, alle verdens dybeste hemmeligheder, og som sang de i en tone, der kunne mærkes i hele sjælen, men ikke høres for sanserne.. Magi, i skoven og hvor man fandt dem.
 
Det var indtil i går.
 
Træets stamme er død. Den bruges ikke til noget. Hele træet lever, reelt set, som en slags tæge på sit eget lig – vokser omkring resterne af dens egen død fra året før, som en gråbrun, knudret membran af grådighed, så sulten på lys og liv, at rejsen over egne aflagte indvolde er det mindste..
 
Træer er en slags usmagelig kannibal urt, der faker sin egen guddommelighed..
 
Træer er banale..
 
Jeg hader træer.

4 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Vil det være forkert af mig at antyde, at vi her – måske – har et eksempel på – skal vi sige – ambivalens? Jeg vil slet ikke bringe på bane udsagnenes sandhedsværdi. Der er i begge tilfælde tale om subjektive indfaldsvinkler, der handler om noget oplevet. Og jeg spørger derfor mig selv, om udsagnene i grunden ikke handler om noget helt andet end træer, men at disse blotte eksistens formår at forløse emotioner, som ellers måske slet ikke ville finde udtryk. Jeg selv fyldes af undren over hele botanikken, fordi dens væren er så radikalt anderledes end hele dyreriget. Planterne har ingen nervesystemer, og ingen øjne – men insekterne har øjne, som kan se blomsterne, og ved hjælp af dette syn – og følsomhed overfor duftstoffer – har planterne udviklet mange af deres egenskaber, som også vi mennesker kan sætte pris på.

    Naturen er os en udfordring om at blive forstået. Den er sådan set ligeglad om, hvorvidt den bliver forstået, men det er os ris til egen røv, hvis vi skriver den ud af ligningen. Vi har brug for naturen, selvom Poul Henningsen kaldte den for noget billigt skidt. Kun folk, der intet har forstået, og som intet ved eller vil vide, kan falde så dybt som at anvende sådanne termer.

    Men jeg er forstandsmenneske. Og det er ikke forstanden, der er på tapetet her. Når jeg har gået i skoven, har jeg været ude for at blive bidt noget så læsterligt i panden af den farvestrålende flue, der betegnes ved den usympatiske betegnelse klæg. Den burde hedde noget andet. I det hele taget er det ikke en god idé at opholde sig for længe ude i naturen, fordi der dér er mange organismer, som er ude efter sådan nogle som os mennesker. Men jeg synes, at naturen er pæn. En lise for sjælen. Og så repræsenterer den årmilliarders udvikling, gennemprøvet som den er. Måske er vi mennesker kun en kortvarig krusning på tidens strøm, og vi kan alle forsvinde om det næste hjørne. Hvem siger, at vi kan stå for årmillionernes afprøvning? Naturen har vist, at det kan den.

    Svar
  2. Simon Rosenkilde

    Mennesker har altid være enormt magiske for mig; mystiske – æteriske – væsener, der rummede egne dybder og sandheder; evige stille kæmper, der – fra deres standhaftige pladser – skabte et underfundigt univers imellem sig og deres omverden – som kendte de, disse majestæter, alle verdens dybeste hemmeligheder, og som sang de i en tone, der kunne mærkes i hele sjælen, men ikke høres for sanserne.. Magi, i byen og hvor man fandt dem.

    Det var indtil i går.

    Menneskets stamme er død. Den bruges ikke til noget. Hele mennesket lever, reelt set, som en slags tæge på sit eget lig – vokser omkring resterne af dens egen død fra året før, som en gråbrun, knudret membran af grådighed, så sulten på lys og liv, at rejsen over egne aflagte indvolde er det mindste..

    Mennesker er en slags usmagelig kannibal art, der faker sin egen guddommelighed..

    Mennesker er banale..

    Jeg hader mennesker.

    Svar
  3. Arne Nielsen

    Tak for svaret, Simon. Jeg havde jo godt en fornemmelse… – det forekom mig, at det kunne være noget sådant, der gjorde sig gældende. Men udsagnet er her som kviksølv – hvad taler vi om? Men her er vi nok nær en sandhed om den menneskelige psyke: Den har mange ligheder med kviksølv. “At sove, måske at drømme -” – her formulerer William Shakespeare noget om den menneskelige væren. Alle kender nok den oplevelse, at man drømmer en drøm, som er fuld af dyb mening, og hvor man måske ikke engang er klar over, at man drømmer. Når man så nærmer sig den vågne tilstand, er man inde i den fase, hvor det bliver muligt at huske drømmen. Og når man så vågner, opløser det hele sig i meningsløshed, og det som gav mening bliver afløst af en længere række af spørgsmålstegn. Jeg havde for nylig en påfaldende drøm. I mit køkken har jeg ét komfur, og der er tom plads ved siden af det. I drømmen havde jeg fået yderligere to komfurer: Ét til at koge stormflod, og ét til at koge togulykke. Når man tager i betragtning, hvor uforståelige drømme ellers kan være, synes jeg, at drømmen her har ganske megen mening, selvom pladsen i mit køkken var blevet lidt trang.

    Om primærproces har jeg tidliger skrevet en artikel om (Psykologi i relation til sindslidelser. Hvad fanden snakker manden om?). Det fremgår heraf, at mens følelsesmæssige relationer er forholdsvis stabile i sekundærprocessen, så er de affekter, vi omfatter personer og ting med meget flytbare, således at én affekt kan afløses af den stik modsatte. Endvidere er det karakteristisk for primærprocessen, at affekterne er upræcise og ofte altomfattende og intense, hvorfor de har en tilbøjelighed til at oversvømme bevidstheden, så at verden det ene øjeblik opfattes som befolket med engle, det næste øjeblik opfattes som befolket med djævle, som der er god grund til at hade.

    Så det du giver udtryk for, er særdeles velkendt i psykologien. Der er en glimrende redegørelse for disse fænomener i bogen “De psykiske grundprocesser” af Erling Jakobsen. Man kan sige, at skizofreniens problem består i, at drømmenes måde at fungere på gælder i den vågne tilstand, hvilket, med al respekt, ikke er særligt hensigtsmæssigt. Al logik er sat ud af kraft – hvilken kendsgerning nok er værd at tage med i beregningen, idet vor verden faktisk har logisk karakter – hvilket er en for os mennesker møjsommeligt tilegnet kendsgerning. som ikke alle mennesker er en del af. Vi kender jo den udbredte opfattelse, som udtrykkes i sætningen: “Der er mere mellem himmel og jord, end øjet ser og øret hører” – hvilket jo giver rigeligt plads til poltergeister, spøgelser, ånder, og alverden kontrafaktiske fænomener. Mange mennesker insisterer på denne verdensopfattelse. Her overfor er så en person som mig, der insisterer på en overalt gældende fysisk verdensforståelse. Jeg er udmærket klar over, at denne slet ikke er folkelig, og den er svær at sælge. Menneskene falder i to klasser: De som har indset betydningen af den fysiske verdensforståelse, og så de, som helt ligger under for psykens iboende lunefuldhed, og som ikke har indset fordelene ved naturlovenes pålidelighed.

    Svar
    • Arne Nielsen

      Jeg skal her beklage, at 2. afsnit muligvis er klart tænkt, men ualmindeligt dårligt formuleret. Det skyldes, at der er tale om stof, som jeg har berettet om så mange gange, at det nærmest er kørt i laser. Hvis man vil have en ordentlig redegørelse for det stof, det drejer sig om, kan jeg anbefale den nævnte artikel. Der er over artiklen et billede af to pyramider.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.