Ar kan være meget – ar på sjælen, ar efter cykelstyrtet i sfo’en, ar efter min knæ-operationen osv., ar der er okay, for de ses enten ikke, eller også giver de umiddelbart mening for andre. Men når der er tale om andre ar, ar på min krop, ar som jeg har ansvaret for, ar som jeg selv har lavet. Så oplever jeg, at mennesker ser dem og danner sig et billede af mig – oftest oplever jeg, at der hurtigt er et ønske om, at jeg skal forklare, hvor mine ar kommer fra og hvorfor de er der. Mennesker spørg, men jeg oplever også, at der egentlig ikke ønskes et rigtig svar. Jeg oplever i hvert fald, at det er rigtig svært at give dét svar der ønskes(?). Jeg oplever, der ønskes en nem og hurtig forklaring. Og ærligt, det findes jo ikke – tror jeg ikke – Og jeg har aldrig et svar jeg bare lige sådan kan ’kaste ud fra hoften’. Jeg har ikke det ”rigtige” svar klar i ærmet, for jeg ved det er svært at forstå. Og jeg dømmes præcis i momentet trøjen tages af mig – mine arme ses –  og der tegnes  et billede af mig, straks – et falsk billede – jeg dømmes nu som menneske – jeg er nu hende som gør skade på mig selv – jeg er skør – jeg er syg – jeg er højest sandsynlig ikke værd at samle på. Jeg er farlig.  Jeg dømmes fordi jeg bærer på synlige ar –Jeg oplever jeg skal stå til regnskab for mine ar. Og disse ar kan som regel ikke forklares fornuftigt for ’dine’ ører. Jeg ville ønske jeg ikke skammede mig over mine ar. Jeg ville ønske jeg ikke behøvede at skamme mig over mine ar – over mig. Jeg ville ønske, at de ikke var der. Jeg ville ønske, at jeg kunne gøre det om. Men det kan jeg ikke. Det var en nødvendighed for mig, en nødvendighed for at overleve, på det tidspunkt. Men hvad gør jeg egentlig med dem nu? Er der nogen der har gode råd – for jeg har givet lidt op på det.. Og mister lidt håbet.. Hvad gør du? Hvad siger du?

En kommentar

  1. Ida Eowyn

    Meget fin blog. Jeg kender godt “det der synlige/usynlige ar”… Jeg har også nogle personligheds dimse diagnoser på papiret. Tager jeg mig virkeligt ikk ret meget af mere.
    Jeg er meget åben overfor offentligheden om, at jeg er sårbar og førtidspensionist, men når jeg møder folk første gang, (til mit første møde i den lokale forfatterforening f.eks) præsentere jeg mig kort og præcist.
    “Hej jeg hedder Ida og min debut hedder Anorektikeren og papvinen. Det gør den, fordi jeg har været temmeligt tynd og generelt sårbar, så idag er jeg førtidspensionist. Jeg har haft en del at slås med må nemlig siges”.
    Kommer folk hen og vil snakke videre om mig, stiller jeg gerne op, ellers holder jeg mig lidt tilbage.

    Jeg har øvet mig meget at kaste hurtige svar ud fra hoften, og tror mig, jeg har følt jeg har dummet mig i årevis, og kommer til det igen, men med alderen og erfaringerne er det blevet mindre og mindre.

    Og nu kommer jeg til at tænke på noget… hvad hvis du skriver om dig selv, sætter “din rolle” i de situationer, der er svære, og skriver en masse svar, retter til igen og igen, og skriver en masse dialoger? Frem og tilbage, igen og igen.
    Det er også en måde, som man kan bruge for at lære sine skønlitterere karakter i sine bøger at kende, sætte dem i stressede situationer, så man lære dem godt og grundigt at kende.
    Den brugte jeg i min dagbog, for at lærer mig selv at kende, skrev fiktive, men yderst realistiske situationer, øve mig på papiret og dermed minimere de ubehagelige situationer i virkeligheden, som du beskriver så fint.

    Håber du kunne bruge mit svar. Kærlig hilsen Ida.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.