Jeg har lidt af en krise, men skriver ikke dette for, at ville ynkes eller heppes på som sådan. Jeg håber bare, jeg ikke er alene med disse tanker, og at andre kan spejle sig, som jeg acceptere nu, at jeg kan spejle mig i andres historier.

Jeg kan ikke hitte ud af at acceptere, hvad jeg er. Jeg er bange for at komme til at lyde som alle de andre “syge skvat” og hvad, jeg selv synes, lyder som en fuldstændig kliché.

Jeg startede med at være fascineret af de sårbare mennesker, der skrev op og ned om sig selv, deres historier om at acceptere dem selv og hvilke kampe de gik igennem. Så blev jeg træt af det, så lukkede jeg af, så blev jeg ambivalent, nu tænker jeg “Hvorfor gør de det? Hvorfor fortæller de meget sårbare ting om sig selv? Ting de oplever lige nu?”

Hvorfor lukkede jeg selv af? Fordi jeg ikke var klar til at se min egen sandhed i øjnene. De skrev på en måde om mig.

Jeg er ambivalent. Hvis jeg deler ting om mig selv, som er meget privat, kan det let give bagslag. Jeg bliver møg ked, kan dårlig takle det. Jeg skal helst have afstand til de ting, jeg fortæller om, men mit store problem er, at jeg fucking bløder med et eller andet hver eneste dag. Så hvad skal jeg fortælle om, hvis det hele gør fucking ondt? Tja, jeg skal fortælle sandheden, stille og roligt og lige sove på det, så kan jeg poste.

Hvad vil jeg, men hvad kan jeg?

Lige for tiden føles psykisk smerte næsten uoverkommeligt. Der er så meget, jeg gerne vil her i livet, men må prøve at accepere, at det meste ikke kan lade sig gøre. Jeg er ret sortsynet for tiden, det ved jeg godt, men på den anden side er mine erfaringer, at jeg ser klart langt nede på bunden. Under bunden er der helt sort, men lige over bunden, er ofte der, jeg kan se, hvad det er, jeg skal prøve at acceptere og arbejde med.

Det, jeg er, har jeg ikke lyst til at være. Fucking svag, sart og sårbar. Men hvis jeg kan acceptere det og måske ligefrem komme til at holde af min sårbarhed og mig selv på en ægte måde… det giver en afslappet varme inde i mig, mens jeg skriver det, med tåre i øjnene. Tage kampen op mod mit dårlige selvværd.

Urealistisk liste

  • Jeg vil gerne være mere social.
  • Jeg vil gerne kunne overkomme mere i dagligdagen, være mere effektiv.
  • Jeg vil gerne klare mig selv, uden førtidspension.
  • Pt gerne mere social, så jeg kan gennemfører mine projekter med Outsideren.
    • (Hvis vi ser bort fra at økonomi og gensidig forsørgerpligt forhindre mig i at have råd til at tage ofte til København og øve min sociale udholdenhed i toget og på kontoret. Bor i Nykøbing Falster)

Denne liste er lidt sortsynet, men… jeg vil ikke ligefrem sige et øjebliksbillede, for på nogle områder får jeg det lidt bedre år for år. Nogle få ting, går stille, bumpende, jævnt fremad. Det meste står ret stille.

Mit “øjebliksbillede” er en stille vandpyt, hvor vandet fordamper i næsten samme tempo, som det småregner og blæser lidt en gang imellem. En gang imellem kan der da godt komme et lille uvejr, en større tudetur, men det tager jo bare trykket og toppen, så der ikke kommer eksplotioner.

Realistisk liste, lære at acceptere

  • Jeg er ikke så social, det er ok.
  • Jeg kan ikke være med til så mange sociale arrangementer, det er ok at være med online.
  • Jeg behøver ikke lave så meget hver dag, det er ok ikke at halse afsted efter urealistiske mål.
  • Jeg er hjemmegående, det er et ok “job” at hjælpe til hjemme.
  • Jeg har ikke et super selvværd, det er ok.
  • Mit motions behov er stort. Det er ok. Det er ikke i sig selv en spiseforstyrrelse.
  • Mit skrivende og kreative behov er stort. Det er ok.
  • Jeg er god nok, selvom jeg er førtidspensionist.
  • Jeg er god nok, selvom jeg er svag, træt, og sansesart.
  • Små glæder, er også gode glæder. Også selvom det kan føles trist og hult, så er det stadig noget værd.
    • At læse er at rejse.
    • At se dokumentere om New Zealand er at rejse.
    • At gå på planteskolen er at eje en have.
    • At tale om fede køretøjer, er at eje en Tesla for en kort stund.
    • At tænke på drømme, er håb.
  • Jeg vil fokusere på det vigtigste i mit liv. Bare at være kæreste og sammen med ham. Holde om hinanden. I medvind og modvind. I en let brise og i hård storm til søs. Rejse ud over stepperne sammen.
  • Acceptere at han gerne vil være sammen med mig.

På den anden side ved jeg ikke, hvor jeg er på vej hen. Jeg er nyfødt, jeg er kun 1,5 år gammel, eller kun 5 måneder pt. Surprice Ida, denne blog kom også til at slutte af med en kærlighedserklæring. Jeg mødte min kæreste for omkring 1,5 år siden, og vi har boet sammen siden september 2018. Det er først for alvor nu i mit 30 årige liv, at jeg er ved at finde en ro og kunne begynde at acceptere, den svagelige skid jeg er. Jeg tror aldrig, jeg ville have kunnet opnå fred og ro til at acceptere mine svage sarte sider, hvis jeg var alene. Der er så mange opgaver i det daglige, så meget at lave, at det ville have taget alle mine kræfter. Men når nu vi er to til at deles om opgaver, så har jeg mere fred til at passe på mig selv. Jeg har en til at holde mig lidt i ørene, læne mig op af og en jeg også kan gøre små ting for hver eneste dag, En der gider at støtte sig til mig. HOLY SHIT. Jeg kan give lidt igen, passe på ham.

Jeg håber, jeg med årene bliver stille og roligt bedre og stærkere. Det er ikke umuligt. Jeg er lidt træt af mit slogan, men “der er altid håb”, er jo netop ikke defineret af størrelse, så uanset hvor lidt håb der er, så er det der stadig.

Om Forfatteren

Jeg er blevet EN AF OS ambassadør i region sjælland. Førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er på en del områder en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Men jeg udvikler mig meget og bliver mere udadvendt som tiden går. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

6 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Om hvad der leder til, at folk skriver, og også ofte har en sårbarhed i forbindelse hermed, kommer jeg til at tænke på psykiateres ofte meget forskellige erfaringer i forbindelse med samtaleterapi. Disse erfaringer går ud på, at for nogle er der gode resultater af en sådan terapi, mens det for andre er fuldstændigt omsonst.
    Jeg har selv undret mig over, at når folk offentliggør noget personligt, og man så offentliggør en kommentar, så venter man ofte forgæves på et svar. Dette peger i retning af, at i selve skriveprocessen beror en indre dialog hos den skrivende, og det er dette, der er den egentlige pointe. Selv synes jeg jo at muligheden for at komme i dialog med andre er det, der rummer det interessante perspektiv. Men det er nok sådan for mange sindslidende – hvilken sindlidelse de så har – at evnen til følelsen af kontakt med et andet menneske er beskadiget – hvilket kan bevirke megen ensomhedsfølelse. Jeg er tilbøjelig til at mene, at problemet i virkeligheden består i vanskeligheden for den skrivendes enkelte dele at komme i kontakt med hverandre, og at det er dér, den egentlige pointe med at skrive ligger. Har jeg ret?

    Svar
    • Ida Eowyn

      Det synes jeg ja. Faktisk meget rigtigt med det du skriver om “det er selve skriveprocessen, der er det vigtige, hvis der ikke er kommentere” 😉 Og om man formår at skrive i et ikke alt for kludret sprog, der lader sig læse af udefra kommende 🙂 Lidt klart sprog og at andre på en eller anden måde kan relatere sig til det man skriver, så skal læserne nok komme.

      Svar
  2. Arne Nielsen

    I øvrigt er det ok at være føretidspensionist. Kendsgerningen er jo, at jobmarkedet i dag er et frådende uhyre, der til enhver tid kræver én 120%, og der er ikke den ringeste plads for nogen form for sårbarhed. Og fagforeningerne er fløjtende ligeglade. De ser ikke dette som et problem, der vedrører dem. For dem er det en selvfølge, at de medlemmer, de leverer, er fit for fight, og kan man ikke klare mosten, kan man sådan set gå ad hekkenfelt til. Og det gør vi så, lille du… . Og vore velsignede politikere, dem med de fede pensioner, har med åbne øjne lukket de fleste veje til førtidspensionering. De sparer og sparer, så der bliver råd til at skattekroner bortsvindles, samtidigt med at store dele af vore samfundsfunktioner er under nedbrydning. Borgerlige regeringer har aldrig villet noget samfund. Bag det hele lurer natvægterstaten som det endelige mål. Men det får vi naturligvis ikke noget at vide om – det skal ikke hedde sig… – selvom realteterne sige noget andet. Der er ikke kun tale om den enkeltes problemer, selvom skiftende regeringer af al kraft har søgt at gøre det til netop det. Der er tale om et samfundsproblem, som man, i tråd med den ihærdige benægtelse, ikke engang vil kommentere.

    Svar
  3. Arne Nielsen

    Mange tak for svarene, Ida. Det er meget opløftende, når der kommer svar eller reaktioner. Måske skal jeg også kigge indad, i forhold til, hvordan jeg i mine skriv skaber en åbning. Der er jo så mange måder at skrive på, og der er nok mange ubevidste faktorer, der er bestemmende for, hvordan tingene kommer ud.

    Ha det godt
    Arne

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.