Hvis jeg ikke er robust, hvad er jeg så? Er jeg sårbar? Måske er jeg ikke robust, fordi jeg er sårbar. Eller måske er jeg sårbar, fordi jeg ikke er robust.

Jeg faldt over professor Brené Browns TED talk på Facebook om ”vulnerability”, om styrken ved sårbarhed.

Yderst interessant og relevant forskning i en tid, hvor netop menneskets sårbarhed bliver belyst i et lys af menneskets mod til at erkende sin egen sårbarhed. En erkendelse som tydeligvis kræver mod, da menneskets sårbarhed ikke just har en positiv anerkendelse i den moderne tid.

Browns TED talk fik mig til at tænke over denne sårbarhed.

Den iboende sårbarhed

Kan det tænkes, at der er tale om en immanent sårbarhed hos alle mennesker, som blot er vores evne til at sanse, føle, mærke, elske?

En sårbarhed hvor mennesket overgiver sig, som det lille barn, der trygt og roligt falder til ro ved lyden af mors eller fars hjerteslag. Den sårbarhed som kan referere til udsagnet ”vi er jo blot mennesker, ikke andet end mennesker”. Det menneske som lærer om sig selv og andre hele livet, og det menneske som i virkeligheden ikke kender sin vej.

Den bevægende sårbarhed

Og kan det tænkes, at der ligeledes er tale om en sårbarhed, som er kausal? En sådan sårbarhed, som mennesket møder på sin livets vej i læren om sig selv og andre. En sårbarhed som mennesket må forholde sig til, som mennesket forholder sig til sig selv. Man kan måske sige, at en sådan sårbarhed ikke kun fremtræder som en sårbarhed i sig selv. Den fremtræder ligeledes som en realitet af et sårbart menneske.

At forholde sig til sin sårbarhed

Jeg tænker, at den immanente sårbarhed ikke på samme måde er adskilt fra mennesket, som et forhold i sig selv. Netop denne forskel betyder, at den kausale sårbarhed som adskilt fra mennesket i et forhold, kræver at vi netop forholder os til denne sårbarhed som et forhold adskilt fra mennesket. At vi søger at forstå denne sårbarhed, for bedre at mestre den.

En forståelse af sårbarhed

Som vi umiddelbart forstår dens natur, anskues denne kausale sårbarhed som værende ikke adskilt fra mennesket. Man kan sige, at mange mennesker anskuer denne sårbarhed som værende en vækst i mennesket, der træder i karakter, som ”noget”, der skal forklares og forstås, der skal tales om og der skal bearbejdes.  Som ”noget” der skal nedtones og helst forsvinde.

Vi ser helst ikke vores kausale sårbarhed i øjnene. Hvorfor? Fordi vi derved fornedre os selv, tænker nogle. Andre tænker med taknemmelighed, at det blot er læren om sig selv og livet. Måske tænker nogle, at sårbarhed om den er immanent eller kausal blot er en del af menneskets natur, som vi skal forholde os til, som vi skal forholde os til os selv.

Hvad tænker du?

Jeg tænker selv, at jeg er immanent sårbar, fordi jeg er menneske. Og jeg tænker, at jeg har en kausal sårbarhed, fordi jeg er det menneske, som jeg er.

Hvad tænker du, om det at være sårbar og have en sårbarhed?

Er ovenstående refleksion en forståelse, som giver mulighed for at opnå en større mening, om det at være et sårbart menneske med en sårbarhed?

Kilde: https://www.ted.com/talks/brene_brown_on_vulnerability?language=da

 

Efterskrift

I denne refleksion omkring det at være sårbar med en sårbarhed, er det mit budskab at påpege, at vi som mennesker alle er sårbare alene af den grund, at vi som mennesker sanser.

Jeg taler her om den immanente sårbarhed. En iboende sårbarhed, som har sit eksistentielle menneskelige grundlag.

Nogle af os har også en sårbarhed. En sårbarhed som handler om mere end, at vi er sansende mennesker.

Denne sårbarhed kalder jeg kausal, da den giver sig til kender i forhold til årsag og virkning.

En sårbarhed som jeg mærker, når jeg bliver presset eller stresset.

Jeg har denne sårbarhed samtidig med, at jeg er sårbar. Forskellen på de to er, at jeg bliver nød til at erkende og forholde mig til, at jeg har en sårbarhed. Og det bliver jeg nød til for at passe på mig selv. At jeg er sårbar, som du ligeledes er, er blot en konstatering af vores menneskelige karakter.

Min sårbarhed er til tider aktiv, til tider passiv. Vigtigst af alt øver jeg mig til stadighed på at sige til mig selv, at jeg ikke er min sårbarhed.

Min kausale sårbarhed kan jeg tage i hånden, arbejde med, forme, erkende og acceptere.

For mig er min sårbarhed blevet en slags censor, som fortæller mig, når tingene begynder at skride, når tingene er ved at miste balance, og når jeg i mig selv mærker en knude i maven. Så er det tid at stoppe op.

At bruge min sårbarhed som et redskab har dog taget tid, og jeg falder stadig i, glemmer at stoppe op. Men jeg er overbevist om, at jeg ikke er min kausale sårbarhed. At denne sårbarhed ikke er en del af min personlighed. Det er en proces at nå til erkendelsen af, at jeg har en sårbarhed, som jeg ikke er!

 

 

 

 

Om Forfatteren

Velkommen til min blog ”wonder”. Jeg er en kvinde på 49 år. Jeg har 3 børn, jeg har en kæreste, og jeg har en diagnose. Egentlig er jeg er bare et menneske, som er sårbar med en sårbarhed. Jeg er evig og altid i proces. Jeg tænker tanker, som jeg skriver ned. Mit skriveri hjælper mig i mine processer, som ofte kredser om forståelse, erkendelse og accept. Som cand. pæd. i pædagogisk filosofi og med min interesse for eksistentiel filosofi er jeg interesseret og nysgerrig omkring en dybere forståelse af det enkelte menneske i sin forståelse af livet. Mine skriverier har derfor et eksistentielt filosofisk afsæt. Jeg håber meget, at du har lyst til at læse med, måske tilføje en kommentar, som kan føre til en spændende dialog.

3 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Tak for den åbning i forhold til debat – den har jeg i mange sammenhænge savnet. Jeg er noget delt på, hvorvidt man skal skrive noget, som vil falde i god jord hos bloggeren/artikelskriveren, eller om man på mere direkte vis skal spille ud med et eller andet, som måske ikke ligefrem udgør en provokation, men som i det mindste angler efter en reaktion.

    Jeg for min del er ret ligegyldig i forhold til hvad man kalder det – ER sårbar eller HAR sårbarhed. Jeg er mere optaget af, hvordan man egentligt ser på fænomenet. Nogle mennesker har betonblokken eller kampestenen som ideal, og opfører sig som var de sådanne. Min far havde den opfattelse, som deles af ganske mange mennesker, at børn skal hærdes. I dette begreb ligger begravet en begrebsforbistring, idet der her underforstås, at børn følger samme logik som en jernstang. Selv har jeg den opfattelse, at den rette og rigtigt placerede støtte kan tivejebringe et overskud, der senere kan tæres på. Vor verden er meget langt fra at være idéel eller menneskevenlig – arbejdsmarkedet er en molok, som æder mennesker, og den enkelte har brug for noget ballast hjemmefra, man har brug for at trække på i kampen for tilværelsen. Derfor skal børn ikke hærdes. Der er jo hele diskussionen om udfordringer, men disse kan forelægges barnet på så mange måder. I stedet for at slynge en udfordring i hovedet på barnet, kan man jo præsentere den i form af en opbyggelig samtale. Forældre vil ofte gøre den iagttagelse, at nogle ting er barnet parat til, andre bider ikke på – og det skal man respektere. Jeg må her stærkt pointere, at ethvert forsøg på at “hærde” barnet på gammeldags vis meget nemt kan munde ud i, at der slås et uopretteligt skår i barnets følelse af loyalitet i forhold til forældrene eller ældre søskende, såfremt de forsøger noget sådant. Denne aspekt er alt for underbelyst i debatten, og mange halv- og kvarthjerner har io denne forbindelse kvajet sig med en masse sludder.

    Jeg erfarede i forbindelse med min egen skizofreni en stærk forøgelse af mine sanser og mit fortolkningsapparat – evner, som jeg ikke har mere. Til gengæld er jeg ikke mere så nem at slå ud af kurs. Jeg har hos medpatienter iagttaget, at samtale undertiden er en dans på æggeskaller – der er emner og formuleringer, det er af stor betydning at undgå. Jeg har ikke nogen nemme løsninger på denne problematik. Det er min erfaring, at brug af psykiatrisk medicin i en del tilfælde kan reducere sådanne former for følsomhed – det har det også gjort i mit tilfælde, i og med, at jeg har fuld kontrol over mit tanke- og følelsesliv. Det har holdt hårdt at nå dertil.

    Når jeg her har bragt emnet “børn” på bane, er det fordi børn, fordi de er børn, er sårbare. Børn reaktionsmøstre kan være meget forskellige. Nogle er naive, qua børn, mens nogle enkelte er udspekulerede indtil det ondartede. Det forhold, at mobbeproblemerne er så store i vore skoler, taler sit tydelige sprog om, at børn ikke kan sættes på én formel. Der ER børn, hvor det, der er på spil, er, hvordan man får dem aflært en masse antisociale uvaner. Da forældrene i mange tilfælde enten ikke forstår problemerne, eller selv har dem i svær grad, står vi med en problematik, som gør hele denne sårbarhedsdiskussion yderst relevant. Det er jo som oftest andre mennesker, den er gal med i denne forbindelse.

    Svar
    • Wonder

      Kære Arne
      Tak for din kommentar, som er yderst interessant og velskrevet.
      Min indlæg er en egen refleksion, der som nævnt tager sit afsæt i en TED talk. Jeg er enig i, at emnet sårbar(hed) kan debatteres på mange niveauer, og at emnet deraf kan blive fremhævet i perspektiver, som derved får forskellige værdigrundlag.

      Jeg mener klart, at vi alle er sårbare. Det er ikke blot børn, som er sårbare. Vi er alle sårbare, fordi vi er mennesker. Dette faktum, som jeg vil tillade mig at kalde det, bliver i høj grad modificeret fra en menneskelig karakteregenskab til en samfundsbelastning, hvor det enkelt menneske netop kan stå med en misforstået opfattelse af at skulle hærdes. Hærdes til hvad, kunne jeg spørge?

      Til livet? I så fald i hvilket forhold skal mennesket hærdes? I forhold til andre? I forhold til sig selv?

      Hele debatten omkring at være sårbar og have en sårbarhed handler umiddelbart ikke om sårbarhed i sig selv. For mig at se handler det om, at vi anskuer mennesket, som menneske i sig selv og ikke som et middel.

      Forældre står i dag med et gevaldigt ansvar. I første omgang at danne deres børn som medborgere og med en bevarelse af børnenes iboende værdighed.

      Og det er en udfordring! Jeg tænker, at både børn som voksne kan have en oplevelse af at skulle leve op til et super ideal, hvor det handler om at være et præstations produkt i et konkurrencesamfund, fremfor at være medborger med respekt for egen værdighed blandt andre medborgere.

      Dannelse i sig selv bør udgøre en væsentlig del af debatten om sårbarhed.
      Det er netop heri, at der er mulighed for forståelse af mennesket.

      Svar
  2. Arne Nielsen

    Mange tak for svaret, og for rosen. Jeg må her undskylde de mange slå- og stavefejl.

    Jeg kan godt se, hvad du mener med, at vi alle er sårbare. Men det mener jeg på den anden side godt kan diskuteres. Jeg ved med mig selv, at hvis jeg havde en politisk tillidspost, så ville jeg kunne spyttes ud som konfetti efter fem minutter. De ledende politiske forhandlere skal have en helt usædvanlig robusthed. Der er oppositionen, og der er partifæller, der falder én i ryggen. Der er politikere, der har givet udtryk for, at de ingen venner har i deres eget parti, men ikke sjældent folk fra andre partier, og gerne fra oppositionen. Dette er tankevækkende.

    Selv vil jeg henlede opmærksomheden på det fænomen, at en sårbarhed godt kan betragtes som en mulighed for særlige evner. Jeg vil hævde, at tænkende mennesker er mere sårbare end andre. På den anden side har jeg selv oplevet sårbarhed som et symptom på, at éns underbevidste funktioner direkte modarbejder én, og det kan blive en sejg kamp at vende denne situation om. Selv var det aldrig lykkedes mig uden temmelig stærk medicin i store doser.

    Sårbarhed er en del af den større problematik: Hvorfor er vi mennesker som vi er? Jeg er netop i gang med at læse en bog om menneskets udviklingshistorie, og det er tankevækkende, at de mange udfordringer og opgaver, vi som mennesker har stået overfor i udviklingens forløb, ikke har ført til én prototype af mennesker, men en hel masse typer mennesker, og mange folkeslag, og for hver af disse forskellige folkeslag er der forskellige typer, som udviklingen har bonget ud med. Det er jo netop denne variation, der gør studiet af mennesket til alt andet end kedeligt. Vi har tilsyneladende i løbet af 1500 generationer udviklet den menneskelige psyke, og når det har gået så stærkt, er det ikke så mærkeligt, at der forekommer psykiske forstyrrelser. Men kun indenfor de sidste måske 150 år er vi nået til at studere den menneskelige psyke i sin egen ret. Det er ikke ret længe, og vi har utvivlsomt meget at lære endnu.

    Jeg er med mellemrum stødt ind i mennesker, som med stor overbevisning har fremført den opfattelse, at mennesker er ens overalt, og at det er de samme temaer, der gentages overalt til trivialitet. Jeg er til gengæld kommet til den opfattelse, at mennesker, der tænker sådan, nok er temmeligt kedelige.

    Jeg erindrer fra min studietid, hvordan det var hungeren efter viden, og efter at præstere, der fik mig og mange andre medstuderende til at tilsidesætte alle andre hensyn for en årrække. Og denne tankegang har jeg kun mødt i studiemiljøet. Og det er denne tænkemåde, der har haft så dyb indflydelse på det moderne samfunds hele indretning. Politisk tænkende mennesker har, i modsætning til det skabende menneske, uforandret den ene overskrift på dagsordenen, som er: Hvordan maksimerer jeg min egen magt? Det skabende menneske har overskriften: Hvordan når jeg erkendelse og indsigt? Der er så dybtliggende forskelle mellem disse to strategier, at jeg ikke vil tøve med at kalde disse to typer mennesker for to indbyrdes uforligelige menneskearter. Det skabende menneske har i årtusinder været et meget lille mindretal, men i dag har vi verden over en forskerpopulation, som ganske vist er lille i forhold til det store flertal, men som skiller sig ud fra dette, og det er en helt ny situation.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.