Kender du det……..

Igennem det meste af mit liv har jeg haft svært ved at holde på mine venner, jeg skræmte dem simpelthen væk… Hvorfor?

Jeg kunne ikke styre min vrede og mine negative holdninger og tanker. ALT blev vendt i mit hoved til noget negativt. Hvem gider og omgås negative mennesker? Ja… det var der ikke mange der ville, og derfor forsvandt de én efter én…

Jeg er igennem det meste af mit liv blevet stemplet som ”problembarnet”, ”den opmærksomhedskrævende” og ”den evigt negative”.

I folkeskolen blev jeg altid placeret i det fjernest hjørne, helt alene. Var det en optimal måde at tackle mig på? – NEJ! Dengang var lærere ikke uddannet indenfor psykiske lidelser, og dengang var det ikke noget der blev snakket om eller handlet på, så det eneste jeg blev set som, var ”et problem”.

JEG VILLE ØNSKE, at jeg var blevet placeret helt oppe foran læreren, så der var fokus på mig, og så jeg selv kunne koncentrerer mig mere. Men dette var og blev aldrig tilfældet. I værste tilfælde, blev jeg smidt ud for døren, og gik derfor glip af undervisningen.

Lærene prøvede et par gange at sætte mig ved siden af en anden, midt i lokalet. Dette var selvfølgelig dømt til at gå galt, hvilket det også gjorde.

Jeg har altid været overfølsom overfor lyde, primært: Negle i bordet, trykken på kuglepinde, smasken og høje/dybe vejrtrækninger. Dette var så en beskrivelse af det min sidemakker gjorde… Og det var et kæmpe problem og ikke mindst udfordrende for mig.
Det var i disse situationer jeg kæmpede utrolig meget, og det var også i disse perioder jeg var værst hjemme ved mine forældre. Det kunne eskalerer så meget for mig, at jeg begyndte at slå, jeg begyndte simpelthen at give lammere. Dette resulterede selvfølgelig i opkald til mine forældre om alle de ”problemer” jeg foresagede. Hvilket gjorde at jeg havde knap så glade forældre at komme hjem til.

Jeg blev meget hurtigt uvenner med folk, netop fordi jeg ikke kunne styre min vrede, jeg ville altid have min vilje og jeg ville ikke lytte til andre.

Sådan var mit liv, op og ned, i mange år.

I 2015, hvor jeg var 22 år gammel, begyndte jeg på social og sundhedsassistent uddannelsen i Aarhus, og her fik jeg virkelig mine følelser udenpå tøjet. Jeg begyndte at se hvor store mine problemer var for mig, og jeg besluttede mig derfor for at tage til min læge, for at få taget en tast for om jeg havde ”misofoni” (overfølsom for lyde).
Min læge gav mig en test og jeg svarede på alle spørgsmålene, da jeg kom ind og skulle have resultatet, spurgte han mig om jeg vidste hvilken test jeg havde taget… og jeg blev helt forvirret og svarede selvfølgelig en test for misofoni?

Lægen kiggede på mig, og jeg kunne mærke at jeg begyndte at blive bekymret, jeg rystede i hele kroppen og stirrede bare tilbage på ham.

Han fortalte mig at det var en ADHD test, og det fik mig til at grine, for hvis det var noget jeg ikke havde, så var det ADHD. Han kiggede meget mærkelig på mig, og sagde Christina, det er altså ikke sjovt. Jeg stivnede i kroppen… ”åh nej?, hvorfor? Hvorfor er det ikke sjovt?”

Jeg blev ked af det, sur, men også glad, alle ting på en gang…… Jeg havde alle hovedsymptomer på ADHD og samtlige bisymptomer.

Her begyndte mit liv at give mening.

Her startede min udredning… Jeg blev hurtigt afvist af det kommunale regi, fordi jeg var ”voksen”, og hvis jeg kunne have levet indtil nu med ADHD, så burde jeg også kunne resten af mit liv…
Jeg fik en kæmpe mavepuster, hvordan skulle jeg have handlet anderledes? hvad skulle jeg have gjort? Ingen opdagede mig, ingen så mig som andet end ”et problem”, så hvordan skulle jeg have vidst bedre? Er det mit eget ansvar at jeg ikke gik til lægen om lille og fik en test? HVORFOR????

Jeg var så forvirret, heldigvis, havde jeg det bedste læge som ville mig det bedste. Jeg fik en henvisning til en privat psykiater, hvor jeg begyndte kort tid efter. Jeg skulle igennem utrolig mange test, og efter noget tid fik jeg min diagnose, middel ADHD.

Følelserne, vrede, glæde og frustration, kom frem igen.
Vrede og frustation fordi jeg blev så sur over at JEG skulle have denne diagnose, jeg ville bare være som andre.
Glæde , fordi endelig, endelig kunne jeg få en forståelse på mine handlinger igennem hele mit liv.

Efter denne diagnose kunne jeg begynde at arbejde mere målrettet med mig selv, og mine handlinger. Alt i mit liv gav pludselig mening.

 

Skal jeg gå rundt og være ked af og have ondt af at andre så mig som:

”problembarnet”, ”den opmærksomhedskrævende” og ”den evigt negative”.

NEJ! Det er fortid, og man vidste ikke bedre dengang. Jeg kan ikke ændre på ting der er sket, men jeg kan ændre på ting der kommer til at ske! Jeg kan give verden et nyt syn på hvem jeg er, og hvad jeg står for.

Hvad er et problembarn? – I MIN verden findes det ikke. Men… Der findes børn med problemer! Og de skal hjælpes! Derfor er jeg evigt taknemmelig for vores uddannelser nu, hvor de lærer om psykiske udfordringer og derved kan børn og unge med psykiske lidelser blive hjulpet i tide.

 

I dag er jeg uddannet social og sundhedsassistent og arbejder som teamleder i et privat pleje firma, jeg har mit eget hus hvor jeg bor med min hund. Jeg har den bedste familie og de bedste venner omkring mig, som jeg kunne ønske mig.

JEG ER HELDIG!

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.