Der er en stigende tendens til at erstatte alvorlige psykiske lidelser med sårbarhed, når vi omtaler psykisk syge. Det svarer til at kalde hudkræft for eksem, bare så folk ikke går i panik. Men det er altså to vidt forskellige ting. Ja, jeg er sårbar i perioder. Men derudover er jeg også syg. Indtil videre, i hvert fald. At pakke sandheden ind gør min situation ikke mere spiselig. Det har heller ikke gjort det nemmere for mig at dele det med omverden. Vi er jo alle sammen sårbare, når vi bliver udsat for tilstrækkelig hårdt pres. Det er menneskeligt. Det er det, der adskiller os fra robotter.

Jeg hentyder ikke til, hvad andre vælger at kalde sig selv. Vi har hver især ret til at kalde os lige præcis det, som vi trives bedst med. Jeg deler mine refleksioner over de konsekvenser nedtoningen af alvorlige lidelser kan have, når vi bruger begrebet på den generelle plan. Eksempelvis, når store organisationer eller medier taler de syges og dermed også min sag. Begrebet ‘sårbar’ er tidligere blevet udfordret. Jeg tager del i debatten og stiller spørgsmålstegn ved, om det egentlig ikke er misforstået omsorg. Skaber det ikke mere stigmatisering end accept?

Jeg kan ikke identificere mig med det
I starten var jeg meget begejstret for begrebet. Jeg tog det straks til mig lige netop med bagtanken om, at det ville gøre det nemmere for andre at tale om. Det viste sig ikke at være tilfældet. Desuden kunne jeg ikke finde mig selv tilpas med det. Som tiden gik, blev det mere og mere tydeligt for mig, at der lå mere end bare sårbarhed i mig. Jeg var syg i en grad, at det føltes som handicap. Jeg kunne simpelthen ikke identificere mig med denne sårbarhed. Det var mere autentisk at erkende, at jeg var blevet syg.

I dag er jeg decideret imod at blive kaldt psykisk sårbar.

Der er først og fremmest stor forskel. Mine reaktionsmønstre kan ikke sidestilles med almindelig sårbarhed. Sårbarhed gør mig heller ikke uarbejdsdygtig eller handlingslammet. Det gør sygdommen til gengæld. For det andet:

Hvor psykisk sårbar er noget man er, er psykisk sygdom noget man har.

Jeg er vokset op med vold og dødstrusler. Alligevel har jeg som barn haft styrken til at kæmpe til det sidste – fysisk og mentalt – og ikke lade mig knække af en voksen, velbygget mand. Jeg har været ude for traumatiske oplevelser som at sidde med et dødt foster i min hånd. Alligevel har jeg haft styrken til at holde sammen på mig selv og familien, og leve op til mit ansvar på arbejde samtidig. Jeg har oplevet kriser som at miste job og bolig i rap. Jeg har ligget på papkasser i fosterstillingen, fordi det var så koldt at sove på gulvet. Alligevel har jeg haft styrken til at sige til mig selv: ”Du er ikke et offer. Kom så i gang med at bygge et liv op.” Et liv, som jeg i dag er meget stolt af. Så, nej. Jeg hverken kan eller vil defineres som psykisk sårbar.

Jeg blev syg i forbindelse med fødslen, så den udløsende faktor er biologisk, og har intet med sårbarhed at gøre. Jeg er syg, og det er okay. Jeg har ikke ondt af mig selv. Jeg har et værdifuldt liv, masser af kampgejst og store ambitioner for min fremtid. Jeg har evner, der ikke påvirkes af sygdommen, og jeg har fundet fred og accept. Jeg er fuldt tilfreds med at være mig. Syg.

De gode intentioner
Det er formanden for Foreningen Det Sociale Netværk, Poul Nyrup Rasmussen, der har introduceret begrebet psykisk sårbar. Kampen om at gøre det nemmere for mennesker, der har fået en psykiatrisk diagnose, at indgå i samfundet på lige fod med alle andre, er rigtig vigtig. Jeg støtter intentionerne bag. Både personligt og fagligt.

Ja. Vi må få ændret opfattelsen af, at psykisk sygdom er noget farligt og ukontrollerbart, så vi tør byde de psykisk syge indenfor. Jeg så gerne, at vi tager regelmæssige snakke – både offentligt og ved familiekomsammen – om, at psykisk sygdom ikke er værre end, at mange kan leve et almindeligt liv. Vi må også frembringe alle de historier, hvor hårdt ramte psykisk syge kommer sig helt. Disse historier må vi modtage med stor respekt og anerkendelse, og korrigere os selv, når vi tænker: ”Så var hun jo ikke rigtig syg” eller ”Han var garanteret fejldiagnosticeret”.

Men ændrer vi synet på psykisk syge, ved at sige, at de ikke længere findes? Ved at nedtone alvoren og drage paralleller til noget alment, som alle mennesker kender? Hvad jeg ser her er, at vi gør personen til problemet. ”Vi er alle sårbare, men du – i modsætning til os andre – kan ikke klare livets rutchetur.” Måske har psykisk sygdom noget at gøre med graden/intensiteten af belastningerne, snarere end, hvor sårbar personen er?

Jeg er også enig i, at vi skal dyrke håbet. Håb giver kampgejst, og kampgejst er en af grundstenene her. Psykisk sygdom kan ikke bare fjernes med en operation. Psykisk sygdom kan byde på mange hårde kampe i forskellige udstrækninger. At få at vide, at man er kronisk syg, er passiviserende, viser min erfaring. At få at vide, at det handler om kemi og fejl, gør mig magtesløs. Så, ja. Omtale af psykisk sygdom på en måde, der skaber håb om at kunne komme sig, er vigtig.

Men hvis vi nu tager eksemplet med hudkræft igen. Hvor gavnligt er det egentlig at bilde sig selv ind, at det blot er eksem? Er det ikke sundere at forholde sig til realiteten? Handle på det, der reelt skal handles på. Ved alvorlige diagnoser kan man jo også plante håb ved at fortælle, at prognoserne er gode, eller at vi er blevet dygtigere til at behandle effektivt. At normalisere min tilstand giver mig ikke håb. Hvad der giver mig håb er, en behandler, der bevidst bruger ordvalg, der motiverer mig til at kæmpe. En, der er ydmyg nok til at erkende, at vi ved alt for lidt om psykisk sygdom, og videnskab er derfor kun et øjebliksbillede. Det giver mig mod på at tage ejerskab over min egen recovery.

Ekskluderende og stigmatiserende
Udover, at jeg ikke kan se mig selv som sårbar, har begrebet en negativ klang. Sårbar defineres som: Let at gøre ked af det eller skade psykisk eller fysisk. Ord i nærheden er bl.a.: Sart, skrøbelig, overfølsom og tyndhudet. I en tid, hvor ‘solid’ bliver efterspurgt som personlig kompetence i stillingsopslag, er det ikke særlig gavnligt for mig at blive omtalt som sårbar. Det skaber automatisk en forventning om, at jeg skal bæres igennem. At være sårbar anno 2019 er engangsbilletten til eksklusion. Du skal være omstillingsparat, effektiv og robust (udtales: robot).

At erstatte psykisk sygdom med sårbarhed er desuden stigmatiserende. “Shh! Hun fejler noget så råddent, at vi bliver nødt til at pakke det ind.” Men det er ikke råddent! Det er jo bare sygdom. Er der noget udover døden, som vi er garanteret her i livet, så er det, at vi alle bliver syge. Om det er fysisk eller psykisk – det gør simpelthen ingen forskel. Sygdom er sygdom, og sygdom er almenmenneskelig. Og sygdom kan man blive rask af.

Når vi på den måde går rundt om den varme grød, understreger vi, at der findes dem, som ingen vil kendes ved. Men jeg ER en af dem.

Vi kæmper en brav kamp for at bryde tabu om psykisk sygdom, men vi vil selv ikke italesætte det, som vi vil have andre til at acceptere. Er det ikke lidt ironisk?

Ved at stå ved den vi er og gå ud i verden med åbenhed, kaster vi lys over mangfoldigheden. Lad os vise det nuancerede billede. Det er jo heller ikke alle, der dør af kræft. Det er individuelt. Det er heller ikke alle med handicap, der har brug for omfattende støtte. Det er individuelt. Så lad os udviske billedet af psykisk syge som nogle, der hører sindssygeanstalten til. Lad os udfordre forestillingen om, at psykisk syge er en særskilt klasse eller et fænomen. Lad os vise, at de psykisk syge er din dygtige chef, dine vellidte naboer, dine respektfulde forældre og dine egne intelligente børn.

Gør det en forskel?
Som udgangspunkt går jeg ikke op i, hvad andre tænker eller kalder mig. Folk kan kalde mig sindssyg – det ændrer simpelthen ikke min selvopfattelse. Mit selvværd fejler intet; det er hjernen den er gal med. Men lige netop denne påduttede sårbarhed provokerer mig.

Fordi det har konsekvenser!

Eksempelvis, når jeg er i arbejdsprøvning. Jeg får at vide, at det er hårdt for alle. At det er helt normalt, at det kan mærkes. Ja. Men min reaktion på det er til gengæld ikke helt normal. Min sygdom bliver simpelthen set som en prøvelse, der bare skal overstås. Det har konsekvenser, når jeg sidder til møde med rehabiliteringsteamet. Jeg får at vide, at jeg bare kan tage mere medicin, så jeg kan blive robust. Jeg bliver simpelthen set som en, der er lavet af glas og skal pakkes ind i bobbleplast, så jeg bedre kan klare rysteturen. Og det har konsekvenser for omverdens syn på mig. Lige netop, fordi sårbarhed i den oprindelige forstand rammer alle. Fleksjob? Førtidspension!? Nej ,nej. Jeg kom videre. Hvordan kan det være, at du ikke kan?

Fordi der er stor forskel på at være syg og sårbar. Der er ikke særlig stor forskel på at være sårbar og rask.

 

Foto: Pixabay

11 Kommentarer

  1. Arne Nielsen

    Hej Loucia!
    Dette her er virkeligt godt skrevet, og jeg kan tilslutte mig det meste. Men en lille ting er det, at den der skelnen mellem “at være” og “at have”, som jeg ved spiller en stor rolle for mange, kan jeg ikke tage del i. Om man nu har psykisk sygdom, eller er psykisk syg – det væsentlige må være, hvad det er, man mener med det, “Ølse for og ølse bag – pølsen beholder dog sin smag”, som et gammelt ord siger. Jeg finder mere væsentligt det forhold, at mange har den oplevelse, at de trods alvorlig psykisk sygdom ikke er i stand til at erkende dem selv som psykisk syge. Der er her tale om det vigtige forhold, som en tidligere bekendt af mig formulerede så godt: “Når man ikke kan stole på sin hjerne, er man ilde ude”. Jeg erindrer klart, at min egen opfattelse af situationen var, at det var verden, der var forhekset. Jeg tror, at der hos mange, i mange situationer, foreligger en udtalt tilbøjelighed til at projicere meget ud på omgivelserne, ikke mindst, hvis man har et psykisk centrum, der på sin vis fungerer godt nok. Undertiden kan denne tilbøjelighed have til konsekvens, at ethvert samvær med andre mennesker ender galt, fordi ens emotionelle á priorier strider mod alle andre menneskers i så alvorlig grad, at meningsfuld kommunikation er umuliggjort. Men andre varianter af psykisk sygdom kan fremstå mere medgørlige, men ikke mindre alvorlige.

    Jeg tror, at baggrunden for Poul Nyrup Rasmussens sårbarhedssnak har sit udspring i, at han har oplevet, at denne diskussion optager mange, både psykisk syge, og behandlere. Og som politiker er hans ærinde at formidle folks holdninger, og at indrette egne holdninger i overensstemmelse hermed – og ikke selv at tænke over tingene. Der er vel også det forhold, at hans egne forudsætninger for at kunne dette jo ikke er til stede, i og med, at han ikke har egen psykisk sygdom at slås med – så det er legitimt nok. Men jeg er helt på linie med Loucia her. Jeg havde for i øvrigt den oplevelse, at da psykosen og depressionen lettede, så var det mine omgivelser, der gjorde mig opmærksom på, at jeg havde forandret mig – jeg selv lagde ikke mærke til det. Jeg synes jo bare, at jeg var mig selv. Livet er mærkeligt.

    Svar
  2. Arne Nielsen

    Desuden er der også det forhold, at i de nugældende diagnosesystemer, både i Europa og i USA, er lette tilfælde helt ukritisk blandet sammen med de sværeste tilfælde, hvilket har medført en alvorlig forbistring i vurderingen af psykisk sårbarhed/psykisk sygdom. Dette har bevirket meget sludder og vrøvl og forlist kommunikation vedrørende emnet, og dertil kommer forstå-sig-påer, som ikke har indset, hvor forskelligartet natur forskellige menneskers sygdomsbilleder tegner sig. Desuden har jeg i høj grad mødt megen uvidenhed blandt patienterne selv. Det er en meget udbredt misopfattelse at generalisere ud fra egen psykisk sygdom, og at tro, at ens egne pointer har relevans for andre. Det har de som hovedregel ikke, og det gør det ofte til et tvivlsomt foretagende at tale om psykisk sygdom i generelle vendinger. Jeg selv insisterer på villigheden til at lytte til, hvad den enkeltes erfaringer går ud på, og så er det op til behandleren at skaffe sig holdepunkter, ud fra hvilke en effektiv behandling kan sættes i værk.

    Svar
  3. Loucia Annachanell

    Kære Arne. Tak og ja. Om jeg er psykisk syg eller har en psykisk sygdom er lige vidt også oppe i mit hoved. For mig er det en selvfølge, at jeg er mere end min diagnose. Jeg er jo også meget mere end mor.

    Når jeg her skelner mellem ‘er’ og ‘har’, er det for at pointere: At være sårbar, skrøbelig mm. er et personlighedstræk. Personligheden kan man ikke lige sådan skaffe sig af med. Man er den, man er. Sygdom er derimod noget indefra- eller udefrakommende. Noget, man har fået. Noget, man derfor har mulighed for at komme af med igen.

    For mig personligt er det væsentligt at skelne lige de to ting ad, da jeg som person simpelthen ikke kan spejle mig i disse personlighedstræk.

    SINDs formand Knud Kristensen har svaret på den offentlige kritik af begrebet, i en meget fin form:

    https://www.kristeligt-dagblad.dk/debatindlaeg/betyder-psykisk-saarbar-man-er-svag-nej-vi-er-alle-saarbare-og-nogle-kan-blive-ramt-af

    Han forklarer, at folkene bag netværket gik ud og spurgte dem, der er ramt af en psykisk lidelse. Tilbagemeldingen var, at de gerne ville kaldes sårbare, da vi alle er psykisk sårbare. Derfor så de begrebet som inkluderende.

    Nu står der ikke noget om, hvad de adspurgte har fejlet. Det synes jeg er væsentligt at vide. Jeg har både haft almindelig depression, fødselsdepression og bipolar depression. Der er godt nok stor forskel. Både på symptomer, mine chancer for at håndtere det, og hvor indgribende det har været på min funktionsniveau.

    Når der nu er en del, der reagerer på at blive kaldt sårbare, og en del, der ikke vil kaldes syge, så kan jeg ikke lade være med at konkludere, at det er fordi der reelt er stor forskel på os. Du har dog en vigtig pointe i, at nogle ikke vil erkende det faktum, at de er alvorligt syge.

    Men det mest inkluderende ville nok være at slå det sammen. F.eks.: “Vi arbejder for bedre vilkår for psykisk syge og sårbare”. Så er begge grupper velkomne.

    Svar
  4. Loucia Annachanell

    Det kan også være, at sådan noget som belastningsreaktioner, angst og depression er så almindeligt i dag, at det ikke længere giver mening at kategorisere det som sygeligt, men derimod kan tilskrives det moderne menneskes levevilkår? Måske er vi bare midt i en paradigmeskift, på vej mod at afskaffe et par diagnoser.

    Svar
  5. Arne Nielsen

    Forsåvidt ligger der i det, du fremfører, den interessante problemstilling, i hvor høj grad man skal/bør/kan/vil tage ejerskab til egen psykisk sygdom. For mit eget vedkommende er det et vanskeligt problem, fordi jeg bl. a. oplevede en religiøst præget “virkelighed”, som folk, der kender mig, ved, er i total modstrid med anskuelser, der beror meget dybt hos mig. Selv denne modalverbale forvirring anskueliggør, at det ikke er et simpelt problem, og det falder nok ud på forskellig vis hos forskellige patienter. Jeg tror, at det vil være en klog tilgang ikke at skue hunden på hårene, og være åben for, at psykisk syge mennesker kan indeholde ressourcer, som først kommer frem i forbindelse med, at de blive raske.

    Svar
  6. Ronnie

    Glimrende intenst essay. Og kortfattet er jeg særdeles enig i, at begrebet psykisk sårbar er for udflydende et begreb.

    Svar
  7. Mads Trier-Blom

    Kære Loucia
    Gode tanker, godt essay 🙂 <3
    Jeg kan sagtens følge dig… og der er en tendens til at suge saft kraft og ægthed ud af begreber, Shell Shock ( 1. Verdenskrig ) blev til War Fatigueness efter 2 verdenskrig og til PTSD i nyere tid.
    Men jeg synes som menneske med en bipolar lidelse har jeg også min sygdom i en stabil periode… som en tørlagt alkoholiker…
    Men jeg føler mig ikke syg, og har ingen symptomer… jeg er bestemt ikke rask – selvom jeg føler mig rask.
    Her synes jeg begrebet psykisk sårbar ( og syg ) giver mening.
    For hvis min sårbarhedsgrænse ikke respekteres bliver jeg akut syg… som alle andre, hvis sårbarhedsgrænse måske ligger højere fordi de er mere robuste.
    Kram

    Svar
    • Loucia Annachanell

      Kære Mads.
      Sådan tænker jeg også i forhold til de forskellige stadier ved sygdommen, men det er ikke lige det, jeg beskæftiger mig med her. Med mit opråb vil jeg give udtryk for, at vi risikerer at gøre mere skade end gavn, ved at prøve at normalisere alvorlige psykiske lidelser. For det er det, vi gør, ved at sige, at vi alle er sårbare, og der ikke er den store forskel på du og jeg. Vi fortier en stor gruppe mennesker, der fortjener at komme frem i lyset og få noget respekt.

      En af myterne ved depressioner er, at man har været ude for livsomstændigheder, der gør en deprimeret. Altså, at der ligger en logisk grund til, at et menneske knækkes. Jeg har hørt det så mange gange: Jamen, du har jo ingen grund til at være deprimeret? Næ, det har jeg da heller ikke. Men jeg behøver ikke modstand for at blive syg. Bare skift i lysforhold, søvnforstyrrelser eller infektioner i kroppen kan udløse en sygeepisode hos mig.

      At vi som mennesker er sårbare væsener, der kan knækkes af livsomstændigheder, er en helt anden sag. Men den sag udelukker ikke det faktum, at der findes nogle, der er psykisk syge. Men det er blevet et fy ord. Vi har skabt en anspændt stemning, og jeg mærker det især hos dem, der arbejder med de psykisk syge. Det kære barn har efterhånden fået alt for mange navne, bare så vi undgår at kalde barnet dets dåbsnavn. Og det synes jeg er noget pjat. Vi nedbryder ikke fordomme på den måde. Kram

      Svar
  8. Sigurd Lomholt

    Hej Loucia.
    Jeg er helt på bølgelængde med dig. Bortset fra den traditionelle diskussion mellem “er” og “har”, lad den dø i fred.
    Når jeg er mellem to sygeepisoder er jeg ikke spor sårbar. Jeg har et godt selvværd, er belastbar, social, og har overskud til at være noget for andre. Okay, jeg har brug for en lur hverdag. Men er det er længe siden at forskererne har fastslået at det er sundt for krop og sjæl. Jeg gør meget for at holde mig mentalt sund og det kræver robusthed. Feks. at dyrke motion hver dag. Jeg har forlængst opgivet at finde ud af hvad der udløser mine sygeepisoder. Men det er ikke en sårbarhed mellem episoderne.
    Jeg har altid været træt af at blive mødt af den kliché: at du jo er sårbar, selv om jeg med tydelighed har kunnet mærke at jeg er lige så robust eller mere end den person der udtaler det.
    Men for det meste lader jeg det glide ind af det ene øre og ud af det andet. Robusthed er for mig også at kunne sige “pyt”
    Ups!! Kommer for sent. Fortsætter senere.

    Svar
    • Loucia Annachanell

      Kære Sigurd. Åh, ja. Jeg kan genkende det med robustheden. Håber alt vel hos jer. Knus

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.