Jeg er ked af at sige det, ven, men er nok slut.

Det hele er nok uigenkaldeligt forbi.

Hvornår ved vi ikke, kun at det vil komme, for vores verden er bygget til undergang.

Årsagens ophav, som mange vil spekulere over når krisen begynder at vise sine første alvorlige tegn, lander selvfølgelig ved os; mennesket.

Vi, Homo Sapiens, og konsekvenserne af det system som vi har bygget op for os selv, eller rettere; som vi har opdaget, vil ufravigeligt resultere i en fuldstændigt ødelagt planet, der vil umuliggøre livet for ret meget andet end, i bedste tilfælde, mindre arter, og måske enkelte enklaver af stammefolk spredt rundt omkring på dens overflade.

Det vil ske så længe vores samfund fungerer som det gør.

Og det ændrer sig ikke.

Derfor er det slut.

Den gode nyhed er, at dette ikke er din skyld. Du er blot, som alle os andre, en konsekvens af situationen, vores arts historie, vore iboende begrænsninger og vores fundamentale natur. – Omstændigheder som du ikke har, eller har haft, den mindste indflydelse på. Det er ikke din skyld.

Den dårlige er, at dette ikke ændrer det mindste og, at det vil ske alligevel.

Du kan altså roligt læne dig tilbage, nyde dit liv og få så meget ud af det, du kan; for der er ikke meget andet at stille op.

Årsagen, der umiddelbart skal findes i den globale opvarmning, og det skred og den domino-effekt, der med overvejende sandsynlighed vil opstå, og som vil eskalere eksponentielt indtil det totale kollaps indfinder sig og planeten altså bliver noget nær ubeboelig, er efterhånden så sandsynliggjort, at vi må forholde os til det.

Om det så effektivt kommer til at ske langsomt eller hurtigt er lidt hip som hap, for når systemet er bygget til at det vil ende sådan, så er spørgsmålet om “hvornår” i og for sig sekundært; vi ved, at det vil ske.

Alle forsøg på at gøre noget ved det i vor samtid er desuden håbløse og vil, vores natur og kultur in mente, resultere i indædt og radikal modstand fra de, der, ironisk nok, også vil dø med dig hvis vi ikke ændrer spor. Et forhold, der i øvrigt en klar indikation af, at vi – når strukturen først bryder sammen – vil stå med et massivt, konstant og livstruende vanvid overalt omkring os hvor end vi så skulle forsøge at eksistere.

Krisen kommer, den bliver møg-klam og det spekuleres, fra de værste pessimisters side, at den kan være opstået, og længe igang, inden for allerede 15 år.

Situationen, der af nedenstående årsager ikke lader sig stoppe, har sine rødder naturligt placeret i 2 fundamentale årsager: økonomi og balance.

Den mest nærværende af disse, økonomien, er hvad der vil føre os ud over tærskelen og forbi det længe frygtede, og definitive “point of no return”.

Et punkt, der, når det kommer, gør det hele helt forbi.

Og det kommer, ufravigeligt. Ihvertfald hvis tingene får lov at fortsætte som de gør.

Og måske endda uanset.

For at forstå dybderne af dette udsagn, må vi se på hvordan verden fungerer og hvad der driver den.

Svaret i denne sammenhæng er simpelt: Penge.

Uden at gå i udpenslende detaljer, så er penge, for lige at opsummere det basale, en måde at definere og omsætte værdi på; du har noget, som andre har brug for, og som du ønsker at bytte til noget andet; det såkaldte udbud/efterspørgsels-princip (eller “den tidlige naturalie-økonomi”, alt afhængig af anskuelse).

Penge er, at du kan bære et bevis for en værdi, og kan dele denne op, uden, for eksempel, at skulle slæbe hele koen med dig til biografen, og miste store værdier i den, fordi du reelt kun skal bruge to billetter, men altså kun har en hel ko.

Penge er enormt praktiske, og en naturlig del af vores udvikling som kultur.

Imidlertid, det, at vi nåede til et punkt i vores udvikling, hvor de overhovedet blev nødvendige, var også en stensikker start på nedtællingen til undergangen; skridtet blev taget længe før, men da først pengene kom til, der var vores skæbne beseglet og resten bare at vente på den definitive afslutning; det er simpelthen indbygget i deres funktion.

Siden man, for Ca. 2.500 år siden, opfandt den første møntenhed i det gamle Mezopotanien, og tilskrev den værdi til handel af andet, er det gået relativt hurtigt; økonomien, valutaerne og pengene blev udviklet derfra, og nu, her et par tusinde år senere, der står vi så og har brug for dem, alle sammen.

Penge, i vores moderne samfund, er blevet lige så afgørende for vores eksistens som mad på bordet, tag over hovedet, luft i lungerne og vand og varme; har du dem ikke, så er der næsten ingen vej frem.

Penge er absolut hjørnestenen i alle menneskers liv, og af præcis samme årsager kan vi heller ikke komme af med dem eller stoppe deres indflydelse.

Det er det fundamentale problem.

Det er sådan, når man skærer helt ind til kernen af pengenes væsen, så er de essentielt kun to ting: Værdien af andre menneskers tid og kræfter, og naturens ressourcer omsat til gangbar møntfod.

De er ikke andet, og det er det vi formidler når vi handler.

En af de mest fundamentale mekanismer i økonomien – en mekanisme, som vi er fuldstændigt underlagt – er, at for at den kan hænge sammen, lokalt som globalt, så skal der altid være; “Et større forbrug på et givent år, end der var året før.”

Dette er behovet for vækst, og det er af bidende nødvendighed, at denne er eskalerende og forekommer årligt og er konstant, ellers braser det hele sammen. Hele den økonomiske sundhed hviler på dette fænomen.

Med andre ord, hele vores økonomiske struktur, samfundets sikkerhed, vor ro, magelighed, og vor tryghed og orden hviler på, at vi har en økonomi, der hvert år forbruger og omsætter mere af naturen end der blev gjort året før.

Bøjer vi os ikke for denne mekanik, så har vi en recession – en tilbagegang i økonomien – som, hvis denne bliver voldsom nok, vil resultere i samfundsmæssigt kaos i mindre eller større grad, alt afhængig af niveau.

Problemet er altså, at for at vi fortsat kan leve trygt som mennesker og fredeligt i vores samfund, lige nu, så må vi, konstant og metodisk; forbruge, omsætte og fortære denne verdens ressourcer, og gøre det, fuldstændigt ubønhørligt for konsekvenserne, og uanset hvad der så ellers vil ske senere.

Et scenarie, der iøvrigt ville fungere fint, hvis det ellers var bæredygtigt.

Det er det ikke.

Man har en betegnelse; “Earth Overshoot Day”, en dato, der, hvert år siden et stykke inde i den industrielle revolution, er faldet tidligere og tidligere i kalenderåret end året før. For 30 og 40 år siden, der lå denne dato helt henne i vinteren, men som tiden er skredet frem så er den rykket længere og længere tilbage i året. Sidste år, i 2018, lå den allerede medio maj måned.

“Earth Overshoot Day” indikerer hvornår vi har brugt så mange af Jordens ressourcer, i et givent år, at planeten ikke er i stand til at reetablere over de næste hvad vi har taget fra den.

Resultatet er derefter; Jorden udpines konsekvent, og det vil, fordi vi konstant skal have vækst, medføre – med en fuldstændigt ufravigelig selvfølgelighed – et komplet og totalt kollaps af naturen, vores sammenhæng med denne verden og vores balance i den.

Vi ved ikke hvornår det ender, men en ting er sikkert; er prioriteten, at økonomien skal hænge sammen og, at den skal hænge sammen som den gør nu, så vil resultatet, med 100% sandsynlighed, medføre et fuldstændigt kollaps.

Ergo, menneskeracens kommende krise, og mulige dødsårsag kan direkte tilskrives vort økonomiske system.

Kort og kontant: så længe vi er så mange på Jorden – vi nåede op på 7.777.777.777 mennesker her for et par uger siden – og så længe vor fordelingspolitik og vort økonomiske system – som vi altså alle har gjort os så bidende afhængige af – er indrettet som det er, så vil vi, som planet og art, ufravigeligt havne i den krise, der kun bliver værre og værre for hver dag fra det øjeblik hvor “the point of no return” indfinder sig og afslutningen skydes i gang.

At alle alarmklokker allerede ringer, eller burde gøre det, er iøvrigt fuldkommen etableret; Golfstrømmen viser tegn på at ophøre, jetstrømmene hoster, gennemsnitstemperaturen stiger, den globale økologiske balance hænger i en tynd tråd og et hav af andre større og mindre, men afgørende, funktioner i naturens orden, skranter og falder, hvilket altså, i summen af deres helhed, vil medføre at maskineriet vil bryde helt eller delvist sammen, før eller senere.

Og det vil nok være helt; hele planeten er et komplekst netværk af sammenhænge, hvor det første er fundamentalt afhængig af det næste.

Det kommer altså, ufravigeligt; presset på Jorden er simpelthen for stort og for konstant, og mennesket opgiver IKKE hverken sin magelighed eller sin grådighed for noget så diffust som et “måske”.

Og SKULLE man, virkelig, begynde at tage selv de mest optimistiske scenarier med i beregningerne, og forholde sig til dem, så der SKER noget, så er vort politiske system så langsomt, og så rigidt – for ikke at nævne, undskyld mig, “idiot-faktoren”, og almen “denial” – at man, måske, med lidt held, kan have en redningsplan klar omkring et par årtier efter det er for sent.

Nej, enden er nær, det er kun et spørgsmål om tid.

Og vi har kun os selv at bebrejde.

Personlige overvejelser og tilføjelser.

Hvorfor dette sker og får lov til at ske, er, hvis man holder vor situation op imod evigheden, selvforklarende og naturligt.

Homo Sapiens, og alle vores forfædre; Neanderthalerne, Denisovaerne, Homo Erectus, Chimpanserne Etc. – og alle andre arter på planeten for den sags skyld – har, i al tid op til vor arts afbræk i mønsteret, levet i nogenlunde balance og relativ harmoni med den verden som de fødtes ind i.

Balancen har været en jævn konstans og helheden har aldrig været reelt truet; ikke af nogen enkelt-art i hvert fald.

Det samme har været vore vilkår; Menneskeheden, Homo Sapiens Sapiens, har, siden vor opståen for Ca. 2-300.000 år siden, levet i balance med, respekt for, og i samhørighed med den planet og verden vi har fået at leve i.

Man kan derfor tænke, at når menneskeheden – der, i sin helhed, fundamentalt set er fuldstændigt den samme, bortset fra i vor individuelle nuancer, som for 2-300.000 år siden – har eksisteret i verden i al den tid og IKKE, langt tidligere i vores historie, har etableret en verdenskultur, som den vores er udviklet til i dag, men at spadestikkene til vores nuværende kulturelle udvikling først har haft sin rod for omkring 20.000 år siden, at de samfund som de har haft, i den første tid af vor arts eksistens, må have været, ikke bare enormt velafbalancerede, men også dybt respekterede, afsindigt velfungerende og næsten optimalt bæredygtige; i både deres kultur, i deres sind og i dens daglige orden.

Det er nærliggende at tænke, at der, med over 200.000 års perspektiv hvor man KUNNE have sat vores nuværende kulturelle udvikling i gang, men ikke har gjort det, må have været nogle fundamentale dogmer og forhold – endsige store glæder og en gennemsyrende lykke – der har gjort, at disse mennesker, i så mange år, har respekteret grænsen og ikke har taget en beslutning om at forlade den sammenhæng, de var en del af.

Der må – hvilket man også finder i studierne af mange traditionelle stamme/natur-samfund – have været en fundamental RESPEKT, baseret på en dyb kærlighed, til verden, naturen og til det liv og den orden, de har levet i og boet under.

Dette undrer på ingen måde. Den orden, de forhold, den virkelighed, den natur, det liv, den eksistens, det samfund og alle deres enkelte livsforløb må have været dybt harmoniske, velafbalancerede og sunde, og deres tilværelser må – fordi disse er hvad vi, igennem millioner af års evolution, har været og ER udviklede til være i – have været så perfekte, optimerede til deres behov, og meningsfyldte for dem, at den eneste årsag til – tænker jeg – at vi ikke allesammen, i vor tid, forsøger at reetablere denne virkelighed, decideret må findes i, at vi konkret er ført så langt væk fra både vores naturlige, harmoniske og indbyggede forståelse af verden, og vores plads i denne, at vi nok kun finder vejen hjem til det igen, hvis vi bliver tvunget til det.

Disse mennesker, har, for at skære det helt ud i pap, været LYKKELIGE i deres pladser og i livet, og de har haft en afgrundsdyb respekt for deres forhold og begrænsninger, der har været så fundamental i dem, at “reglen” altså har været respekteret, i ihvertfald 200.000 år, indtil det så skete. Det afgørende punkt oprandt, skredet kom og beslutningen blev taget.

Øjeblikket hvor Mennesket gjorde sig til herre over elementerne, trådte ud af balancen og forlod respekten for vores verden, naturen som vi kom fra og de Guder, der (uanset om du, som individ, vælger at anerkende dem, i dag) har været hjørnestenen af vort sociale, kulturelle og emotionelle liv, også længe før vi overhovedet havde et sprog.

Vi sagde simpelthen; “Tak, men nej tak.” og forlod det spor, vi altid har været på, og som har givet os alt, til fordel for en uvis fremtid.

At resultatet af den beslutning og det valg så har medført én lang kæde af begivenheder, der nu, her i vor samtid, risikerer at sende os ud i en krise, der decideret har potentialet til føre den etablerede verdensorden, kulturen vi er en del af og menneskeheden selv direkte ud over kanten, og ud i fuldkommen og komplet kaos og anarki, er én ting, men en anden er, om de vidste hvad de lavede.

Var de bevidste om konsekvenserne af deres valg, dengang..?

En ting er sikkert; øjeblikket er manifesteret så solidt i historien, at man allerede for mange tusinde år siden, i de første udgaver af de religiøse skrifter – og her vides ikke hvor længe historien om øjeblikket har været overleveret som sagn før det blev nedfældet på papyrus – havde bidt mærke i det; “Eva spiste af træet, og sendte hende og Adam ud af Paradis, til den brændte jord”.

Syndefaldet.

Allerede dengang vidste man, at nogen, engang for længe siden, havde kvajet sig.

Personligt synes jeg, det er interessant at fundere over.

Uanset, valget blev truffet, “Syndefaldet” fandt sted, og, med det, det allerførste vår af den moderne kultur, der skulle lede menneskets færd uden om dets naturlige sammenhæng. Øjeblikket hvor vi forlod det kendte, og vejen til helvede kunne begynde.

Interessant nok er denne begivenhed ældre end tiden selv; man kan se og finde princippet for vores historie mange gange og mange andre steder i naturen.

Kræft opfører sig præcis på samme måde.

Kræft er, essentielt set, en enkelt celle i kroppen – i helheden – der bryder sin plads i denne og multiplicerer sig selv eksplosivt, for derefter – uden om den sammenhæng den er i – at overtage alt, medføre totalt og komplet kollaps, inden den, til allersidst, forsvinder sammen med den vært og den helhed, den opstod fra til at starte med.

I det, den fuldstændige forklaring på hvad vores kultur er, og hvad valget dengang har udviklet sig til: en dødelig cancer, der har fortærret planeten, og som selv vil forgå med dens sammenbrud.

Syndefaldets pris.

Den gode nyhed – uanset hvor naturlig den kommende krise så kan konkluderes at være – er, at når kollapset kommer, og har været, så er vores arts evne til at tilpasse os formodentlig så solid og så etableret, at der – må man ræssonere – nok vil være enkelte, der vil overleve krisen.

Et scenarie der i og for sig er enormt smukt. Menneskeheden får livet, men bryder sit løfte, og forlader balancen. Et valg, der som bekendt har resulteret i et umiskendeligt hærg, og som vil vise os grusom ulykke, men selv i alt det mørke, der får vi en chance til.

Vi er noget VÆRD, omend kulturen vi lever i er syg i sin kerne.

Og nej, ingen tvivl, når kollapset kommer, og i lang tid efter, vil livet være ben-hårdt, og det meste af verden nok stå som en ørken, men enkelte vil leve, og leve ÆGTE, og menneskeheden selv vil være blevet en dyb erfaring rigere, alt imens balancen, og vores PLADS i denne verden genfinder sit naturlige leje.

En stor vej udenom, men det skal altså, for Homo Sapiens, nok ende, relativt, godt.

Vi får lov at få en chance til.

Og vi får lov at komme hjem.

Tak for at læse.

Sims

En kommentar

  1. Arne Nielsen

    Først er der en ting af rent praktisk natur: Talent var ikke en møntenhed, men en vægtenhed. Naturligvis har der aldrig eksisteret en mønt på 12 kilogram. I øvrigt var vægtenheden talent på ca 25 kilogram. Der har ganske vist, blandt nogle fjerne folkeslag, eksisteret nogle møntlignende genstande af sten, som var meget store, men det er muligt, at man har fejltolket disses betydning. De første eksisterende mønter var af ædelmetal og fremkom i Lydien i Lilleasien, og deres dimensioner skulle måles i millimeter.

    Dernæst er der det at sige, at alt det der med, at fortidens folk var i pagt med naturen, og i balance med den og havde respekt for den osv., er det rene sludder. Det, der gjorde sig gældende, var, at der simpelthen var så få mennesker. Så de kunne bare tage for sig af retterne og udnytte naturen på det groveste, uden at dette fik større betydning. Det er kun i dag, hvor vi er blevet så mange, at denne adfærd ikke mere holder. Problemet er, at vi kan ikke andet, end det, vi gør. I virkeligheden har vi i høj grad ressourceoptimeret megen af vor virksomhed, netop af økonomiske grunde, men der er grænser for, hvor meget, der kan opnås ad denne vej. Det, der ligger forude, er spørgsmålet om, hvor længe krukken kan gå til vands, dvs. om vi allesammen ryger ad Pommern til, eller om det kun bliver nogle af os. Jeg tror, at det, at nogle er mere økonomisk velpolstrede end andre, vil få stor betydning, idet dem med økonomiske ressourcer vil kunne sikre sig. Spørgsmålet er, om faldet i jordens befolkning af mennesker vil fordele sig nationsvist, eller om den vil fordele sig klassevist, så at folk her i landet vil bukke under. Problemet er, at vi ikke ved, hvordan det vil komme til at foregå. Vi ved, at i dag har enhver beboer af det afrikanske kontinent blikket stift rettet mod Europa, for ikke at snakke om USA, og at kun det økonomiske forhindrer hver af dem at forsøge at emigrere. De har tydeligvis intet forstået af, hvad det kræver at være indbygger i et europæisk land for at klare sig godt. De ser kun et stort tagselvbord. Der er en dyb logik i, at sociale ordninger herhjemme i de senere år har været under afvikling, idet disse ellers ville være for stor en fristelse for folk udefra. Endvidere er vi nødt til skarpt at skelne mellem statsborgere, og dertil være karrige med at tildele folk udefra statsborgerskab, og i forbindelse hermed at stille strenge krav til ansøgernes forståelse af det danske samfund. Det er et spørgsmål om det pensum, der i forbindelse hermed skal tilegnes, er det rigtige. Vel er ting af kulturel betydning relevante, men indgår der i pensum ting af økonomisk betydning? Økonomi er for de fleste mennesker en temmelig uforståelig størrelse, som er vanskelig at formidle, og der foreligger endvidere megen faglig uenighed mellem fagøkonomer. Men økonomi er en nøglefaktor i opretholdelsen af det samfund, vi holder af. Den redegørelse, Simon her præsenterer, rummer jo ingen åbninger, og det der med at finde åbninger og muligheder er jo netop den kapitalistiske økonomis credo. Sagt med andre ord: Vi kurer på røven, men vi kurer på første klasse.

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.