Jeg har ikke kunne skrive længe, jeg har ikke rigtig følt at der var noget at skrive om. Jeg er vant til at bruge tasterne når livet gør ondt, når livet er svært og når jeg ikke kan andet end at kæmpe.. Det er nok forklaringen på hvorfor det har været så svært for mig, at sætte mig ved tasterne og begynde at skrive. For det her er nyt for mig, alt nu er nyt for mig. Jeg har det godt, helt ind i mine knogler. Der er ingen tvivl om at jeg stadigvæk kæmper. Snart rammer jeg 10 måneders medicin fri og jeg har på stående fod ikke mærket det mindste angst i 2 uger nu. Jeg kæmper stadigvæk med maden. Jeg kæmper for at spise fordi jeg har lyst og ikke fordi jeg skal.

I slutningen af 2018 gav jeg mig selv et løfte. Et rigtig stort, men også et meget personligt løfte. 2019 skulle blive mit år, uanset hvor meget jeg skulle kæmpe hver dag, uanset hvor tit jeg måtte græde og bede til de højere magter om at få en afslutning. Jeg skulle se bort fra alle mine kampe og al min modgang, for for en gangs skyld ville jeg have det bedste ud af livet nu og her. Jeg ville have evnen til at føle mig stærk igen, evnen til at føle jeg kunne klare hele verden skulle begynde at fylde mere end modgangen. Jeg ville kunne tage en dag af gangen og bare nyde jeg er til. For det har jeg aldrig kunnet finde ud af. Jeg har ikke kunne se udover mine kampe, svigt, følelsen af aldrig at være nok og alle de labes der er sat på mig efterhånden. Jeg ville kunne stå op hver dag, kigge mig selv i øjnene og give mig selv den daglige peptalk – og rent faktisk tro på det! Tro på mig selv. Tro på at uanset hvordan livet udfolder sig, så skulle det hele nok gå. 

Nu er der sket det fantastiske, at jeg lige siden starten af 2019 har overholdt mit løfte til mig selv. Nu tør jeg dele med resten af verden at jeg har det godt, at jeg endelig tør have det godt og endda helt uden at bekymre mig om ting som ingen gang er sket endnu. Der er jo det her med mig og hele mit liv indtil videre.. Der har altid været modgang efter modgang. Jeg har ikke haft særlig mange gode perioder, for jeg har altid kun lige nået at komme igennem den ene ting, før der kommer endnu en ny kamp som skal kæmpes. Så hvordan har man det lige godt? Hvordan kan man være i det uden at skulle have forventinger til at livet alligevel vælter om lidt igen? På den anden side har jeg også haft rigtig svært ved at lade mig selv have det godt, og tage imod alle livets gaver og glæder. Jeg har været bange for livet og bange for at blive voksen. Men nu kan jeg jo godt se der intet var at være bange for. Det er jo slet ikke så farligt når det hele bare kører på skinner. Jeg har oplevet alverdens prøvelser her i livet OG klaret dem alle. Så mon ikke jeg nok også skal kunne klare, resten af livets prøvelser der mon måtte komme? Jo!

Det her er noget af det mest åndssvagt skræmmende at skrive og dele.. 

Jeg har følt svigt på punkter der er umenneskelige, jeg har mærket smerte ingen mennesker burde mærke, jeg har mistet.. Jeg har mistet rigtig meget.. Jeg har måtte tage tunge beslutninger, som for altid vil være dybt gemt i mit hjerte. Jeg tror jeg har oplevet (næsten) alt man kan opleve på 24 år og jeg kan nu endelig med glædes tårer ned af kinderne sige at jeg har det godt, jeg er  lykkelig og jeg tror jeg har fundet min plads her i livet. Jeg er så taknemmelig hver eneste dag jeg vågner, jeg takker hvem der end er deroppe for at jeg stadigvæk står her og jeg stadigvæk kæmper hver eneste dag. Jeg kæmper meget, men nu er jeg helt sikker på at det bliver og er det hele værd. Jeg fortjener at have det godt, så det vil jeg lade mig selv have nu. 

Om Forfatteren

Jeg er en helt normal ung kvinde på 23 år. Bortset fra jeg har haft en psykose, jeg er dianotiseret med generaliseret angst, parnoid skizofreni samt træk fra panik angst. Dagligt kæmper jeg også med social fobi. Jeg har gennemgået enorme smerter, svigt, modgang, endnu flere smerter og lidt mere modgang. Jeg bruger min stemme, min passion for at skrive, mine erfaringer og personlige beretninger til at tale tabuet ihjel.

En kommentar

  1. Susanne Helmo

    Fantastisk læsning og indsigt i det, at leve med angst og mange andre udfordringer. Denne smukke unge pige med det mest bedårende smil er jeg heldigvis i familie med og jeg er så lykkelig på hendes vegne over, at hendes skriv når ud til andre og at vi måske også bliver bedre til at forstå.
    Al lykke til Manja Marie….

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.