Hvad kan jeg give? Er tredje ansøgning lykkens gang? Mig som EN AF OS ambassadør? Er det min tur til at skinne lidt mere? Kan jeg bidrage med noget godt? Hvad kan andre få ud af min recovery? Kan jeg selv udvikle mig yderligere? Hvad er vigtigst?

Jeg vil lægge ud med mit ynglings citat af Mufassa fra Løverne Konge: “Mens andre søger efter, hvad de kan tage, en sand konge søger efter, hvad han kan give”.

Det lyder himmelråbende højtidligt i denne lille kontekst, men hvorfor ikke? Hvorfor ikke have det med i baghovedet, hvis jeg skulle blive så heldig at blive EN AF OS ambassadør? Det er vel noget af denne essens, der er i frivilligt arbejde. Jeg holder også meget af John F Kennedys citat: “Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land”.

Jeg er bare lille mig, men hvis der er noget, der i mit liv har hjulpet mig, så har det været at se op til andre, der var stærkere end jeg selv, set hvad mennesker giver afkald på, for netop at hjælpe andre. Jeg havde nogle drømme for mit liv, men har ændret lidt på mine beslutninger, fordi jeg netop kan se andre kan bruge mig til noget. Jeg stiller mig selv til rådighed.

Det kan godt være, jeg med disse beslutninger kan ramle lidt ind i dilemmaet med at blive fortravlet og småstresset og kan være nødt til at passe på mig selv, men det er en pris jeg gerne vil betale… Øh hov vent lidt, den sætning lyder dum.

Det kommer til at blive et dilemma, “at stå til rådighed eller hjælpe andre”, jeg har prøvet det før, det er hårdt, men der er ikke en pris i mine øjne. En “pris at betale” lyder som en bytte handel, “du får noget, jeg får noget igen”, og det er netop dér min pointe er: “Mens andre søger efter, hvad de kan tage, en sand konge søger efter, hvad han kan give”. Hvis man giver til andre, uden at få noget igen, så taler vi ikke længere om en pris eller byttehandel.

Samtalen

Det gik rigtigt godt med min samtale med EN AF OS. Om det kan blive til en ambassadørpost eller noget andet, de kan bruge mig til, det må tiden vise. Der var kaldt flere til samtale, end de havde brug for. Til gengæld manglede de åbenbart nogle/en til at fortælle om spiseforstyrrelser, og det er jo primært det, jeg selv har bøvlet med. Så jeg håber, jeg har en god chance for at komme med i ambassadørkorpset. Og ellers kan jeg i hvert fald have mine egne foredrag på Lolland Falster og Sydsjælland og måske med den lokale forfatterforening StORDstrømmen og i New Pub. Jeg burde have muligheder nok for at komme igang.

Nu er jeg med i “spillet” og står til deres rådighed og ser det som en ære, bare at komme til samtale.

Nervøsiteten i at stå foran publikum

Det er grundlæggende vigtigere at bidrage med håb og viden, end at jeg kryber ned i et nervøst hul, ved tanken om at blive nervøs foran publikum. Undgå at skrive, undgå foredrag, undgå at hjælpe andre, bare fordi jeg selv er nervøs for at blive nervøs. Nervøs for ikke at give noget, der er godt nok. Jeg vil ikke tillade mig selv det. Lidt kæft, trit og retning kan være ganske udemærket. Gør det!

Jeg har intet imod at presse mig selv lidt ud over kanten, ud af komfortzonen og helt ud over klippeskrænten, så længe min faldskærm er intakt og udstyret i orden. Selvom springet og landingen måske bliver grim, så vil jeg lande, måske knækker benene under mig, men jeg overlever.

Det er lang tid siden, jeg har stået foran et publikum, og jeg er ambivalent med det, men kaster mig ud i det. Mit første foredrag måtte jeg aflyse, pga sygdom i familien, og jeg var pisse ked og nervøs i den tid, så der var netop dilemmaet mellem “at give til andre kontra passe på mig selv/familien”.

Min selvvalgte familie kommer i første række, at hjælpe dem, forsvare dem med næb og klør, når det en gang imellem er nødvendigt. Der er jeg en sand løvinde. Intet skal komme i vejen mellem mig, min far og kæreste.

Hvad er hjælp værd i ekstremer?

Nogle er villige til at give det ypperste, uden at få noget igen. Give deres liv. Give deres psyker og velbefindende. Men i mine øjne er det største nogle giver deres “levende død”. Det ved jeg desværre, at jeg ikke kan give igen. Jeg har været igennem nok “levende død” i mit eget tidligere psykisk syge liv. Det er godt at gøre noget for andre, men mennesker er mennesker, og mennesker kan ikke alt. Alle kan knække, vi har bare forskellige grænser.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg har et særligt blødt punkt for soldater, hjemmeværnet og forskellige veteraner. Min far var sergent og jeg deler mit liv med en frivillig marinesoldat. At tage imod en evt. lille løn og muligvis ofre liv og helbred, uden at få noget særligt konkret igen er nobelt og ædelt. Oplevelser og kammerartskab? Er det noget konkret at få igen?

Og psykisk sårbare kæmper en helt anden kamp, men den er også hård. Mange “vender hjem fra psykisk krig” og kommer mere eller mindre ovenpå igen. Jeg er selv godt ovenpå igen og har kontrollen i mit liv.

Nu hvor min bog Anorektikeren og papvinen, er udkommet, og jeg kan se lidt konkret, hvad jeg giver til folk af viden og håb (og der kommer mere og mere) får jeg lyst til at blive ved med at give af mig selv. Jeg er ikke så meget for klicheer, men “arbejdet bære lønnen i sig selv”, passer fint på mig nu. Jeg er trods alt pensionist, så jeg er ikke en komplet fattigrøve, for så ville jeg have en anden holdning.

Nu har jeg al mulighed for at give til andre og stå ved mit slogan:

Fordi håbet altid er værd at kæmpe for.

India Echo Out.

Om Forfatteren

Jeg er førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.