”Hvor ser du godt ud, men hvor er det godt du er kommet”.

– Sagde ingen nogensinde på en Psykiatrisk Afdeling.

Og dog…

Lad mig lige starte med at slå fast med syvtommersøm, at jeg er helt og aldeles enig i at psykiatrien i den grad mangler ressourcer i form af personale, sengestuer, flere muligheder for behandling og meget mere.

Jeg må dog også sige at jeg, specielt her på det sidste, oplever at psykiatrien er blevet udskældt – ja nærmest udskammet. Hvor bliver alle de positive historier af? For, tro det eller ej, de findes rent faktisk.

Jeg har en lang historie i psykiatrien. Jeg har, i en alder af 23, været tilknyttet psykiatrien i over syv år. Jeg stoppede med at tælle indlæggelser da jeg nåede 30, men der har været mange siden da. Jeg har fået store doser medicin, jeg har været udsat for tvang i stort set alle afskygninger og jeg har været med i de såkaldte ”prikkerunder”, hvor man aldrig rigtig ved, om man er det næste der bliver udskrevet selvom alle, inklusive læger og sygeplejersker godt ved at det, sat på spidsen, er et spil i lotteriet om man overlever eller tager sit eget liv.

Et nyt kapitel

For et års tid siden flyttede jeg i min egen lejlighed efter tre år på et døgnbemandet socialpsykiatrisk bosted. Eftersom jeg flyttede region, var det et større puslespil at blive henvist til Lokalpsykiatrien i den nye region.

Jeg blev kort tid efter tilbudt en såkaldt Patientstyret Seng. Den seng har gjort en kæmpe forskel i hele mit helingsforløb.

Konceptet bag Patientstyret Seng er, at jeg selv skal vurdere om jeg skal indlægges. Jeg skal derfor selv ringe ind på afdelingen og spørge om de har plads. Jeg har mulighed for op til 5 dages indlæggelse hvorefter jeg bliver udskrevet igen og der skal derefter gå minimum 14 dage, før sengen kan ”aktiveres” igen. Dog, hvis det bliver vurderet at jeg ikke har det godt nok til at komme hjem efter de 5 dage, bliver jeg flyttet over i en ordinær indlæggelse.

Inden jeg blev tilbudt Patientstyret Seng havde jeg, som sagt, været tvangsindlagt rigtig mange gange. Det havde gjort at jeg aldrig selv bad om indlæggelse. Ligesom så mange andre i psykiatrien, var jeg i modtagelsen blevet mødt af ”er du sikker på, du ikke kan klare det derhjemme?”, eller ”du kan komme igen, hvis det bliver værre”. Der var derfor med en vis uro i maven, da jeg første gang ringede ind på afdelingen og spurgte om jeg kunne blive indlagt.Hele den lange vej op til kontoret løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg var flov. Jeg følte på ingen måde at jeg var ”syg nok” til at være indlagt.

Åbenhed og anerkendelse

Jeg har brugt min plads en del gange siden da, og hver eneste gang er jeg blevet mødt af nogle fantastiske personaler, der hver gang er åbne, lydhøre og anerkendende overfor at jeg kommer. De kender mig efterhånden rigtig godt og ved at jeg ikke kommer medmindre jeg virkelig har brug for det. Jeg har endda fået ”skideballer” for at komme for sent og derfor har nået at få det rigtig dårligt.

Kommentaren; ”Hvor ser du godt ud, men hvor er det godt du er kommet” fik jeg under min forrige indlæggelse. Jeg var bogstavelig talt ved at falde ned af stolen. Jeg kiggede på hende en ekstra gang, men hun ikke så meget som blinkede. Hun mente det!

Jeg er fuldstændig klar over, og enig i, at psykiatrien er nødlidende, men jeg er ked af at psykiatrien som helhed har fået et så dårligt ry. Der arbejder en masse fantastiske mennesker som gør et fantastisk stykke arbejde og der begynder at komme nogle nye tiltag, som ikke kun er brandslukning, men som rent faktisk er med til at hele og genopbygge patienter – og det må vi ikke glemme.

 

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.