Jeg går ned ad gaden og tænker “Er jeg usynlig?”

Alle går forbi én. Nogle støder ind i én… “Ser de mig ikke?” Ikke nogen der kigger på en. Og det er ikke bare udvendigt..

Jeg har det mega svært indeni. Jeg er ved at dø indeni. Er så ked af det hele. Forstår ikke hvorfor Verden er så styg. Så ligger usynligheden i at ingen opdager hvordan det foregår indenfor. Man kan skjule meget. Rigtig meget. Fordi meget er mega svært selv at få sagt højt. Og når andre alligevel ikke lægger mærke til hvordan man har det. Så undrer man sig “Ser de mig ikke?” At føle sig usynlig for verden gør at der kommer en kæmpe ensomhed.

Jeg prøver at hænge i. Selvom jeg ikke rigtig ved hvorfor jeg skal blive ved. Måske der stadig inde i én er et lille håb om livet kan blive bedre? Jeg tænker “Kan jeg få det godt?” Jeg kan ikke mere men er alligevel ikke helt klar til at give op.

Jeg kunne så godt bruge at blive set. Ensomhed ødelægger så meget i én. Det gør mig så ked af det.

Det er et stort skridt at ændre det. At prøve på det. For hvis man har aldrig før sagt højt til en anden person hvad der sker i sit hoved. “Tør jeg prøve?” eller “Skal jeg bare droppe det?”

“Tager jeg chancen”? Hvorfor skulle en person hjælpe mig når jeg har gået hele livet med alting selv?

Men alligevel er der noget som trækker i mig. Jeg vil så gerne åbne op. Hvad kan der ske ved at prøve? Det kan jo ikke blive værre. Men måske det kan blive bedre? Tænke…tænke…tænke…. Overveje…overveje…overveje….

 

Når jeg gjorde skade på mig selv så kom der altid noget ud. Dumme tanker, frustrationer osv. Det var derfor jeg blev selvskadende som 13 årig. Meget kan komme ud igennem selvskade. Men ikke ensomheden. Ensomhed kommer aldrig ud via selvskade. Tværtimod! Den vokser af det. Hver gang. Og meget!

 

Når man kommer langt i livet. Får det meget bedre. Slipper for alt det dumme. Så er der ting man glemmer. Og ting man gerne vil glemme. Men mange ting man aldrig glemmer. Når man har prøvet at være ensom, så tror jeg ikke man glemmer hvordan det føltes.

Jeg synes ensomhed er voldsomt. Og jeg bliver tit bange for om jeg kommer tilbage til det igen. Det er en af mine frygter. Selvom sandsynligheden er lille så bare det at huske hvordan det var. Det har sat sig i mig.

At være ensom som barn. Og som ung. Og som voksen. Man tænker om det er sådan livet bare er. Når man vokser op med det. Ensomhed forstærker ensomhed. Den vokser og vokser. Man vil ud af det. Men det føles som man aldrig kommer ud af det. Men det kan man godt. Jeg kom heldigvis ud og det er jeg så taknemmelig for!

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.