”Lykken er et arbejde” lød en overskrift i Center Nordvests blad Gloria. Der er et underligt arbejdsbegreb i psykiatrien, som går ud på at det er helbredende at arbejde. Om lykken er et arbejde, kommer an på hvilket arbejde det er. Hvis arbejdet er på en fiskefabrik eller at sidde i kassen ved Netto, er det nok ikke lykken. Folk spiller lotto for at slippe for at arbejde.

Jeg tror at når arbejde bliver gjort til lykken, hænger det sammen med det stigma, der er ved ikke at have et arbejde. Jeg er førtidspensionist. Tænk hvad folk ville sige, hvis jeg sad ved et middagsselskab og sagde ” jeg er glad for min førtidspension, for så behøver jeg ikke lave noget” Det ville nok ikke fald i god jord. Som førtidspensionist skal man være ydmyg. Selvfølgelig er et arbejde lykken, hvis man bliver skammet ud, når man ikke har et.

PROBLEMER MED ARBEJDSBEGREBET

Der er flere problemer med den måde, der bliver set på arbejde i psykiatrien. Dels lægger synet på arbejde op til udnyttelse, dels er den grundlæggende antagelse om at arbejde helbreder er forkert og endelig bliver folk fastholdt i psykiatrien.

Arbejdsbegrebet i psykiatrien lægger op til udnyttelse, fordi det dikterer at man skal arbejde, fordi det er godt for en.  Vilkårene for frivillige i psykiatrien er dårlige. Der er markant højere krav til de frivillige i psykiatrien, end der normalt er til frivillige. Mange arbejder gratis for at få erfaring. Der er ikke overenskomster på området og ofte ingen kontrakt, så man har ikke nogen rettigheder som arbejdstager.

Den grundlæggende antagelse, at arbejde helbreder, passer ikke for alle. På et tidspunkt holdt jeg et oplæg på et hold for peer medarbejdere. Det overraskede mig meget at de var stressede. Jeg ved ikke hvad jeg havde forventet, men nok at denne gruppe som var kommet sig så meget, at de gerne ville hjælpe andre, som helhed havde det godt. For skizofreni ved man at belastninger udløser psykoser, arbejde er ikke helbredende for os med denne diagnose, det gør os syge.

Et tredje problem er at nogle kommer til at hænge fast i psykiatrien. Deres sygdom bliver gjort til en faglighed, men denne faglighed har ingen relevans i andre sammenhænge end i psykiatrien, så de bliver fastlåst og kommer ikke ud i det almindelige samfund. Måske ville det være bedre at bruge sin energi på at have en berøring med det almindelige samfund på et mindre krævende niveau end et arbejde, fx ved at tage et kursus på aftenskolen.

ET MENINGSFULDT LIV UDEN STRESS

Der er mange andre måder at realisere sig selv på og få et meningsfuldt liv end at have et arbejde. Man kan basere sin identitet på sine interesser, på noget positivt som er udenfor én selv og kan give en pause fra sygdom. Man kan fx lære et sprog fra at land der interesserer én og sætte sig ind i landets historie og tage dertil. Man kan også lære at spille et instrument. Man kan lave ting og sælge på Etsy, en hjemmeside hvor man kan få sin egen side, sin butik, eller man kan gå i genbrug og sælge ting videre på den blå avis. Man kan melde sig ind i et politisk parti eller en NGO. Der er masser af muligheder for meningsfuld beskæftigelse, som ikke er forpligtende på den måde et arbejde er og derfor heller ikke så belastende og som man kan dyrke og samtidig få den ro man har brug for.

Vi skal udover stigmaet og holde fast i det vi ved er det rigtige. Vi er ikke uden arbejde, fordi vi ikke gider arbejde eller ikke kan finde ud af at være på en arbejdsplads, vi er det på grund af vores sygdom. Den opfattelse der er i samfundet af arbejdsløse, er forkert og vi må løsrive os fra den. Vi har intet at skamme os over og vi er lige så meget værd som alle andre, uanset om vi arbejder eller ej.

 

6 Kommentarer

  1. Nanna

    Så fin en artikel, tak for den.
    Det er lettende at læse om, hvordan størstedelen af vores samfund er styret af en omsiggribende arbejdsnarkomani, som påvirker de sociale relationer og møder også udenfor arbejdsgangene. Når man står udenfor arbejdsmarkedet, er der stadig et liv som kommer en imøde – tak for det!! Det gav mig håb og en støtte at læse, selvom jeg endnu ikke helt kan mærke det i min egen hverdag, men når du nævner andre veje ind til et godt liv sammen med andre, når hele ens liv ikke bygger på og er struktureret ud fra et arbejde, så tænker jeg, at det også er muligt for mig at finde den mening i et anderledes tilhørsforhold i samfundet, tak for dine ord.
    Kh en læser

    Svar
    • Kirsten, En udramatisk stemme

      Kære Nanna. Jeg er meget glad for din kommentar. Der er ikke noget jeg hellere vil end gøre det bare lidt lettere for en i samme svære situation, som jeg selv har stået i. Der ER lys for enden af tunnelen, men det kan godt tage lidt tid at finde sin vej, er min erfaring.

      Svar
  2. Loucia Annachanell

    Hej og velkommen til! Jeg ved ikke, om du er på Facebook, så jeg kopierer lige mit svar over på siden:

    Arbejde kan være lykken for den ene, og en belastning for den anden. Nogle får det bedre, fordi de netop kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Arbejde kan også være lykken for samme person i det ene øjeblik, men en pestilens i det andet øjeblik. Lige siden jeg blev mor, har arbejde været en pligt som samfundsborger. Det er mere meningsfuldt for mig at bruge tiden på min familie eller min indre rejse som menneske. Og lige siden jeg blev syg, har arbejde været årsagen til tilbagefald.

    Som syg i systemet har jeg ofte fået fortalt, at det er sundt at have noget at stå op til. Her har det været implicit, at dette ‘noget’ er et arbejde. Og jeg bliver provokeret hver gang og undres: Sundt for hvem? Og hvad betyder det egentlig at have noget at stå op til? En kat kan være nok for nogle. Eller børnebørn. Eller haven, der skal plejes. Men vi har fejlagtigt bygget vores identitet op omkring, hvad vi laver til dagligt. Fællesskabet kan bare ikke definere, hvad der er meningsfuldt for individet.

    Desuden er lykke ikke en destination, som man ser i Disney film, men små øjeblikke. Lærer man at nøjes med mindre og være taknemlig for det man har, kan man også opnår lykke som arbejdsløs med en psykiatrisk diagnose.

    Stigmatiseringen bunder i, tror jeg, at alle skal bidrage til fællesskabet. Hvad fællesskabet ikke ser, er, at frivilligt arbejde som førtidspensionist også er et vigtigt bidrag til fællesskabet. Kan man ikke engang klare frivilligt arbejde, er det også et vigtigt bidrag, at man som førtidspensionist har god tid til sine børn. Og så er der garanteret en gruppe, der ikke kan andet end overleve, men der er vel en god grund til, at de er, hvor de er.

    Svar
    • Kirsten, En udramatisk stemme

      Hej Loucia
      Tak for velkomst. Jeg tror vi er meget enige. Hvis man kan og man ikke bliver overbelastet, tror jeg også at det er bedst at arbejde og føle sig som en del af fællesskabet og andet end lønarbejde er en vigtig del af fællesskabet. Jeg er enig i at vi definerer os for meget ud fra arbejde og her ser jeg en særlig fare for os med nedsat arbejdsevne. Hvis arbejdet opsluger al vores evne til aktivitet, så får vi ikke opbygget en base ved siden af arbejde. Når ikke man har en base ved siden af arbejdet så bliver man sårbar, for så har man ikke noget at falde tilbage på, hvis forholdene ændrer sig på arbejdet og man ikke længere er glad for at være der eller man bliver fyret. Så går man helt ned med flaget. Jeg ville gerne arbejde, hvis jeg kunne, men jeg har måttet erkende at det kan jeg ikke. Den erkendelse er blevet forsinket af omverdenens syn på arbejde, det har været svært for mig at blive glad for min førtidspension, fordi jeg har følt at jeg skulle undskylde for den, for ikke at få en negativ reaktion. I meget lang tid havde jeg svært ved at finde mening i et liv udenfor arbejdsmarkedet fordi jeg ikke turde sige til mig selv, “nu har du din frihed, hvad har du allermest lyst til”.
      I socialpsykiatrien vil de gerne aktivere en, men efter at jeg er flyttet fra et bosted til egen lejlighed har jeg fået ro og det giver en robusthed. Jeg synes at behovet for ro er underbetonet i recovery. Grunden til at jeg er blevet mere robust er at der sker noget dårligt kan jeg tage nogle dage ud af kalenderen og bearbejde det. Min krop er i ro, så når der sker noget bliver jeg ikke nemt trigget.

      Jeg tror at man skal finde sin egen vej, men jeg synes det er vigtigt at ens værd som menneske ikke bliver defineret af i hvor høj grad man kan bidrage til samfundet. Jeg synes også at det er vigtigt at arbejde ikke bliver behandling, at fastholde at arbejde ikke er en metode til at gøre folk rask.

      Svar
  3. Anne Marie

    Tak for din gode blok. Jeg skyndte mig selv at melde mig som frivillig i en genbrugsbutik, da jeg fik førtidspension, fordi jeg troede arbejde ville gøre mig godt. Men efter et halvt års tid fik jeg nok, fordi jeg ikke fik det bedre, tværtimod. De fleste var ældre folkepensionister, jeg skulle selv finde en afløser hvis jeg var syg eller tog på ferie. Faktisk følte jeg at jeg skulle være mere rask end på det ordinære arbejdsmarked. Det gav stress. Nu har jeg i stedet meldt mig til et fag på Folkeuniversitet.

    Svar
    • Kirsten, En udramatisk stemme

      Hej Anne Marie

      Tak, jeg er glad for at du synes om bloggen. Det lyder hårdt med arbejdet i genbrugsbutikken. Jeg kender det godt. Det er svært at finde en ny hylde, når man får førtidspension. Jeg er startet på forskellige ting, som enten var for hårdt for mig eller ikke udfordrende nok. Hvergang noget ikke lykkedes blev jeg kastet ud i et tomrum og det har været frustrerende. Jeg har det sådan lidt at jeg er for gammel til at finde ud af hvad jeg vil med mit liv. Til sidst kom jeg til den konklusion at det skulle være meningsfuld beskæftigelse, dvs at det ikke skulle være forpligtende på den måde et arbejde er, for det kan jeg ikke. Jeg har taget et kursus på aftenskolen i at lave smykker, som jeg var glad for. Nu skriver jeg på outsideren og det er jeg også glad for, det er spændende, men fleksibelt. Jeg ønsker dig held og lykke med kurset på folkeuniversitetet.

      Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.