Jeg har været tilknyttet psykiatrien sammenlagt i fem år, og har to indlæggelser bag mig. Jeg har fået meget effektiv behandling. Problemet var blot, at behandlingen kom i små sjat spredt udover flere år. Det fik store konsekvenser både for min psyke og min familie, samt mit arbejdsliv.

Hvad er effektiv behandling?

1) Tværfagligt samarbejde 

Indlæggelse: Bortset fra, at jeg følte mig omsorgssvigtet under min første indlæggelse, var jeg meget tilfreds med selve udredningen. Jeg var så heldig, at det både var en psykiater og en psykolog, der stod for diagnosticeringen. De var i tvivl. Psykologen var eksperten i at se, hvad der var tillært adfærd efter uhensigtsmæssige opvækstvilkår og dermed noget, jeg selv kunne arbejde mig ud af, og hvad der var tegn på sygdom. Det kunne psykiateren ikke. Jeg tror egentlig ikke, at det skyldes manglende kompetencer. Snarere var det manglende tid til at lære mig og min fortid at kende. Alle vores 10 minutters samtaler handlede om virkning og bivirkninger af medicinen. Psykologen havde afsat en hel time hver uge til at grave i dybden af mig som menneske.

Privatpraktiserende: Jeg har dårlige erfaringer med en privatpraktiserende psykiater. Én mand kan ikke sidde med så kompliceret en opgave. På kort tid blev min diagnose og dermed behandlingen ændret, uden nogen form for sparring. Under indlæggelsen blev min sag taget op til møder, hvor både fagpersonale og dem, der observerede mig til dagligt, samlet vurderede mig. At én mand ændrer min diagnose, har kostet mig livskvaliteten. En privatpraktiserende psykiater har jeg kunne bruge senere hen, hvor vi havde flereårig erfaring med, at nu var diagnosen den rigtige, og jeg skulle ikke medicineres på ny. Det var mere en opfølgning på, hvordan jeg klarer mine triggere og udarbejdelse af mestringsstrategier.

Akut Opfølgningsteam: Givende samarbejde psykiater og specialpsykolog imellem oplevede jeg også på Akut Opfølgningsteam efter min anden indlæggelse. De så mig fra to forskellige vinkler, og jeg gik hjem med følelsen af, at de virkelig havde styr på mit kaos. Psykiateren fokuserede på mine symptomer, mens psykologen klædte mig på til at takle mine uhensigtsmæssige tanker og adfærd. På den måde blev der både arbejdet med min akutte tilstand og de bagvedliggende problematikker fra barndommen.

Distriktspsykiatrien: Her blev psykologen sparret væk, men samtaler med psykiateren varede trods alt en halv time. Problemet her var, at jeg ikke så samme psykiater mere end 1-2 gange, for de kunne ikke holde på deres psykiatere. Jeg lærte hurtigt, at valg af behandling er et holdningsspørgsmål. Mens den ene psykiater ville udvide mit medicinforbrug, mente den anden psykiater, at man skal benytte sig af ét præparat af gangen. Mens den ene var begejstret for et bestemt præparat, omtalte den anden det som gift. Det skabte mistillid. Vidste de overhovedet, hvad der var det rette?

Alligevel følte jeg mig tryg, fordi her var det min kontaktsygeplejerske, der var eksperten. Vi havde en times samtale alt efter mit behov. Hendes primære opgave var at lære mig at tage ejerskab over min situation. Hun havde stor faglig viden om diagnoser og ikke mindst mangeårig erfaring med patienter som mig. Derudover var hun meget dygtig til at se midt imellem symptomer og omsorgssvigt, og kunne påpege alt det normale, der bare var anderledes, fordi sådan var jeg nu engang. Og hun var min advokat. Hun brugte sin stemme og blandede sig i de forskellige psykiateres standpunkter, så at jeg fik den medicinske behandling, jeg selv ville have, trods det var på tværs af, hvad man plejer.

Psykoterapi: Senere henne i forløbet fik jeg tilknyttet en psykoterapeut i Kommunens regi. Jeg havde egentlig brug for et gruppeforløb for senfølger af omsorgssvigt, men det var ikke muligt, så Kommunen tildelte individuelle samtaler, hvor vi bl.a. arbejdede med gestaltterapi. Psykoterapeuten så mig fra en helt tredje vinkel. Selv i en akut fase så hun mit adfærd som helt normal traumereaktion, og hun kunne fikse mig med en times samtale. Helt uden piller. Efterhånden er jeg selv blevet eksperten i, hvornår jeg reagerer sygt, og hvad der er normalt for mig, med den bagage jeg nu engang slæber rundt på.

PEER: Parallelt gik jeg på Skolen for Recovery, hvor jeg kunne drage nytte af tidligere patienter, der nu var kommet ud på den anden side.

2) Opfølgning efter indlæggelse

Tid: Jeg vil fokusere på min anden indlæggelse, som var den gode indlæggelse og fandt sted i en anden region. Indlæggelsens formål var egentlig bare at holde mig i live, og rette op på de fejl, som den praktiserende psykiater havde lavet. De tog sig tid til at skabe en tillidsfuld relation, og jeg fik på fornemmelsen, at psykiateren reelt lærte mig at kende. De havde mere tid til patienterne end på det andet hospital – både personalet i dagligdagen og psykiateren.

Udhusning: Når jeg var tryg nok, fik jeg en langsom udhusning, hvor jeg øvede mig i at være hjemme. Først et par timer, så en hel dag, og til sidst en overnatning. Jeg fik familiesamtaler og støtte og vejledning i forhold til min datter. Allerede dagen efter jeg var udskrevet, var jeg tilknyttet Akut Opfølgningsteam. Udover en psykiater og psykologsamtaler, fik jeg et gruppeforløb i kognitiv adfærdsterapi. De forlængede mit forløb, da jeg var for ustabil til, at de turde slippe mig fri. Jeg følte virkelig, at der blev handlet på mine behov.

Distrikt: Derfra blev jeg visiteret til Distriktspsykiatrien, hvor der var 3 måneders ventetid. Det var til gengæld ikke optimalt, og jeg tog et par skridt tilbage i den gode udvikling. Jeg overlevede ved at benytte mig af Livslinien og Kommunens Akuttelefon. Ventetiden var dog det værd, for Distriktspsykiatrien har hjulpet mig mest. Jeg fik et individuelt forløb på to år, hvor jeg i samarbejde med min kontaktsygeplejerske fik styr på sund hverdag, og kunne øve mig i at forebygge nye indlæggelser. Jeg fik angsthåndtering og jeg fik et forløb hos en diætist, så jeg kunne lære at spise på en måde, der gavner min velbefindende fysisk som psykisk.

 

3) Sygdomslære

Kursus: Som supplement til de individuelle forløb, fik jeg i Distriktspsykiatrien et ni-måneders langt gruppeforløb for blandede diagnoser i Indviduelle Mestringsstrategier og Recovery med pensum fra USA. Her fik vi faktisk viden om psykisk sygdom, lære i behandlingsstrategier og behandlingssystemet, hvordan man mindsker symptomer og reducerer tilbagefald, opbygning af social støtte, vi fik arbejdet med egne mål for recovery, øvede os i at mestre stress, og lærte om misbrug og sund livsstil.

Psykoeducation: Afslutningsvis blev jeg viderevisiteret til Kompetence Center for Affektive Lidelser, hvor jeg gennemgik psykoedukation, altså sygdomslære, specifikt i forhold til min diagnose. Vi fik lavet en kriseplan med henblik på forebyggelse af tilbagefald. Disse to gruppeforløb har gjort, at jeg har kunne lære at takle sygdommen selv og har kunne halvere mit medicinforbrug. I dag er jeg helt afsluttet i Psykiatrien og klarer både dagligdagen og medicinjusteringerne selv.

 

Faldgrupper i Psykiatrien

1) Manglende opfølgning

Overgang: Det er kritisk, at man udskriver patienter uden nogen form for opfølgning, som de gjorde det med mig første gang. Først og fremmest skal der skabes en blid overgang fra den ene yderlighed til den anden – jeg gik fra at blive observeret under medicinindtag, til at skulle administrere alle mine mange præparater selv. Det er et kulturchok at komme ud af et psykiatrisk hospital, og det kan opleves som en livskrise at få en alvorlig diagnose med på vejen. Det skal der tages hånd om. Jeg skal hjælpes videre, lige som hvis jeg skulle genoptrænes efter en hofteoperation.

Mange brikker: For det andet skal behandleren følge op på, hvorvidt det øjebliksbillede, jeg gav under indlæggelsen egentlig stemmer overens med mit liv ellers. Har de fået fat i hele min sygdomshistorie? Er diagnosen og dermed behandlingen korrekt? I og med psykiatriske diagnoser stilles udelukkende ud fra samtaler og observationer, skal der følges op – også med de pårørende – indtil puslespillet er helt samlet.

Virkning tager tid: Derudover er det en meget tidkrævende process at starte op på psykofarmaka – langsomme optrapninger, forsigtige justeringer og venten på, at virkningen egentlig indtræffer. Selvom jeg var indlagt i flere uger, havde ingen af os en idé om, hvorvidt medicinen overhovedet havde en effekt, før jeg blev erklæret rask nok til at stå på egne ben. Og ja. Det var på grund af pladsmangel. Jeg klarede mig bedst …

Efterbehandling: For det tredje skal der etableres hjælp til de bagvedliggende faktorer, der har udløst den akutte fase. Selv om jeg var glad for at have en psykolog indover selve diagnosticeringen, var det alt for sårbart at give mig terapi under en akut fase, uden at lappe hullerne, som psykologen rev op i. Hullerne blev først lappet flere år efter, og imellemtiden udviklede jeg selvskade.

 

2) Samarbejde omkring medicinering

Læge: Til at starte med vil jeg påpege, at det er bekymrende, at praktiserende læger kan udskrive antidepressiva, før patienten har været i hænderne på en psykiater. Jeg blev fejlbehandlet mod depression, som senere viste sig at være bipolar. Når man nu ved, at antidepressiva kan forværre og endda udløse lidelser som bipolar, så burde en læge ikke sidde med den slags medicin. Der skal flere øjne på, før man sætter sådan en behandling i gang.

Ærlighed: Da jeg under indlæggelsen skulle starte på mere heftige præparater end antidepressiva, blev jeg ikke ordentligt sat ind i bivirkningerne. De var ikke bange for at nævne vægtøgningen, men bivirkninger som diabetes, blodpropper og pludseligt hjertestop er aldrig blevet nævnt. Jeg så gerne, at psykiateren gennemgår indlægssedlen med mig og mine pårørende, drøfter de forskellige bivirkninger med udgangspunkt i netop mit helbred og min familiehistorik, så vi sammen kan tage en kvalificeret beslutning om medicin.

Og nej. Jeg takker ikke udmygt ja til farvede piller, der kan slå mig ihjel. Jeg vil skulle overbevises. Men det er vel min ret at være medbestemmende i min egen behandling? Ærlighed behøver ikke koste dem en patient. Tvært imod, så signalerer ærlighed ligeværd og samarbejdsvilje. Det er meget mere motiverende for mig at passe medicin, som jeg selv har valgt at tage, frem for medicin, der bliver sneget ind af bagdøren.

Tilbud om udtrapning: Det tager ikke mange minutter at komme på psykofarmaka, men det har taget mig flere år at få dem til at trappe mig ud. Det er igen ulige magtforhold. Og det er en kæmpe faldgruppe! Fordi en stor del patienter – mig selv inklusiv – ender med at trappe sig selv ud, velvidende, at man kan blive alvorligt syg af det.

 

3) Pårørende inddragelse

Helhedsbilledet: Jeg ville ønske, at de pårørende får mere at skulle have sagt. Min partner blandede sig i medicineringen, da han havde lagt mærke til, at jeg skiftede personlighed i takt med, at psykiateren skiftede præparater. Han påpegede også, at det var bekymrende, at jeg fik så mange forskellige præparater. Jeg blev til dødvægt og måtte bæres i seng. Hans ord blev ikke engang noteret i min journal. Som pårørende ser de ting udefra, som jeg som syg ikke er i stand til selv at observere eller italesætte. Behandlingen må derfor bygge på samarbejde disse tre parter imellem.

Dilemma: Der kan dog opstå et dilemma, når vi taler pårørendeinddragelse. Som behandler kan man stå med en patient, der af forskellige årsager har decideret modvilje på at inddrage sine pårørende. Hvis patienten samtidig mangler sygdomsindsigt, fortier nogle symptomer eller væsentlige detaljer, får behandleren et mangelfuldt billede, og patienten får manglefuld hjælp. Men det kan også være, at patienten har pårørende, der ikke viser interesse eller ligefrem benægter, at der skulle være noget i vejen. Eller pårørende, der ikke støtter op omkring indtag af medicin. Det kan sætte patienten i en sårbar situation, og det kan gå udover samarbejdet med behandleren.

Manglende pårørende: Jeg har haft perioder, hvor jeg har været for stor en byrde for de pårørende, og min arbejdsgiver har påtaget sig deres rolle. Jeg har haft perioder, hvor jeg har været min egen pårørende. Det har forsinket mit recovery og til tider direkte forværret min tilstand. Det er en virkelighed for mange, og på den ene eller anden måde må vi til sammen skabe en løsning, så alle patienter kan komme i mål. Min sejr er ikke min egen. Jeg er kommet ud på den anden side, fordi jeg har fået en støttende hånd til at etablere et givende samarbejde med psykiatrien. Jeg har sejret, fordi vi har været flere, der har kæmpet min kamp.

 

Illustration: Francisca Meena Rude

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.