Depression is real
0.1Sammenlagt Bedømmelse
Læser bedømmelse: (3 Votes)

Depression is real

Dog er det en slags fantasi i hjernen der har bygget sig så mægtig, at hele dit følelsesliv, din åndelighed, tankemønstre og fysiske tilstand er under konstant angreb.
Som et svævende luftkastel der med en voldsom magt har brudt grænserne og invaderet og barrikaderet sig i alle dine vigtigste funktioner.
Des længere krigen raser, des flere territorier mister du; koncentrationen, hukommelsen, indlæringsevnen, overblikket, ordforrådet, sociale kompetencer og lysten til at se verden omkring dig i øjnene, rammes helt eller delvist. Og efter det sker, retter fjenden det store skyts imod dig og sigter efter håbet i dig, efter troen på at livet nogensinde vil blive godt igen og efter din personlige berettigelse til at være tilstede i tilværelsen.

Et bundløst ocean

Nu er du blot en skygge af dig selv, en tom sjæl i et hylster af kød og blod, hud og hår, knogler og muskler.
Et kulsort og bundløst ocean af løse ender, knuste drømme og tonstunge fortvivlelser gør dig desillusioneret. Forestillingerne om hvordan livet egentligt skulle have udfoldet sig, er for længe siden langt, langt borte.

Rædsel, tvivl eller en dyb afklaring?

Du er i evige forhandlinger med dig selv: “Skal jeg afslutte det hele? Det ville helt sikkert være det nemmeste. Hvordan skal jeg gøre det? Er det endegyldigt kommet hertil hvor jeg hopper ud over klipperne? Gad vide hvad jeg vil føle og tænke på vejen ned; en altomsluttende tilstand gennemsyret af ren og skær rædsel? Komme i tvivl om det nu også var det smarte valg? Eller vil en intens indre ro og dyb afklaring indfinde sig i enhver afkrog af mig? Vil jeg ligefrem smile og glædes over, at smerterne om få øjeblikke er slut?”
Krigen hvor mentale kemiske masseødelæggelsesvåben kontinuerligt har bombarderet og i sidste ende udslettet selvet, ville endeligt være forbi.

En udødelig der vandrer omkring i dit indre univers

Men håbet kan aldrig dræbes. Ikke helt. Det kan forsvinde, fare vild, arresteres, kidnappes. Det kan kvases mindre og mindre indtil det er komplet usynligt for det indre øje. Det kan skæres i småstykker, som havde en kynisk massemorder parteret og hakket det til blods. Håbet er som en udødelig der vandrer omkring i dit indre univers, hvis eneste formål er at sprede alt der er godt i alle atomer i dig og smitte dem med kærlighed.

Satan – det forbandede bæst

I mig, er den kærlighed stærk! En slags tapperhed der bogstaveligt talt har bragt mig igennem ild og vand i selveste helvedes forgård, hvor Satan – det forbandede bæst – huserer.

Jeg kendte ikke til ondskab

Jeg bliver aldrig den, jeg engang var. Altså den person, jeg i det dybeste mig altid har været, på trods af alle smerterne, ligegyldigt hvad der er blevet budt mig, hvad jeg har udsat andre for og hvor store anstrengelser jeg har gjort mig, for at fortrænge det. Og tro mig når jeg siger, at intet af det har været småting.
Jeg har ganske enkelt set, hørt og mærket for meget i for lang tid, så jeg nu er af den opfattelse, at livet faktisk overhovedet ikke er så interessant som du gerne vil gøre det til. Kald mig bare sortseer, negativ, lyseslukker eller det der et værre.
Engang for længe siden, var jeg en rigtig god dreng. Et naivt og uskyldigt væsen med et rent hjerte og et ukorrumperede sind i en beskyttet tilværelse. Jeg kendte ikke til ondskab, var af den overbevisning at livet altid kun udfoldede sig kærligt og alle jeg mødte på min vej, ville være ligeså gode ved mig, som jeg ville være ved dem.

Hvis ikke verden var ondskabsfuld?

Man destruerede noget virkeligt smukt den dag, jeg mistede alt det. Nogen vil sige, at jeg ødelagde det for mig selv – og de har selvfølgelig ret. Men hvad ville der være sket, hvis ikke verden var ondskabsfuld? Hvis alle jeg mødte, kun gjorde mig gode gerninger?

Svaret, min ven, blæser i vinden…

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.