Om små to uger skal jeg holde mit første foredrag som udgivet forfatter. Dette foredrag er ikke en del af mit arbejde som EN AF OS ambassadør, men det har været et trækplaster, at kunne sige jeg er ambassadør. I går eftermiddags fik jeg at vide, at der næsten er fuldt hus og stort set alle tilhørere er sundhedsfaglige eller kommunalt ansatte… gisp…

“Du har fået din førtidspension, så nu er det ikke fair, du søger mod arbejdsmarked”

“Du har fået din førtidspension, hvordan kan du tillade dig at arbejde og forvente det offentlige betaler din pension?

“Du har fået din førtidspension, hvorfor vil du ikke bare slappe af?”

“Du har fået din førtidspension, synes du ikke dit liv er forbi?”

Nogle af disse emner vil jeg bla komme ind på og jeg glæder mig, er spændt og lidt nervøs, men føler mig klar nu. Det er mit første foredrag, og det er i beskyttede omgivelser i socialpsykiatrien, så selvom jeg måske kommer til at møde et par kritiske spørsmål fra tilhører fra jobcentret, (dem er jeg en smule nervøs for, må indrømmes) så står jeg fast på min vinkel om samfundet.

 

Slå et par forskellige slag for psykiatriens sag

Jeg er ikke førtidspensionist af lyst, selvom jeg nyder at have dette trygge sikkerhedsnet hver eneste sekund. Dette trygge sikkerhedsnet gør at jeg kan leve i tryghed, og jeg kan have fred til at udvikle mig positivt fremad i mit eget tempo, opøve generel koncentration, få helt styr på min “post anorektiske” krop og øve “social udholdenhed”, som jeg selv kalder det… og ikke have noget press fra jobcenter og lovgivning, der puster mig i nakken.

Netop lovgivningen er en mærkesag for mig. Det er relativt nyt for mig at sætte ord på, så håber I kan følge mig. Jeg er ikke den eneste psykisk sårbare med en kunstnerisk sjæl, jeg har mødt mange, men vil holde mig til min egen historie. Det jeg oplevede i “sagsbehandler/jobcenter miljøet” var en mur. EN MUR som selv Trump ville være tilfreds med. En mur der blokerede alle håb for ethvert tiltag i mit liv som kunstner. Jeg har været i en del praktiker og resourseforløb, som godt nok har tiltalt mig lidt, men ikke nok. Journalistiske praktikker primært. Lovgivningen omkring kontanthjælp og flexjob var/er så kvælende for kreativiteten, jeg spurgte ofte efter muligheder for at dygtiggøre mig som forfatter, blive forfatter, sidde stille hjemme og skrive dagen lang, men der var intet at gøre. Jeg kunne ikke på nogen måde få mine ønsker opfyldt om at komme i nærheden af et forfatterskab. Den eneste beskæftigelse jeg vidste, jeg kunne holde til på lang sigt.

Det mest tåbelige forsøg på en praktik, jeg oplevede var en plakatbutik. “Det er jo også noget kreativt” fik jeg at vide af jobkonsulenten. Jeg var der kun til introdagen, så lukkede min hjerne ned. Jeg synes nu også, der er ret langt fra at sætte plakater i rammer, hænge dem op i butikker, til at stå på Rød Scene på Krimimessen i Horsens som er min drøm og mit mål.

Selvstændig og kunstnerisk sjæl

Jeg har et kæmpe behov for at udtrykke mig, være min egen skøre kunstner, og leve mine følelser, smukke, angste, glade og dybt fortvivlede følelser ud på den ene eller anden måde. Leve i og med mine indre peronlige følelser, som jeg idag er blevet stærk nok til at kunne rumme. Det kunne jeg ikke en gang, mine følelser var meget stærkere end mig. Nu lader jeg mig oven i købet også skubbe til at mine bekymringer for det international samfund. Jeg kan rumme at være bekymret for klimaet, overbefolkning, de negative sider af internettet, Trumps indflydelse i verden og meget andet. Jeg takler mine bekymringer via min kunst og lader dem komme til udtryk i min thriller trilogi. Den og min hovedperson Kim Kelly fra Forsvarets Efterretningstjeneste er mit liv og en af ganske få grunde til, at jeg er i live idag. Jeg er dybt optaget af at skrive om efterretningstjenester i min thriller og lave et kæmpe researche nørdet puslespil. Jeg kan ikke bare sidde og slappe fuldstændigt af uden at have flere kreative projekter i gang og i støbeskeen, min hjerne ville koge over af tanker i løbet af få dage. På førtidspension har jeg ro og lovgivning, der giver mig mulighed for at være forfatter.

Jeg er en stille, lidt genert og rolig kvinde, men har også noget flamboyant og meget passioneret i mig. Mit liv startede så småt, da jeg fik min førtidspension. Jeg er stædig og selvstændig ind til benet og mit håb er, at jeg på sigt kommer til at leve helt selvstændigt som forfatter, så jeg ikke længere skal være førtidspensionist. Det var det, jeg ville fra start af og altid har holdt fast i. Der var bare ikke plads til mit forfatterskab i systemet.

Ny lovgivning

Mit håb er at sårbare kunstnere får bedre mulighed for meningsfulde praktikker og især jobs og flexjob. Jeg ved udemærket godt, at pengekassen ikke er stor, men den bliver ikke brugt godt nok. Paradoksalt nok har vi brug for kreative jobcentre og sagsbehandlere, der kan finde nye løsninger til borgere, der generelt giver mere mening for den enkelte borger. Der er sgu nok noget lovgivning, der skal laves om, men hele min pointe er bare, at jeg ønsker at sårbare kunstnere kan integreres bedre i såvel jobcenter miljø som på arbejdsmarkedet. Jeg ved godt, det er et longshot, men hvis forlaget Gyldendal vil ansætte mig i flexjob som forfatter, så er det da fint med mig. Jeg tror sgu bare ikke den går med den tåbelige lovgivning, vi har lige nu.

 

#værdigpsykiatriforalle

 

Om Forfatteren

Jeg er blevet EN AF OS ambassadør i region sjælland. Førtidspensionist fra 2016, krudt i røven og lidt små depri i vinterhalvåret, men er nu ved at finde en meget fin balancen i livet. Jeg har haft anoreksi og alle mulige spiseforstyrrelser og tosset rundt med det i en længere årerække. Er stærk, sund og glad for mad idag. Nogle forskellige afarter af personlighedsforstyrrelser, har jeg også kæmpet med i min pureste ungdom. Jeg er på en del områder en enspænder, og har det bedst bag en skærm i mit kontor hjørne. Men jeg udvikler mig meget og bliver mere udadvendt som tiden går. Jeg er lidt en parodi på den sårbare kunstnertype, der bor i udkants Danmark. Jeg har et stort fortælle og digte behov, og elsker at lave historier ud fra en masse små puslespilbrikker, sætte historier sammen. Jeg er en spøjs kusine med ret så nørdede teknologiske hobbyer, html koder, overvågning, photoshop, efterretningstjenester, youtube videoer og især læselyster (og "glo efter lyster") om efterretningstjenester og politiet. Jeg er opvokset i PET´s "baghave" i Søborg. Jeg er i foråret 2018 blevet headhuntet til StORDstrømmen, den lokal forfatterforening, der holder til på Sydsjælland og Lolland-Falster. Det er en interesseorganisation under Dansk Forfatterforening. Jeg bor i Nykøbing Falster med min vidunderlige kæreste, der er tesla´er værd, og bare tager mig helt, som den forvirrede størrelse jeg er til tider. En blanding af stærk og sårbar.

5 Kommentarer

  1. Guldfjer

    Det bedste vi kan gi til samfundet er kunst og nytænkning, vi er med til at skabe og udvikle samfundet og det er lige så vigtigt at der er sådanne nogle som os, der tænker ud af rammerne, verdens udvikling ville gå i stå hvis der ikke var de nytænkende skæve personligheder der tør tænke anderledes, og jeg syntes det er trist at det ikke bliver værdsat mere, da det er utroligt vigtigt for at et samfund kan blomsterne. Venlig hilsen Pia

    Svar
  2. Loucia Annachanell

    Kære Ida. Det er så spot on. Jeg er lige vendt hjem fra et møde med jobcenter, hvor vi drøftede lige netop dette. Hvis jeg skal tænke langsigtet (og jeg er typen, der gør), så bliver min karriere nødt til at kredse om noget kreativt, for det er kernen i mig. Jeg kan miste evnen til at være menneske, mor, kone, kollega mm., men kreativiteten kan sygdommen ikke tage fra mig. Selv under den mørkeste depression kan jeg skrive stærke digte. Derfor er kreativiteten et stabilt fundament at bygge mit liv op på. Jeg kan have dage, hvor jeg ikke kan fungere, men så snart jeg sætter mig ved en kreativ opgave, kommer mit kaos i baggrunden og jeg begynder at blomstre igen.

    Et andet væsentligt faktor er motivationen. De kan have de bedste intentioner og de bedste tilbud i Kommunen, men hvis det ikke motiverer mig, kan de ikke rykke en centimeter. Ingen kommer på arbejdsmarkedet eller forbliver på sit job i længden, med mindre der er en motivation bag. Hvad der motiverer mig, er det, der føles meningsfuldt. Det er et kæmpe slag at stå midtvejs i mit liv og skulle tage stilling til, hvad jeg vil være, når jeg bliver stor. Det er et mere uoverskueligt valg, end da jeg skulle tage stilling til det som forvirret teenager, fordi det er forbundet med en masse smerte over den tabte velfungerende fortid og de drømme, jeg havde engang.

    Hvor er det godt, du tager det op! Krydser fingrene for, at det bliver et givende foredrag, ikke kun for dem, men også dig.

    Svar
    • Ida Eowyn

      Hej igen Loucia, tak for rosen 😉

      Pudsigt du lige sad med dette selv… eller måske slet ikke så pudsigt… Tror faktisk vi er rigtigt rigtigt mange og jeg blev så glad, da jeg så det bla er tema på psykiatri topmødet.

      kh

      Svar
  3. Mit liv med angst

    Kæmpe respekt for at holde foredrag om din situation 🙂 Jeg håber selv at kunne gøre det engang <3 Held og lykke!

    Svar

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.