En eventyrlig semi-biografisk beretning om kærligheden der leger skjuler, når der ledes efter den. Om de mange blodige kampe på liv eller død, en psykisk syg hver dag må tage op med en uendelig hær af ninja-dæmoner, kun han kan se.

Blot få slag ud af tusinder er vundet, men er kampen tabt på forhånd?

     –   way of the peace.

 

Kærligheden i havet

Engang sprang jeg i havet for at finde kærligheden. Før det havde jeg havde søgt og søgt i alle byer og i deres gader og stræder over hele verden, uden held.

Et håb om tosomhed

I havet svømmede jeg rundt i årevis og troede en håndfuld gange, at jeg fandt kærlighed, når jeg mødte en underlig fisk eller et skib der passerede flygtigt forbi mig i natten med lys i koøjerne. Selvom jeg hver gang blev ked af det, over jeg heller ikke denne gang skulle følges med dem jeg mødte, svømmede jeg videre med blot et endnu større håb. Et håb om tosomhed, harmoni, samhørighed og enhed. Men i stedet stødte jeg på mange farer i det store åbne hav og fik en masse sår, skrammer og rifter på sjælen. Min uskyldighed, naivitet og tapperhed blev forvandlet til hårdhed, mistro og følelsen af at være blevet forladt.

En aftale med mig selv og Gud

Men jeg svømmede videre, selvom jeg indimellem tænkte på, hvad der ville ske, hvis jeg en dag bare holdt op med at svømme? Jeg lavede en aftale med mig selv og Gud – hvis han fandtes helt derude midt i ingenting – at selvom bølgerne frygtindgydende rejste sig næsten helt op til stjernerne eller vinden blæste det saltede vand ind i ansigtet på mig så det føltes som glasskår, ville jeg svare igen ved at ranke ryggen. I mit ikke så stille sind, råbte jeg af mine tankers fulde kraft:

”SÅ KOM DOG AN, FOR FANDEN! GIV MIG ALT DET DU HAR!! VIS MIG HVAD DU KAN!!!”.

Livet kan altid blive værre

Men det var ikke en super gennemtænkt taktik, for det skulle bagefter vise sig, at livet altid kan blive værre. Så jeg mistede min tro og håbet var ligeså langt væk som horisonten, når solen gik ned bag det mørke hav.

En stor fisk spiste mig i én eller to mundfulde

Hvad der startede med at være en søgen efter kærlighed, blev til en indædt kamp om overlevelse. Min trætte krop og mit slidte sind reagerede ved at skære alt bort der ikke var nødvendigt for at svømme ét tag mere. Jeg havde aldrig følte mig så alene, og det var som om, jeg ikke havde mere energi til at fortsætte. Det lykkedes mig at rationalisere og komme frem til, at hvis jeg brugte alle mine kræfter på det næste svømmetag, havde jeg intet i mig til at søge efter kærligheden. Så ville jeg bare svømme rundt alene og ensom forevigt – eller indtil en bølge ville trække mig under havets overflade eller en stor fisk spiste mig i én eller to mundfulde.

Havet er bedragerisk

Så jeg besluttede mig for at tage en chance. I årevis havde jeg svømmet rundt uden nogen retning, og hvis jeg kiggede på hvor jeg havde været, kunne jeg se, at jeg mest af alt havde svømmet i cirkler. For havet er bedragerisk og har evnen til at se anderledes ud, når jeg kom til det samme sted igen og igen.

Tiden var inde.

Du kan ikke!

Jeg træk en stor mundfuld luft og dykkede ned i det ukendte dyb under mig. Straks blev jeg bange for den kulsorte verden der mødte mig og blev overrasket over hvor koldt og uhyggeligt her var. Alt i mig skreg, at jeg skulle vende tilbage til den trygge overflade. Eller, næsten alt. For en lille stemme, ja, faktisk en hvisken, der var så svag, at hvis ikke jeg i de år der var gået, havde gjort mig fri af sindets larm og støj, ville jeg aldrig havde hørt den. Men den var der, som en liflig fornemmelse af at drikke kølig saft på en varm sommerdag. Den hviskede til mig kærligt:

”Fortsæt. Svøm og du skal finde.”

Og i samme øjeblik, den næsten altdominerende stemme der skreg i hver en afkrog i mit indre:

”NEJ! SVØM TILBAGE! DET ER FARLIGT! DU DØR! DU KLARER DET ALDRIG!”

“D. U.   K.A.N   I.K.K.E!”

Dit livs fineste øjeblik

Tvivlen nagede mig og tiden var imod mig. Om lidt ville jeg ikke have mere luft i lungerne, og så ville jeg enten dø eller bruge de sidste kræfter på at svømme tilbage til overfladen.

Så var hvisken der pludselig igen, men denne gang meget tydeligere og med intens kærlighed:

”Min ven, fortsæt. Dette er dit livs fineste øjeblik. Det bedste er foran dig.”

Ned i det sorte ukendte

En styrke greb fat i mig, hvorfra den kom, ved jeg ikke. Men pludselig blev alt klart for mig og jeg blev fokuseret og målrettet som aldrig før i mit liv. Jeg svømmede det bedste jeg havde lært, ikke op til overfladen, men ned i det sorte ukendte.

Nu vidste jeg, at der var noget dernede. Noget jeg skulle finde, og enten fandt jeg det eller så ville jeg dø i forsøget.

Sort som i en kælder

Jeg sparkede med benene og nærmest gravede mig igennem vandet med armene, imens jeg dykkede dybere og dybere. Der var sort som i en kælder overalt omkring mig nu og mine lunger skreg på ilt. Men jeg var ikke bange længere, for hvad var der at være bange for? Døden skræmte mig ikke mere og selv livet jeg havde levet, som var det mest skræmmende jeg kunne komme i tanke om, kunne ikke røre mig.

Men vent, hvad er det? Et lys? Eller?

Prik af noget hvidt

Langt under mig kunne jeg se en ganske lille prik af noget hvidt. Først var jeg i tvivl om jeg så rigtigt. Men desto nærmere jeg kom, desto mere sikker blev jeg:

Et lys skinnede!

Den klareste stjerne på den sorteste nattehimmel

Jeg sigtede efter det og svømmede hurtigere og hurtigere. Lyset blev større, mere kraftigt og hvidere end den klareste stjerne på den sorteste nattehimmel. Efter et stykke tid omsluttede lyset mig fuldstændigt og jeg mærkede varme, tryghed og glæde indeni. Det var som om jeg kunne blive ved med at svømme og dykke i al evighed nu. Jeg svømmede imod der hvor lyset var mest kraftigt og jo tættere jeg kom, jo mere smilede jeg.

”Dette er hvad jeg har søgt efter hele mit liv”, hørte jeg mig selv sige.

Vi levede lykkeligt til vores dages ende

Og pludseligt skete det, at alt lyset omkring mig gik ud, som om en eller anden slukkede på kontakten. Jeg var nået så langt jeg kunne, og foran mig, på havbunden, lå en østers med den fineste perle indeni, og den lyste min verden op. Jeg rakte ud efter perlen, og i samme øjeblik jeg rørte den, forvandlede den sig til……………….

………………og vi levede lykkeligt til vores dages ende.

 

Rørte mine ord dit hjerte? Klik her hvis du vil læse et af mine andre indlæg.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.