Yes, jeg har fået lejlighed. Jeg var helt oppe at køre, da jeg efter syv år på bosted skulle flytte i egen lejlighed. Nu har jeg boet i min lejlighed i to år. Når jeg ser tilbage, har det at bo alene givet en forståelse af problemer og gode ting ved den støtte, jeg fik på bostedet.

Overvejende har jeg været glad for mine kontaktpersoner på de bosteder jeg har været på. Specielt min sidste kontaktperson, som jeg havde i fire år, var en fornøjelse. Når vi havde en aftale og jeg skulle åbne døren, vidste jeg at hun ville være et stort smil. Hvis vi havde en konflikt, bar hun ikke nag.

Når man bor på et bosted, er man i en udsat position. Man er fuldstændig prisgivet personalet, fordi man er afhængig af dem. Man kan ikke få dem til at give en anden form for støtte end de vil, fordi man har ingen måde at presse dem på. Man kan godt sige fra, men det er op til dem om de vil lytte til det. Derudover er man sårbar overfor organisations ændringer. Jeg var på et bosted, hvor personalets arbejdsvilkår blev meget forringet på grund af nedskæringer. Resultatet blev at de gode rejste, alle pædagogerne forlod os, fordi de kunne få jobs andre steder, så der var kun sosu´er tilbage og en ledelse med fokus på pengene. Derefter var der ikke meget forståelse for os. Jeg tror, at de fleste mennesker ikke er så empatiske, så hvis der ikke er en ledelse til at lægge en forstående linje, så vil der ikke være så meget empati. Da bostedet skulle flytte, valgte jeg at flytte til et andet hus på det samme bosted, som jeg vidste, ikke var skåret så meget ned og havde en dygtig leder. Det viste sig at være en god beslutning, det var fuldstændig som det gamle hus før nedskæringerne.

Den støtte jeg fik på bostedet, var på mange måder en slags støddæmpning. Støtten har fjernet de værste konsekvenser af mine handlinger. Jeg talte mange af de ting, jeg havde tænkt mig at gøre igennem med min kontaktperson og hun modificerede dem igennem sine råd. På den måde blev meget taget i opløbet, inden det nåede at blive et problem. Hvis jeg havde overbelastet mig, imens jeg boede på bostedet, var der nogen. Det gjorde at jeg kunne tage flere chancer, også fordi jeg bliver meget mere impulsiv, når jeg er overbelastet og der var nogen til at hugge bremsen i. Da jeg skulle flytte, troede jeg, at jeg kunne det hele. Selvom jeg selvfølgelig godt vidste, at bostedet gjorde at jeg kunne mere, var jeg slet ikke opmærksom på hvor meget støtten betød. Det var lidt af et chok at opdage.

Ulempen ved en støtte som støddæmpning er at jeg aldrig rigtig fik hold på de problematiske ting, det var svært at finde ud af hvad problemets omfang var og om der var et problem. Så da jeg flyttede for mig selv og løb linen ud, viste det sig at jeg havde uhensigtsmæssige mønstre, som fik nogle helt andre konsekvenser, end de havde fået på bostedet. Jeg kendte heller ikke rigtig mig selv, da jeg boede på bostedet, da jeg i en handleplan skulle udfylde mine ressourcer, så vidste jeg ikke hvad de var, men nu ved jeg det.

Alt i alt synes jeg at jeg har fået en god hjælp på bostedet. Jeg fik en base, så jeg kunne arbejde med mig selv uden hele tiden at blive indlagt. På mange måder er jeg startet forfra i min egen lejlighed. Det kan det føles som tilbagegang i forhold til hvad jeg kunne på bostedet, men jeg har tillid til at jeg vil finde ud af det med tiden. Jeg har ikke i to sekunder fortrudt at jeg er flyttet. Det er hårdere at bo alene, men også bedre.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.