”Vi skal tænke os grundigt om, før vi giver retten til at stille diagnoser til psykologerne.” Sådan sagde en psykiater på Psykiatrifondens psykiatridag for nogle år siden. Psykiatridage er kursusdage bygget op omkring et tema, der debatteres og belyses ved oplæg om ny forskning. Jeg har været til flere psykiatridage og hver eneste gang ender det med, at lægerne skændes med de andre faggrupper. Derudover har jeg hørt psykologer sige på et kursus for mit bosted, at psykiatere siger, at man ER sin sygdom. Det er der aldrig nogle psykiatere der har sagt til mig, de har netop sagt, at jeg HAR en sygdom. Men hvem er det, der bliver tabt på gulvet i overgangen fra den ene faggruppe til den anden, når faggrupperne ikke kommunikerer? Det er patienterne/brugerne, der bliver tabt. Fx var jeg på Sankt Hans, hvor jeg blev undervist i den kognitive metode, som er strategier til at håndtere symptomer. Jeg blev udskrevet til et bosted, hvor ingen anede noget om det.  Nogle år senere begyndte jeg på et kursus, der hedder Vendepunkter, og lærte om Recovery. Recovery er en metode til at få godt liv, selvom man har en psykisk sårbarhed. Nu har jeg to teorier, som på mange måder handler om det samme, og har brugt to år på at lære hver at dem at kende.

Siden jeg kom ind i psykiatrien i 1998, har jeg haft et opslidende forløb, med mange indlæggelser bl.a. to indlæggelser i rap på ca. et år hver på Sankt Hans. For ca. ti år siden kom jeg i botilbud i socialpsykiatrien og fra da af begyndte det at gå gradvist fremad. Jeg mener at mit forløb kunne have set anderledes ud, hvis samarbejdet mellem botilbud og distriktspsykiatrien (DPC), mellem hospital og mig og mellem DPC og hospital havde været bedre.

 

SAMARBEJDET IMELLEM DPC OG BOTILBUD

Som beboer på et botilbud er man som regel tilknyttet DPC. Kontakten til DPC foregår ved at en sygeplejerske kommer hjem til én.

DPC og socialpsykiatrien arbejder efter forskellige værdisæt. Socialpsykiatrien arbejder efter Recovery, som bygger på et menneskesyn om respekt for den enkeltes viden om sig selv. Selvbestemmelse, at tage kontrol i eget liv og ligeværdighed er centrale værdier indenfor Recovery.  Det er vigtigt at forstå, at når man arbejder sammen med folk, som arbejder efter andre værdier, så får værdierne konsekvenser for, hvad der kan lade sig gøre.

Da jeg var i botilbud, havde jeg et problem med en sygeplejerske fra DPC. Hun talte gennemskærende til mig og kom uden at have aftaler. Jeg synes, det er grænseoverskridende, at en behandler taler hårdt til mig i mit eget hjem og at det er manglende respekt for mit privatliv at dukke op uanmeldt og derfor ville jeg ikke tale med hende. Sygeplejersken insisterede på at blive ved med at komme. Jeg synes det er krænkende at min afvisning ikke bliver respekteret. I et af forsøgene på at blive ved med at komme forklarede min kontaktperson fra botilbuddet sine arbejdsvilkår. Det er imidlertid ligegyldigt om min kontaktperson på bostedet har forståelse for sygeplejerskens arbejdsvilkår, for det er ikke hende, der bestemmer om jeg skal tale med sygeplejersken. Det er alene op til mig, fordi botilbuddet arbejder efter Recoverys værdier om selvbestemmelse. Det er ikke ligesom på et hospital, hvor det bliver set som udtryk for ens sygdom, hvis ikke man kan med sin kontaktperson.  Til sidst gav DPC mig en anden sygeplejerske men den første blev ved med at banke på min dør i forskellige ærinder, fx med en undersøgelse, så til sidst meldte jeg mig ud af DPC, fordi det var den eneste måde at slippe af med hende.

Når man som behandler skal samarbejde med en anden gruppe, er det vigtigt at have situationsfornemmelse, at indrette sine arbejdsgange, så de fungerer i den kontekst, man arbejder i og at være lydhør overfor meldingerne fra dem man arbejder sammen med.

I en periode på nogle måneder i 2018 var jeg i DPC igen efter en kort indlæggelse. Min kontaktperson var utroligt sød og rådede mig til at skabe struktur, men da jeg sagde det til min hjemmevejleder, sagde han at fleksibilitet er godt. Jeg kan ikke gøre begge dele samtidigt og så vidt jeg kan se, kan den ene lige så godt have ret som den anden. Jeg valgte at stoppe i DPC, fordi jeg synes at jeg har haft mere gavn af socialpsykiatrien.

 

SAMARBEJDE IMELLEM PATIENTER OG HOSPITALSPERSONALE

Udover at det ville være gavnligt, hvis faggrupperne blev bedre til at samarbejde, så er et godt samarbejde imellem patienter og behandlere en nødvendig forudsætning, for at behandlingen virker. Hvis ikke patienten/brugeren følger behandlingen, så er der reelt ingen behandling. I min erfaring er det hospitalerne, der har det største problem på det punkt og det er ærgerligt, for det medfører at den indsigt om sygdommen, som de har at bidrage med, går til spilde.

Jeg har haft et langt sygdomsforløb og set i bakspejlet har det været hospitalet, der har haft den rigtige vurdering, men det har jeg ikke haft nogen glæde af. Det er blevet sagt til mig på en måde, hvor jeg ikke kunne tage det ind og derfor har jeg ikke rettet mig efter det. Jeg synes, at tonen på hospitalerne er for kontant. Jeg tror, at tonen kommer fra, at når folk er meget syge, kan man ikke nå dem med argumenter og så er det fristende bare at skære igennem og sige nogle sandheder. Det er imidlertid ikke løsningen at tale hårdt til patienterne, for det er krænkende og det medfører at man støder patienterne fra sig. Hvad hjælper det at psykiaterne har ret, hvis de ikke kan få nogen til at lytte? På hospitalet er det psykiaterne, der bestemmer, men i samme øjeblik patienten forlader hospitalets område, er det patienten selv, der bestemmer. Hvis ikke psykiaterne kan få patienterne til at anerkende deres viden, så kommer den viden aldrig ud ad hospitalets dør.

Personalet på hospitalerne er nødt til at udvise respekt for patienternes forestillinger, også selvom de er urealistiske.  Anden gang jeg var indlagt på Sankt Hans, havde jeg mange tanker om mig selv og verden. Personalet så mine tanker som symptomer, der skulle blive mindre, ved ikke at gå ind i dem. De lavede en kognitiv behandling til mig, som bestod i at jeg fik et kvarters samtale morgen og aften, ikke mere, og jeg fik huskekort. Et huskekort er et papir med en positiv sætning, til at se på når man har en negativ tanke.  Problemet var, at jeg så mine tanker som værende i overensstemmelse med virkeligheden og derfor forstod jeg ikke, at personalet mente, at det var tankerne og ikke verden, der var problemet. Jeg oplevede behandlingen som sårende, når de sagde at mine tanker var forkerte, hørte jeg at jeg var forkert. De lyttede ikke til mine indvendinger. De troede, at de kunne ordinere en psykologisk behandling, som om den var en pille, der virker ens, uanset om den er givet med tvang. Jeg blev sur på dem, så blev de sure på mig og det hele gik i hårdknude. Tankerne blev bedre, men den underliggende følelse af afmagt blev værre, så da jeg blev udskrevet var mit funktionsniveau langt dårligere end da jeg blev indlagt to år før. En psykologisk behandling virker kun, hvis patienten forstår, hvad den går ud på.

Når der er forskellige råd til patienten fra forskellige behandlere, kan kontakten til behandlerne være udslagsgivende, for hvem patienten lytter til. I løbet af den periode på fem år, hvor jeg var jeg ind og ud af hospitalet, sagde de én ting i DPC og en anden på hospitalet. Jeg havde en god kontakt med min kontaktperson i DPC og en dårlig kontakt med personalet på hospitalet, så jeg valgte jeg at lytte til DPC, hvor jeg følte mig respekteret.  At DPC og hospitalet ikke havde en fælles linje og den dårlige kontakt til hospitalets personale, medførte at behandlingen var spildt, jeg blev ved med at blive indlagt. Jeg skulle have været i botilbud længe før.

Jeg havde en kort indlæggelse ved årsskifte 2017/2018 og der synes jeg at tonen var god og det virkede som om personalet tog recovery til sig, men der er mere i recovery end at tale ordentligt. Der er også en respekt for den enkeltes viden om sig selv og perspektiv på verden som ikke hænger sammen med at man forsøger at korrigere patienterne. Hvis hospitalets personale ville tage den respektfulde holdning ikke kun til brugerne, men også til brugerens tanker til sig som praktiseres i socialpsykiatrien, så ville behandlingen få bedre resultater, simpelthen fordi patienterne i højere grad ville følge den.

 

KONKLUSION

Vejen frem er samarbejde. Alle faggrupper skal anerkende, at de andre faggrupper har noget relevant at bidrage med, for patienternes/brugernes skyld og hospitalerne skal forbedre kontakten til patienterne. Det kan ikke være meningen, at man som patient hele tiden skal starte forfra, fordi faglig stolthed forhindrer et fornuftigt samarbejde. I dag har jeg det godt. Jeg har befundet mig bedst i socialpsykiatrien, men min tid på Sankt Hans har givet mig en forståelse for min sygdom, som er en forudsætning for min bedring. Jeg er flyttet fra botilbuddet til min egen lejlighed og trives, men jeg mener at jeg kunne have fået det godt på et langt tidligere tidspunkt, hvis der havde været et bedre samarbejde imellem mine behandlere og imellem hospitalet og mig.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.