Der har været flere drab på personale på bosteder de seneste år. Jeg har boet i et år i et hus på et paragraf 108 bosted, med døgnbemanding for de mest syge. Der var en accept fra ledelsens side af voldelige beboere, fordi grunden til at folk blev voldelige, var at de havde det dårligt.  Efter min mening er det indlysende, at når man på den måde tolererer vold, så vil det gå galt ind imellem.

Der var omkring ti voldsepisoder i den tid, jeg boede der. Vi kunne ikke have nogle pynteting stående på gangen, fordi tingene blev smadret, når folk gik amok. På et tidspunkt overværede jeg en personale stå ene kvinde på ca 160 cm overfor en meget ophidset mand på 190cm. Hun opførte sig som om hun var usårlig. Hun må have haft stor tillid til sine evner til konfliktløsning. Problemet er, at når folk er helt oppe at køre, så kan situationer udvikle sig uforudsigeligt.

Som beboer forventedes man at reagere på voldsepisoderne ved at gå ind på sit værelse og vente på at det drev over. Jeg syntes at det er ubehageligt og skræmmende at sidde på sit værelse og skulle høre på lydene, hvornår det er sikkert at gå ud igen. Jeg var ikke indstillet på bare at lade det passere.

Når jeg sagde til ledelsen, at det var uacceptabelt med vold, fik jeg at vide, at så ville jeg ikke kunne bo i en almindelig opgang, for det kunne ske alle steder. Psykisk syge er mennesker som alle andre, så i princippet kan alt der sker på et bosted, ske alle steder. Det sker bare oftere på bosteder, hvor der er mange samlet, som har den samme adfærd.  Jeg har boet i mange år i almindelige opgange og der har aldrig været den slags episoder. Hvis der var, så ville vedkommende blive smidt ud. Ledelsen syntes at jeg var uempatisk og hård, men jeg mener at de gjorde folk en bjørnetjeneste.

Jeg synes, det er et svigt at lade folk give deres agressioner frit løb. For det første, så kan det ikke være en særlig rar tilstand at være i. De mister jo al kontrol og er fuldstændig i deres følelsers vold. Vold løser heller ikke noget. Personalet skulle hellere give folk nogle måder at håndtere de svære følelser. For det andet, så lærer folk at en adfærd er acceptabel, som aldrig vil blive accepteret andre steder end et bosted. På den måde forhindrer tolerancen dem i at blive integreret i det almindelige samfund, hvis de skulle få det godt nok til at flytte fra bostedet.

Da bostedet flyttede, blev vi opdelt i mindre enheder. Jeg kom i et paragraf  107 tilbud, med lidt mindre støtte. Der var ikke nogle voldsepisoder der. For to år siden, da jeg flyttede fra enheden, var der kommet nye sikkerhedsregler, efter et drab på en personale på Rønnebo.  Hvis en beboer var voldsom skulle personalet gå to og to ind til alle. Personalet var ikke så glade for det, fordi det gjorde det sværere at snakke med beboerne.

Jeg synes, at det er godt, at der kom fokus på sikkerhed, selvom det var lidt overdrevet, at de også skulle gå to og to ind til dem, der havde det godt nok. Det kan ikke være meningen, at personalet skal lade livet, fordi det overses, at vold rent faktisk kan være farligt.

 

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.