Behov for ny tilgang til psykiatrien

Jeg har i lang tid funderet over årsagen til, at mange patienter i psykiatrien vælger den tilbudte hjælp fra. Hvorfor er der mange patienter, der ganske enkelt ikke kan bruge den psykiatriske behandling til noget som helst? Det finder jeg i grunden meget mærkeligt og tankevækkende.
Jeg tror faktisk, at langt de fleste psykiatere gør deres bedste for at hjælpe patienterne, alligevel siger nogle patienter fra. Hvorfor?
Jeg har meget stor respekt for en psykiaters viden, først som uddannet læge, og senere en stor viden om psykofarmaka som psykiater. Men når det kommer til viden om psykiske følelsesmæssige lidelser kniber det med min respekt.
Selvfølgelig har en psykiater stor viden om forskellige teorier, der har været fremført gennem tiden, men det er altså kun teorier der bliver fremført for senere at blive forkastet når nye dukker op. Denne viden om disse teorier har bare ikke noget med følelser at gøre.
For hver enkelt patient i psykiatrien har individuelle følelser, som kun patienten har adgang til. En psykiater kan aldrig vide hvordan den enkeltes psykisk lidelse føles, det kan kun patienten. Og jeg tror på – efter egen erfaring – at en psykisk lidelse er en følelsesmæssig lidelse. Selvfølgelig kan traumer være bundet i den fysiske krop, men helt grundlæggende vil jeg mene, at det er følelser der løsner op for traumer.
Jeg er temmelig overbevist om, at en tilgang til patienterne hvor symptomerne ikke bliver set som sygdommen, men bliver set som budskabet om, at noget er gået skævt på et tidspunkt, for det meste i opvæksten, og det har givet traumer og følelsesmæssige problemer, som banker på for at blive bearbejdet.
Pladsen her tillader desværre ikke en yderligere gennemgang af mine tanker om en ny tilgang til psykiatrien. Jeg kan henvise til bogen “Tanker og utængte tanker om psyke og samfund”, hvor jeg forsøger at formulere en logisk måde at anskue og forholde sig til en psykisk sygdom.
Jeg er ganske sikker på, at man altså er nødt til at se på den bagvedliggende årsag til følelsesmæssige forstyrrelser og traumer, og man er nødt til at henføre ansvaret for problemers opståen, selvom jeg ved, det er et kontroversielt emne.
Hvis et hvilket som helst problem opstår i al almindelighed, må man lokalisere problemets årsag, for at løse problemet, det gælder også psykiske problemer. Jeg har endnu aldrig hørt eller set en psykiater give udtryk for en klar stillingtagen om årsagen til psykiske problemer, kun vage brede forklaringer, og på den måde kommer vi aldrig videre.

Om Forfatteren

Jeg har i mange år forsøgt at ændre min psykiske tilstand. Ikke med mere eller mindre højtflyvende terapier, men ud fra en jordnær tanke om, at årsagen til mine psykiske problemer er beskadige følelser i barndommen, og at noget som er beskadiget psykisk eller fysisk, kan hele igen med den rette "behandling". Jeg tror på, det er muligt. I psykiatrien eller på de psykiatriske hospitaler, har jeg ikke mødt nogen respekt og forståelse for sådan en opfattelse - desværre.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.