Efter at have været indlagt på psykiatrien i Tyskland, stod der klar at jeg ikke kunne blive i Tyskland. Jeg havde behov for hjælp, hjælp til at forstå hvad der skete i mit hoved. Jeg måtte opgive det liv jeg var startet på at opbygge sammen med min kæreste. For hvordan kunne jeg flytte i lejlighed med ham når jeg ikke kunne få et arbejde på grund af sygdom. Jeg kunne ikke få noget økonomisk større fra Tyskland, eftersom jeg ikke havde boet og levet fuld ud i 6 år.

Så jeg måtte pakke mine ting sammen og flytte hjem til Danmark. Mange af mine ting havde jeg ikke plads til få med mig. For jeg skulle flytte ud i min fasters sommerhus og der var ikke plads til alle mine ting. Så mange af mine ting måtte kæresten tage med sig ned til sin mor, hvor han var nød til at flytte ned til. Så mine kæreste og jeg blev spredt fra hinanden uden at ønske det og det førte til at vi gik fra hinanden. Men det er en anden historie….

Jeg kunne ikke flytte hjem til mine forældre da jeg på daværende tidspunkt ikke ønskede kontakt og støtte fra dem. De kunne nemlig ikke forstå hvad der skete med mig og reageret ved at skubbe mig vær og give mig plads. Så i maj 2018 var jeg tilbage i Danmark og skulle finde ud af at få noget hjælp fra psykiatrien. Jeg skulle også finde en bolig.

Jeg fik hjælp fra psykiatrien efter 3 måneders ventetid og blev og fik en diagnose som jeg senere hen har svært ved at se mig selv i. Da jeg har svært at holde overblikket og struktur i dagligdagen, kom jeg til at misligholde min faster sommerhus og fik besked at skulle finde et andet sted at bo. Min faster var sød og hjalp mig med at opsøge forsorgshjemmet Roskilde hjemmet. Et bosted for hjemløse. Men kunne ikke flytte derud med det samme, da jeg havde min hund og han var ikke tilladt der. Så i mellem tiden boet jeg hos mine forældre, så jeg kunne finde en løsning. Det ente med at jeg bragte min hund ned til kæresten, som kendte ham og kunne tage sig godt af ham.

Da hunden var afsat kunne flytte ud på Roskilde hjemmet i oktober 2018. Nu har vi snart septemper 2019 og jeg har snart boet her i et år og det føles som om mit liv er gået i stå. Ikke nok med at opgive mit forhold, til den mand jeg så min fremtid, men jeg har også måtte opgive min, der var mit et og alt. Nu står jeg tilbage på et bosted for hjemløse og kan selv kalde mig hjemløs unden nogen følelse af at fremtiden nok skal gå. For jeg er virkelig gået i står. Min dagligdag er hverdag denne samme undtagen når jeg har samtaler med min KP fra Opus. Men selv der jeg gået i stå.

I den tid jeg har boet på Roskilde Hjemmet er der sket så meget og alligevel har jeg rykket mig. Mine problemer er stadig de samme. Og stadig hjemløs. For det er hulens svært at få en bolig. Og det er mit største ønske. At få et hjem og komme i gang med at leve livet igen.

Skriv Kommentar

Din email og IP-adresse vises ikke offentligt, men kan ses af Outsideren og forfatteren, som har skrevet bloggen.